Med grundloven i 1849 blev der indført religionsfrihed i Danmark, hvilket betød at katolikker igen uden tilladelse kunne missionere, bygge kirker, stiftelser og hospitaler i Danmark.

Og historien om, hvordan katolske nonner utroligt selvopofrende fra sidste halvdel af 1800-tallet byggede hospitaler i Danmark, bliver nu endeligt fortalt (Thomas Maria Melchior, Søstre for livet. Søsterfællesskaberne og deres hospitaler, Gads Forlag, 2024, 493 sider).

Det er en vigtig historie, dels fordi den har betydet langt mere for opbygningen af det almindelige danske sundhedsvæsen end hidtil antaget, og dels fordi bogen fortæller om et nonne-liv, som vi i dag næsten ikke kan forestille os: et liv i opofrelse, pligt, askese og hjælp til andre.

Det begyndte i 1856 med fire franske nonners ankomst til København, de gik i gang, uden finansiering, men med den vigtigste ressource: menneskelig arbejdskraft, flid, pligt og kreativitet. De gik i gang med syge- og sundhedspleje, frivilligt, uden løn, solgte hvad de kunne af kniplinger og papirsklip til at hjælpe andre for og samlede ind hvad de kunne. I 1867 var fire blevet til tolv søstre og de erhvervede en stor grund på Nørrebro, hvor Sct. Joseph-hospital i 1873 så dagens lys.

Sct. Joseph-hospital voksede sig større og større, uden skattekroner, men ved indsamlinger og også for beskeden betaling for behandling og pleje. Fattige fik det gratis. Langt den største ressource var dog de op til halvhundrede nonner, som uden løn og arbejdstid ofrede deres liv i tjeneste for andre mennesker.

Dengang var der kun Frederiks Hospital og det ret nye Kommunehospitalet i København, og læger i København havde det bedste forhold til Sct. Joseph-hospitalet ifølge forfatteren, der selv er overlæge. Førende praktiserende læger i København kunne indlægge og operere på Sct. Joseph, og ifølge forfatteren var de førende i behandlinger for den tid. Mens lægerne lang tid var mænd, forblev hospitalet ene og alene ledet af kvinder, den øverste var en generalpriorinde. Det forblev sådan helt op i 1960erne med 650 ansatte og en håndfuld til at administrere det hele. Og 100 sygeplejeelever. I 1970erne ville Københavns kommune ikke mere have et sådant privat hospital, ”Vi river ned og bygger nyt”, sagde overborgmester Egon Weidekamp.

I mange af de større byer opstod tilsvarende katolske hospitaler og også skoler, Sct. Joseph-skoler, som stadig er eftertragtede privatskoler. Der var flere andre søsterordener med hver deres særpræg, men fælles var den dybe tjenesteiver, som bundede i en tilegnet kristen tro. I Roskilde blev der bygget et stort Sankt Maria Hospital og i Kolding Sankt Hedvigs klinik. Den franske skole på Frederiksberg, som uheldigt blev bombet i 1945, var også et resultat af energiske nonners indsats.

Thomas Melchior har gjort et vigtigt arbejde i at hente de katolske søstres liv frem af glemslen, mange kan godt huske dem og har været i berøring med deres arbejde, men i dag fortrænges det, fordi alt sygehusvæsen og pleje og omsorg skal være offentlig, i regioners eller i statslig regi. Og i dag ledet af DJØF’ere og ikke af dem med praktisk kendskab, som f.eks. generalpriorinder.

Bogen bør først fremmest minde os om det religiøse tjeneste-ideal, som nonnerne anonymt udlevede med deres liv. Det var ægte næstekærlighed. De gjorde det og snakkede ikke om det. Det er den slags mennesker, der er brug for i dag, eller måske snarere, at reglerne bliver mindre stive, så der i vores sundhedssektor gives plads til omsorgen og plads til at vise kærlighed.

At hjælpe et andet menneske er også at ofre noget af sig selv. Men hvordan kan det kombineres med en offentlig sektor, hvor alt er delt op og kontrolleret?