Mikhail Gorbatjov og Eduard Sjevardnadze havde aftalt Sovjetunionens sammenbrud mange år før 1989, sagde DDR`s mangeårige diktator Erich Honecker i et bittert sjældent interview efter Murens fald. Honeckers konspirationsteori er faktisk ret sand, men eftertiden ser nok på den mere som fremsyn og statsmandskab.

I sine erindringer beskriver Gorbatjov, hvordan han allerede i 1979 i en vinterferie mødtes med Georgiens kommunistleder, Eduard Sjevardnadze, og under en lang spadseretur sagde denne: ”Alt er pilrådent, fra top til bund”. Hvor til Gorbatjov svarede: ”Det er jeg enig i”. Og beskriver det som sandhedens time i deres venskab. To opkommende magtfulde mænd har indset, at systemet er gennemkorrumperet og ikke virker.

I 1985 blev så Mikhail Gorbatjov Sovjetunionens faktiske leder og forsøgte at gennemføre reformer, glasnost og perestrojka, af det pilrådne system. Når man læser Gorbatjovs egne erindringer, som udkom i 2013 (og på dansk samme år: M.S. Gorbatjov Min egen historie, Lindhardt og Ringhof), så er det gennemtrængende spørgsmål, hvad Gorbatjov egentlig forstod af planøkonomiens deficit.

Jeg har meget stor sympati for Mikhail Gorbatjov, men egentlig må man sige, at han fattede meget lidt af, hvad der egentlig foregik. Hans originale nye vinkel som Sovjetleder var åbenheden overfor problemerne, som ordvekslingen med Sjevardnadze også viste. Han vidste, at intet fungerede i Sovjet. Men han kunne ikke se, at kollektivismen og planøkonomien er problemet. Han talte om nødvendigheden af ny teknologi og om at undgå dumheder.

I 1983, som ungt politbureaumedlem, besøgte Gorbatjov Canada og så bl.a. store kvægfarme og landbrug. ”Da jeg så på, hvordan farmerne arbejdede på jorden, prøvede jeg at forstå, hvor den drivkraft lå gemt, der gjorde det muligt at nå så flotte resultater”. Og da Gorbatjov spurgte en farmer, hvor han tilbragte sin ferie, svarede farmeren undrende: ”Hvad for en ferie?… Vi kan ikke overlade farmen til andre”. Og så spekulerede Gorbatjov på sit lands kollektivbønder og traktorførere, som helst holdt ferie og det var svært at få til at lave noget.

Gorbatjov kan huske som barn, hvordan hans far som mejetærskefører skulle trælle for kollektivbrugene uden at få noget ud af det. ”Det var den private jordlod, der gjorde, at vi klarede os. Dér dyrkede vi alt, men fik ikke lov at beholde det hele”.

Alligevel virker det ikke, som om Gorbatjov kan se, at drivkraften kommer fra ejendomsretten og det private ansvar og muligheden for fortjeneste. Selvom han også gør op med den socialistiske tonnage-ideologi, hvor produktionen måles i statistikker i store ton uden tanke på, om den når frem til forbrugerne.

Som han sagde til Margaret Thatcher under et besøg på Chequers i 1984, før han blev førstemand: vi producerer sådan set meget, men det når ikke ud til forbrugerne. Og Thatchers reagerede i hvert fald på mødet med Gorbi ved at ringe til Reagan og sige, at nu havde Sovjetunionen fået en leder, som der kunne snakkes med og som ikke lukkede øjnene for virkeligheden. Det troede de endnu ikke rigtig på i Washington.

Gorbatjov prøvede at reformere, men kunne ikke se, at reformer ikke var nok, men at der krævedes systemforandringer. Planøkonomien og kollektivbruget var og er problemet. Og i interviews senere hen med Gorbatjov virkede han stadig uforstående overfor problemernes karakter.

Når Gorbatjov så trods alt fortjener stor ros, skyldes det åbenheden overfor at konfrontere vanskelighederne. Både Khrusjtjov og Brezjnev lukkede øjnene for virkeligheden og faldt tilbage til ideologien og repeterede den håndfast. Kommunisme er at leve i en normativ verden, hvor alt er godt, men intet fungerer i praksis. Og set på den baggrund tilkommer der også de teoretikere, som projekterede en ny klasseløs verden uden markedsøkonomi og profit en stor debet. De gidseltog med deres lokkende ideer mentalt flere generationer af russiske og verdens ledere.

Gorbatjovs åbne sind er også årsagen til den lykkelige afslutning på den kolde krig. Jeg får tårer i øjnene, når jeg i dagens aviser ser billeder af Gorbatjov og Ronald Reagan side om side. De to tilkommer en stor fortjeneste.

Det begyndte med Reagan. Da han i 1983 efter Able Archer blev klar over, at lederne i Kreml var dybt paranoide, og troede at Vesten stod på spring for at indlede en atomkrig, gjorde han alt for at skabe tillid. Han skrev personlige breve til Kreml, som hans rådgivere frarådede og nærmest forskrækkedes over. Men det var svært for ham, for Politbureauet bestod af gamle uduelige mænd. Men så i 1985 kom Mikhail Gorbatjov til, en yngre og rask mand, og det lykkedes faktisk Reagan at etablere kontakt og tillid, også med bump undervejs. Som da Reagan ikke ville give afkald på stjernekrigsprojektet, selvom det jo mest var et luftkastel, men når modstanderen ikke ved det, fungerer det som en stærk trumf.

Og Reagan holdt sig heller ikke tilbage. I hans tale ved Brandenburger Tor i 1987 opfordrede han direkte Gorbatjov til at rive muren ned, hvilket alle Reagans rådgivere anså for farlig aggressiv retorik, men Reagan lyttede heldigvis ikke til de kloge eksperter. Og den tale forstod Gorbatjov vel også meget bedre.

Ronald Reagans begejstring for Gorbatjov komme også fra en lille efterretnings-detalje, som de fleste ville ignorere som latterlig: Gorbatjov var blevet hemmelig døbt som barn af sine forældre. Han var kristen. Reagan anså Sovjetunionen for et ondt imperium, både fordi det var kommunistisk og ateistisk. Og så kom en ny leder op, der var kristen. En fugl Føniks. Jeg er sikker på, at Reagan spurgte Gorbatjov om det ved et af deres første møder. Det blev først offentlig kendt i 1989.

Og hvad betyder det så? Ja, det betyder en erkendelse af, at verden ikke kun er menneskenes værk, at vi ikke kan skabe paradis på jord, og slet ikke kan styre alt tilsigtet, men må lade samfundet bero på andre middelbare drivkræfter end godhed og fællesskabsfølelse. Som en ungarsk præst i Budapest sagde til mig mange år før Murens fald: menneskene tror, at de kan regulere alting, men alting lader sig ikke regulere. Og så tilføjede han: det er fordi vi benægter synden.

Så jo, Gorbatjovs hemmelige barnedåb fik verdenshistorisk betydning. Og i sine erindringer skriver Gorbatjov også, hvordan hans forældre også hemmeligt døbte hans og Raisas egen datter Irina, da hun engang var syg. Havde det ikke været hemmeligt, var Gorbatjov blevet ekskluderet af partiet! Og verdenshistorien taget en anden retning. For kommunister måtte ikke deltage i religiøse ceremonier.

Gorbatjov nåede aldrig intellektuelt at forstå elementære økonomiske sammenhænge, fordi han var alt for indoktrineret i socialistisk jargon. Men mindre kan også gøre det. Og Gorbatjov gjorde, hvad han kunne.