Mange medier, heriblandt også danske, havde i maj måned en historie om, at sommeren 2023 var den varmeste i de seneste 2000 år. Det var konklusionen i en ny artikel, der blev offentliggjort i tidsskriftet Nature, og med en Jan Esper fra Tyskland som hovedforfatter.

Artiklen er bemærkelsesværdig, fordi den er udkommet som en såkaldt ”fremskyndet forhåndsvisning” (Accelerated Article Preview), der endnu ikke har gennemgået fagfællebedømmelsen og den endelige redigering. Det er jo lidt usædvanligt, men i interviews med medierne understreger Jan Esper, at sagen er så vigtig, at det haster med at få budskabet frem. Det vender vi tilbage til.

I artiklen har man kigget på rekonstruktioner af fortidens temperaturer i området mellem 30 og 90 grader nord på Jorden. Det er således kun en del af den Nordlige Halvkugle, der er dækket. Rekonstruktionerne er udelukkende baseret på analyser af årringe i træer. Det er en hyppigt anvendt metode, fordi årringene på nulevende træer kan tidsbestemmes meget nøjagtigt, da træet vil danne en ny ring pr. år, og således kan man tælle ringene fra barken og ind mod kernen.

Ideen er nu, at årringenes tykkelse afspejler vækstbetingelserne i det pågældende år, og ved at vælge træer, der gror i højtliggende områder, hævdes det, at væksten primært er styret af temperaturen. En bred årring viser således en højere temperatur, mens en smallere ring vil være resultatet af en koldere vækstsæson, primært forår og sommer.

Forskerne har samlet data sammen fra i alt 10.000 træer fra en stribe lokaliteter i ni forskellige regioner. Rekonstruktionerne ender hen imod slutningen af 1900-tallet, men herefter har man så påsplejset målte data fra en af de store temperaturkurver, Berkeley Earth.

Resultaterne viser ifølge Jan Esper situationens alvor. Sommeren 2023 var 2,07 grader celsius varmere end temperaturen i den ”førindustrielle tid”, dvs. før 1850. Den koldeste sommer siden år 1 var året 536, hvor Jorden blev ramt af et gigantisk vulkanudbrud, her var temperaturen 3,93 grader koldere end 2023. Den varmeste sommer i de 2000 år var i år 246, men selv her var temperaturen ”betydeligt lavere” end 2023.

Man bemærker her den uhyre nøjagtighed, hvormed temperaturerne er bestemt, helt ned til en hundrededel af en grad. Det er meget bedre, end husstandens udendørstermometer kan klare.

Ifølge Jan Esper skulle budskabet ud, og det hurtigst muligt. Ved en pressekonference udtalte han:

Jeg er ikke overrasket. Jeg er bekymret over den globale opvarmning – det er en af de største trusler derude. Det er bare så åbenlyst. Vi burde gøre så meget som muligt, så hurtigt som muligt.

Esper og hans medforfattere udtaler, at hovedkonklusionen fra deres arbejde er behovet for hurtige reduktioner af udledningerne af drivhusgasser.

Jo længere vi venter, jo dyrere vil det blive, og desto mere svært vil det være at afbøde eller endda standse opvarmningen og vende den rundt.

Vi har her et godt eksempel på, hvordan klimavidenskaben drives af tro, fremfor ægte videnskabelig nysgerrighed. Her er der tale om, at forskerne i forvejen er overbevist om – og frygter – den ”farlige” globale opvarmning, og så sætter de sig for at nå frem til resultater, der kan hjælpe til at bibringe offentligheden og politikerne den samme frygt.

Imidlertid viser det sig, at konklusionen hviler på et noget tyndt grundlag. Træers vækst afhænger af meget andet end temperaturen, f.eks. er adgangen til vand naturligvis afgørende, og den kan svinge meget med nedbøren fra år til år. Derfor er det notorisk svært at koble målinger af årringe sammen med temperaturen. Under alle omstændigheder vil hvert enkelt træ kun repræsentere de lokale forhold omkring det, og derfra er der igen et meget langt skridt, før man kan konkludere noget globalt.

Metoden med at klistre en kurve af målte data fra de seneste 150 år på sin rekonstruktion blev indført at klimaforskeren Michael E. Mann med den berømte ”hockeystav”. Det er grundlæggende ikke nogen videnskabeligt forsvarlig metode.

Jan Espers kurve viser et bemærkelsesværdigt roligt forløb gennem de første 1900 år. De enkelte år svinger meget, men der er ikke nogen tendenser over længere tidsrum. Man kan således ikke få øje på de to kendte varmeperioder, dels i Romertiden (år 1-250), dels i Middelalderen (950-1250). Ind imellem havde man kulden under Folkevandringstiden og efterfølgende Den Lille Istid frem mod 1850. De variationer er næsten helt væk, hvorved opvarmningen i vores tid bliver så meget desto mere prominent.

Forud for artiklen her i 2024 havde to af forskerne udgivet én i 2021, hvor ideen var at undersøge, hvor stor en rolle forskernes fortolkninger spillede i rekonstruktionerne af temperaturen. Man sendte det samme sæt data for årringe til 15 forskellige forskergrupper. De skulle derefter dels forsøge at få data til at stemme overens med de målte temperaturer fra 1850 og fremefter, og dels give deres bud på udviklingen siden år 1. Det kom der 15 temmelig forskellige resultater ud af.

Forskernes store hovedpine er selvfølgeligt, at rekonstruktionen baseret på årringene gerne skulle flugte med de målte temperaturer op gennem 1900-tallet. Årringene skal således vise en støt stigende temperatur fra 1900 og fremefter. Dette problem har hockeystavenes største og mest vedholdende kritiker, Steve McIntyre, behandlet i et interessant opslag på sin hjemmeside. Det viser sig at være meget svært at få rekonstruktionerne til at vise den ønskede stigning.

Som vist på figuren her måtte flere af de 15 grupper reelt opgive at få det til at passe efter 1980 (R13, R12 og R2), mens det blev afsløret, at de grupper, hvor det så bedre ud (R8 & R10), faktisk havde inddraget de målte temperaturer i kurverne. Det må man jo ikke, fordi så er det ikke årringene, der viser temperaturstigningen her i nutiden, og hvis de ikke gør det, hvordan kan man så stole på de temperaturer, man får ud af årringene længere tilbage i tiden?

Jan Espers artikel fra 2021 nævner faktisk undervejs, at der generelt er et problem med årringe-data efter 1970, de viser ikke nogen temperaturstigning, tværtimod, som man jo også ser her på de umanipulerede kurver.

McIntyre er ikke bleg for at kalde Jan Espers arbejde for ”svindel”, han bruger også en mindre flatterende sammenligning, som den interesserede læser dog selv må opsøge i konklusionen på McIntyres opslag.

Man kunne jo her til slut også påpege, at den nuværende varme måske slet ikke er nogen dårlig ting. Historien har vist os, at menneskeheden trivedes i varmere perioder og led i de koldere. Så hvad er der særligt slemt ved de nuværende temperaturer?