Journalister over hele kloden har beskrevet hvordan politik er blevet noget der splitter venskaber og familie i USA. Amerikanerne har i stigende grad fordelt sig i verdener, hvor realiteterne og sandheden er blevet nedprioriteret, til fordel for had og afsky. Et pænt antal af disse artikler, har nævnt risikoen for, at verdens eneste supermagt, let kan ende i en borgerkrig. Der flyder ialtfald tilstrækkeligt med våben, til at holde konflikten varm i lang tid.

Har disse dystre forudsigelser hold i virkeligheden; Ja desværre.

Hvorfor så glædes over endnu et opgør for åben skærm. Denne gang mellem vicepræsidentkandidaterne?

Fordi der ikke var tale om et pinagtigt skænderi for åben skærm, fyldt med underlige og lønagtige udsagn.

Et ærligt forsøg

Der var tale om valgkampens første ærligt mente forsøg på at gennemføre en dialog om politik i en tone af gensidig respekt.

Var det ikke bare skuespil. Vi skal ikke være naive. Selvfølgelig havde begge kandidater interesse i at fremstå som ordentlige mennesker. Det er trods alt en af dem, som skal være firewall hvis præsidenten knægter demokratiet. Mike Penge satte livet på spil, for at redde demokratiet. Har de 2 det samme mod?

Og det er en dem, som skal være præsident, hvis chefen ikke er i stand til at udføre sit hverv. Og så er det ofte den enes stemme, som præsidenten hører inden han træffer sine beslutninger.

Det er vigtigt at vide, om der sidder et ordentligt kompas i hovedet på vicepræsidenten. Og det er mit bud, at amerikanerne fik indtryk af 2 ordentlige og velbegavede mænd.

Weird?

Særlig JD Vance havde behov for at flytte det “weird indtryk”, som både han selv, og Trump har efterladt. Kvinder uden børn der skal betale højere skat og har et værdiløst liv, immigranter som spiser kæledyr, præsidentkandidater som er født mentalt handicappede, komplicerede konflikter der kan løses på én dag, inden tiltrædelsen i januar o.s.v.

Lykkedes det?

Ja – et stykke af vejen, og det kan JD takke sine gode talegaver, sin velfungerende sociale indignation og sin begavelse for. Var det ikke bare en nedtonet sukkermad, som er glemt på valgdagen? Nej – det virkede som om JD gjorde sig umage for at gå så langt i retning af ordentlighed og normalitet, som han kunne, når chefen er Donald Trump.

Den amarikanske drøm

JD er den amerikanske historie, fra mudder til millionær. Jakkesættet og familien er perfekt, og med sine små 40 år, tegner han en fremtid efter Trump. Hvis JD kan holde den stil, så er han good news for Republikanerne.

Tim kan reparere sin pickup truck

Tim Walz har ikke gået på Yale og arbejdet i den finansielle sektor, så han var nervøs. Og det kunne man godt mærke. Det er Tim som har opfundet udtrykket “Weird”, og der er temmelig mange områder, hvor det havde været let for ham at angribe Trump i en aggressiv tone. Men han valgte at anerkende sin modpart, og sondre mellem JD og Trump. Han valgte at anerkende JD`s ønsker om at skabe en bedre hverdag for middelklassevælgerne, og begrænse sine angreb til Trump. Derved kom han til at fremstå lidt usikker og svag, og hans bagland vil kritisere ham for, ikke at stille sin modpart til ansvar – ikke at udstille Trumps værste sider. Og først og fremmest, gav han JD mulighed for at vise en langt mere moderat og acceptabel side af sig selv.

Tim opførte sig som den ordentlige mand, lige indtil han satte hele valgkampen i perspektiv med et afgørende stød til sidst.

Den bedste version af sig selv

Inden vi går videre, kan vi konkludere at JD og Tim har gjort mere end deres chefer for, at amerikanerne kan se den bedste version af sig selv. Drømme sig tilbage til historiske debatter, hvor kandidaternes hustruer kommer op til pultene, og alle hilser ordentligt på hinanden, som tak for en god debat.

Det var, hvad der skete. Og hvis der var lidt skuespil fra begge sider, så var det godt givet ud. For nu ved amerikanske skolebørn, vælgere i Arizona og Libanesere som har mister deres børn i et bombeangreb på Hizbollah, at der er ordentlige mennesker med hjerte for familier og børn, i spidsen for Verdens eneste supermagt.

Men var der ikke sten i skoen?

Jo, for da Tim spurgte JD, om han ville erkende, at Biden vandt over Trump, så stod verden stille. Enhver ved at spørgsmålet er let at besvare, men JD ved også, at Trump og hans mest ortodokse skare mener, at der var indbygget svindel i valgmaskinerne, falske lodder i brevstemmerne o.s.v. Det er jo selve undskyldningen for stormen på kongressen 6. januar 2021.

Den veltalende og intelligente JD havde kørt næsten fejlfrit og tiltalende, indtil det afgørende spørgsmål. JD har svinet Trump, men det var før, han lærte ham at kende. Han ved godt at hvis han svarer med hjernen, så risikerer han sit politiske liv. Hvis han svarer som salgschef for Trump, så er der gode chancer for at han bliver vicepræsident. JDs hjerne arbejder på højtryk, og de fleste ved, at alt den andet politik kan være ligegyldigt, hvis ikke man anerkender sit nederlag, og giver håndslag på, at bidrage til at “den anden” får fuld opbakning. Det er en amerikansk tradition, som er rullet ud til alle verdens demokratier. Opringningen til vinderen på valgnatten. Nogle gange trækker stemmeoptællingen ud, mange husker Al Gores mistro til Jeb Bush ved Florida optællingen. Men da der var fintalt, ringede Al til George W. Bush og ønskede tillykke. Det var ikke let for ham.

JD står over for det spørgsmål, som han ikke kan svare på, og så vælger han et begavet “ikke svar”. JD kanter sig frem til, at hvis Tim vinder, så vil han ønske Tim alt det bedste i den kommende valgperiode. Det lugter af, at JD respekterer Tim, de to kommer fra den samme del af USA, og de har kontakt med almindelige arbejdervælgere. Det afstedkommer et anerkendende nik fra Tim, men samtidig må lærer Walz konstatere, at her har den unge komet ikke har bestået. Betyder demokratiet noget, når nu JD indiskutabelt er en kompetent debattør som overgår både Trump og Tim. Det er en smagssag!

Tilgangen til debatten var lige efter bogen

JDs tilgang til samtlige spørgsmål, handler om at etablere et billede af Kamala Harris som personligt ansvarlig for, en række forringelser i forhold til den gode og trygge æra under Trumps præsidentperiode fra 2016 til 2020.

Tims tilgang til samtlige spørgsmål er at fortsætte og nyskabe en positiv politik, som retter op på de fejl, som opstod under Trumps præsidentperiode, og som nu trues af Trumps vilde udmeldinger, om at returnere til Det Hvide Hus.

Erterfølgende:

Det er Joe Bidens stab, som har haft den tætte kontakt til IDF, og det er en kæmpe sejr over teokratiet. Tim angriber Trump for at have trukket USA ud af det eneste fora, som kunne overvåge Iranske forsøg på at blive en ægte atommagt. JD bygger videre på Trumps fortælling om, at al den ballade i Mellemøsten er Harris skyld, for det var ikke sket på hans vagt, men JD virker overrasket over spørgsmålet og bruger i stedet tid på at præsentere sin egen politik.

JD mener, at den bedste løsning er at holde mest mulig energiproduktion hjemme i USA. Tim angriber Trump for at være direkte klimafornægter. JD viger uden om Trumps vilde udsagn om at klimaforandringer er hoax (fup) ved kun at tale om energi. På grund af ordstyrernes høje tempo og emneskift slipper han af krogen.

JD angriber Harris for ikke at have løst sin opgave, og Tim gør opmærksom på, at løsningen er udarbejdet og forhandlet på plads af begge partier. Det blev i sidste øjeblik blokeret af Trump, som ikke ville have opgaven løst, før han selv kunne tage æren. Det viser jo hvor uansvarlig han er – mener Waltz.

Tim angriber Trump for ikke have betalt SKAT de seneste 15 år, mens vælgerne i Rustbæltet betaler SKAT hver dag. Det ville hjælpe, hvis de mest velhavende havde lidt moral.

Finansieringen er ikke noget vindertema for nogen af kandidaterne, eftersom det amerikanske gældsbjerg har haft retning nordpå i mange år, og vil få en tinde som rejser sig mod himlen.

Tim lægger vægt på, at han altid har arbejdet for at finde løsninger som de to partier har kunnet løfte sammen. Waltz hukommelse om, hvornår han var i Hong Kong og Kina i forhold til at overvære nogle historiske begivenheder, måtte Tim erkende var præget af dårlig hukommelse.

JD bliver konfronteret med, at han flakker mellem yderliggående holdninger. Og når han på et tidspunkt beskylder Trump for at være komplet uegnet som præsident, og nu arbejder for at Trump bliver lige netop præsident. Men det handler det om, at JD nu har lært ham at kende.

Tim angriber Trump for at have sat tre dommere i Højesteret til at vælte Roe versus Wade – dommen som gav kvinder ret til abort – nu må kvinder sætte livet på spil, fordi der er opstået store dele af Amerika, hvor abortrettighederne nærmest er væk. JD virker oprigtigt som om, han er ubehageligt berørt over disse udsatte kvinder, men forsvarer staternes ret til selv at bestemme.

Her er der god overenstemnelse mellem kandidaterne, som anerkender hinandens holdninger. Det er også her at Tim fortæller, at hans søn har overværet en nedskydning på sin skole. Det lader til at berøre JD, og der opstår et menneskeligt varmt øjeblik.

 JD beskylder Harris for at have lukket mio af illegale immigranter ind i et marked hvor der er for få boliger. Herefter opstår der en fælles rejse udi hvilke arealer der kan byggemodnes og udstykkes.

Omkostningerne for de svagest stillede lader til at bekymre begge kandidater.

Fordragelig drøftelse af familiernes frihed og økonomiske muligheder for at indrette sig, så familielivet kan passes side om side med arbejdslivet. Det er let nok, hvis man har job i en stor virksomhed, men for en stor restgruppe er der ingen tryghed.

Og så kom bomben om demokrati og fredelig magtoverdragelse, inden alle gav hånd.

Job well done!

Konklusionen er, at TV-duellen var fyldt med politik og skarpe kanter, men samtidig gennemført med smil og overskud og renset for hadske personangreb

Oratorisk overraskede JD mest positivt, men begge kandidater kan være sig selv bekendt.

**********

Tim Walz, 60 år født i Nebraska. Lærer, hjemmeværnsmand, træner, jæger, våbenejer og selfmade mand, der kan reparere og vedligeholde sin pick up truck. Herefter Tim.

J.D. Vance, 39 år vokset op under barske kår i Ohio, læst på Yale, arbejdet som Investment banker. Gift, 3 børn. Herefter JD.