Niels Bohr – videnskabeligt geni og politisk amatør

Ny bog skildrer den danske atomfysiker og nobelprismodtager Niels Bohr, som var et bundhæderligt menneske, men politisk naiv, da han ville dele atomhemmeligheden med Sovjet.
Hør artikel

Danmark er et lille land og der er ikke mange videnskabsmænd og -kvinder, der rager højt op i den internationale forskning. Den største er nok atomfysikeren Niels Bohr, der var med til at skabe det videnskabelige gennembrud indenfor atomfysik, som brød med den klassiske mekanik, og som blev grundlag for det 20. århundredes videnskabelige tænkning.

Men samtidigt betød de videnskabelige fremskridt også nye teknologiske muligheder. Mest dramatisk blev opfindelsen af atombomben og det største enkle masseødelæggelsesvåben i menneskehedens historie.

Denne sammenhæng er i sig selv Mefistoles-agtig: jagten efter indsigten og sandheden bliver også til djævelskaben på fri fod. Og begge dele afspejles i Niels Bohrs liv.

Niels Bohr (1885-1962) var født til noget stort, hans far var professor i medicin og hans mor kom fra et velhavende jødiske borgerskab i København, og i hjemmet omgikkes man hjemmevant professorer fra universitetet. Bohr blev tidlig student, hurtig kandidat, så dr.phil. og professor som 31-årig. En lynkarriere.

Og så fik han endog også tid til at spille fodbold som ung ligesom sin bror Harald Bohr på højt plan i Akademisk Boldklub, dengang AB kun var for akademikere. Men fodbolden udelader forfatteren Charlotte Koldbye, der har skrevet bogen Niels Bohr. Det beskedne geni, (Lindhardt og Ringhof, 360 sider). Flot bog, godt fortalt, masser af gode billeder, og tilskud fra de fine fonde.

Historien om Niels Bohr og hans samspil og udvikling med det videnskabelige miljø i 1920erne og 1930erne er vildt spændende. København blev med Bohr et af centrene for den teoretiske atomfysiks udvikling og det betød, at alle kendte atomfysikere kom til København og tilbragte uger, måneder eller flere år på Københavns Universitets Institut for Teoretisk Fysik. Det var nyt for mig, at miljøet var så internationalt. Japanske, kinesiske, russiske og indiske fysikere studerede og forskede sammen med Bohr, og hele tiden i intim kontakt med de videnskabelige miljøer i England, Tyskland og Frankrig. Albert Einstein kom på besøg i København, og sammen kører Bohr og Einstein i sporvogn. Dengang kunne ordentlige mennesker tage offentlig transport.

Det sker ikke så tit, at den videnskabelige front fortætter sig i et koncentreret miljø, men det skete med atomfysikken i mellemkrigstiden og med København som et af stederne. Mange af de forbipasserende forskere, som ofte også kom op i Niels Bohrs sommerhus i Tisvildeleje, fik senere nobelpriser og også langt op i efterkrigstiden. Niels Bohr fik den selv allerede i 1922, kun 37 år gammel.

Bogen beskriver også mennesket bag forskeren. Bohr blev gift med Margrethe, født Nørlund, hvis brødre også blev professorer ved universitetet. En nevø til Margrethe blev også atomfysiker, Ib Nørlund, men blev mest kendt som overbevist sovjetkommunist af den troende slags, der aldrig lod sig ryste af sovjetiske indmarcher i nabolande.

Sammen fik Niels og Margrethe seks børn med tragiske skæbner iblandt. Den yngste var født multihandikappet og måtte som 4-årig anbringes og døde som 10-årig. Den ældste druknede under en sejltur lige efter studentereksamen. Men de øvrige klarede sig fint, og sønnen Aage Bohr blev også fysiker og modtog en ½ nobelpris i 1975. Hjemmet beskrives som åbent og fordomsfrit og man kan næppe heller forestille sig andet. Meget tid blev tilbragt i Tisvilde i sommerhus og senere flyttede Bohr-familien ind i Brygger Jacobsens fornemme æresbolig på Carlsberg. Hvis nogen kunne fylde disse præsentable repræsentationslokaler fortjent ud, så var det Niels og Margrethe Bohr med alle deres kontakter viden om.

Sympatisk er også, at Niels Bohr foretrækker et dansk professorat og at være med til at udvikle forskningsmiljøet i København frem for selv at tage imod stillinger i England eller USA. Sit fædreland skylder man alt, sagde en anden verdensberømt dansk videnskabsmand, Rasmus Rask, og det levede Bohr også ud.

Men da Danmark blev besat af tyskerne i 1940, ændrede alt sig. Selv om Niels aldrig havde tænkt på sig selv som jøde, han var verdensmand og fritænker, så så nazismen ham som jøde og han måtte flygte i 1943 til Sverige og derfra til England og senere USA sammen med sønnen Aage. Margrethe blev i Stockholm.

Og så åbner sig et nyt og spændende kapitel, da Bohr kom til Los Alamos i New Mexico for at være med til at udvikle atombomben. Los Alamos var en hurtigt opført barakby ude i ørkenen, som blev beboet af de bedste hjerner i den vestlige verden på den tid. Projektet var tophemmeligt, så hemmeligt at USA´s vicepræsident fra 1944, Harry S. Truman, ikke kendte til det, før han blev præsident og en medarbejder i Det Hvide Hus kom og præsenterede ham for Manhatten-projektet. Men trods tophemmeligheden var Los Alamos gennemsyret af informanter og spioner for Sovjetunionen, så da Truman nu som præsident under Potsdam-konferencen i juli 1945 troede, at han kunne fortælle Stalin en hemmelighed om et mægtigt våben, vidste Stalin det allerede. Det er en alt for glemt fortælling, at både spionagen og velviljen til fordel for Sovjetunionen gennemsyrede amerikansk politik under Franklin D. Roosevelt, og som først ændredes med Truman.

I forbindelse med udviklingen af atombomben viste Niels Bohr sig desværre som en naiv politiker. Bohrs ide var at atomben ikke skulle holdes hemmelig, men deles med Sovjetunionen, og det projekt opsøgte han ihærdigt de politiske ledere med både i London og Washington, men kom ingen vegne med det. Af gode grunde. Churchill tog ærbødigt imod den danske fysiker, men rådede ham pænt til kun at koncentrere sig om atomfysik. Og tanken opstod naturligt nok, om Bohr måske var utroværdig og gik andres ærinde. Det er der intet, der tyder på, Bohr var helt igennem en hæderlig person, men han var himmelråbende naiv om storpolitiske forhold. Og burde have vidst bedre. Gode russiske atomfysikere, som han kendte personligt, var blevet forfulgt at Stalin i 1930erne.

Niels Bohr viser mest tydeligt, at det er muligt at være en fremragende, førsterangs videnskabsmand og samtidig en politisk dilettant. Og det er en god lære at få med, som Koldbye godt kunne have reflekteret mere over, når nu eksemplet er lige på hånden. Vi skal aldrig tillægge forskeres og eksperters ord mere vægt end alle andres, når de udtaler sig om praktisk politik. Og en tommelfingerregel er måske lige frem at møde dem med større skepsis end andre, fordi deres selvsikkerhed høstet fra videnskabelige fortjenester gør dem forførende overbevisende at høre på i politik. Tænk på en anden professor i fysik, Niels Meyer, som sammen med Villy Sørensen skrev Oprør fra midten, som blev det mest totalitære projektmageri i 1970erne, kun en hårsbredde fra Pol Pot ifølge Henrik Stangerup.

En omdiskuteret detalje i Bohrs liv har været hyppigt debatteret sidenhen og også dramatiseret i skuespil nemlig mødet med den tyske fysiker Werner Heisenberg i 1941. Danmark var besat, alle antenner var ude hos danskerne, og så kom Heisenberg og ville, sandsynligvis, overtale Bohr til at arbejde med tyskerne om udvikling af atomvåben. Heisenberg var ikke nazist eller antisemit, skriver Charlotte Koldbye, om end hans kone var glødende Hitlerfan som alle tyske kvinder dengang. Men Heisenberg blev lokket og feteret af muligheden af at få uhindrede muligheder i Tyskland til at arbejde med atomfysikken også til militære formål. Men vi ved ikke, lige ud, hvad Heisenberg og Bohr snakkede, men Bohrs assistent har berettet, at Bohr blev meget oprevet.

Efter krigen fremstillede Heisenberg sig selv, som om han bekæmpede atombomben indefra i Tyskland, det fødtes lige efter krigen i engelsk fangenskab, hvor de mest fremtrædende tyske fysikere blev interneret og aflyttet, de gennemgik et holdningsskift i atomraketfart, tilsyneladende selv uden at være klar over det. De var udi egen indbildning ædle modstandere af Hitler og forsøgte at sabotere atomprojektet, en fortælling som det lykkes at formidle i den vesttyske efterkrigsoffentlighed.

Og i 1957 skrev Heisenberg om, hvordan han kæmpede for at undgå, at Hitler fik en atombombe. Det fik Niels Bohr til at reagere voldsomt, og Koldbye aftrykker et brev til Heisenberg fra Bohr i 1957, hvor Bohr, som var dus med tyskeren, refererer fra samtalen i 1941, hvor Heisenberg ifølge Bohr var overbevist om, at Hitler ville vinde krigen og det gjaldt om at indordne sig og hjælpe sejren på vej, også med at udvikle mulighederne for en atombombe.

Heisenberg var venligst sagt politisk opportunist, og igen en videnskabsmand, hvis politik der ikke skal vises ærbødighed for.

Men det er interessant, hvordan tyskere, der helt arbejdede for regimet, bagefter ikke blot snedigt kunne bedrage offentligheden, men tilsyneladende også selv troede på, at de havde stået på den rigtige side under Nazi-Tyskland. Det menneskelige sind er svært at blive klogt på. Peter Øvig-Knudsen har skildret det samme i nogle af sine bøger om de danskere, der gik tyskerne ærinde under besættelsen. Efter krigen nøjedes de ikke kun med at lyve om det, hvad der sådan set viser en vis skamfølelse, men endnu mere viser sig i stand til oprigtigt selv at tro på, at de selv var på den rigtige side. Ifølge Peter Øvig-Knudsen. Det er svært at forstå. Men det gjaldt for Heisenberg og flere af hans kollegaer. Mennesket er et mærkeligt væsen.

Men Niels Bohr var hæderlig helt igennem, trods hans politiske amatørisme, heldigvis tog ingen ham alvorligt i regeringskontorerne i London og Washington. Og da Sovjetunionen efter krigen prøvede at lokke hemmeligheder ud af Niels Bohr, var det helt uden succes. Skurken er her medløberen Mogens Fog, igen en professor som fik al for megen offentlig kredibilitet fra en professortitel.

EN spændende skildring af Niels Bohrs liv. Der er en fejl på side 304 ved et billede fra indvielsen af Risø i 1957, og der står, at det er Bodil Koch, der er til stede og som Bohr taler med. Bodil Koch var kirkeminister og lysår væk fra atomfysik. Og hun støttede atommarcherne mod atomvåben i 1961. Der er også små detaljer som viser, at Koldbye burde vide bedre. Da Niels og Margrethe Bohr rejser gennem Sovjet i 1937 på deres jordomrejse, skriver Koldbye, at de begiver ”sig ud på en lang togtur igennem et Sovjet, der tyve år efter revolutionen stadig kæmper med fattigdom”. Sandheden er stik modsat, at fattigdommen skyldtes kommunismen og folk sultede ihjel på grund af kommunistisk politik. Rusland var verdens største hvedeeksportør i 1914.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?