Går AMOC amok? er overskriften på det tyske medie Klimanachrichten’s kommentar til klima-alarmisternes seneste påhit. 44 forskere har skrevet under på et åbent brev til Det Nordiske Ministerråd, hvor de endnu en gang advarer om den Atlantiske Havstrømnings – AMOC’s snarlige kollaps. Det er jo den strøm, hvoraf Golfstrømmen er det mest velkendte element, se fig. 1.

Fig. 1: Havstrømningerne i AMOC

I det åbne brev kan man læse at:

Videnskaben bekræfter i stigende grad, at de arktiske områder er et ”ground zero” for væltepunkt-risici (”tipping points”) og styringen af det globale klima.

Alverdens kan gå galt her, må vi forstå, afsmeltningen af Grønland, havisen omkring Nordpolen, optøning af permafrost og så selvfølgeligt AMOC. Vi får at vide, hvordan AMOC er afgørende for tålelige livsbetingelser for mennesker i de nordeuropæiske områder m.v. Herefter står der:

Risikoen for væltepunkter er virkelig og de kan indtræffe inden for Paris-målene på 1,5 – 2 ^oC. Verden styrer p.t. mod noget højere temperaturer (> 2,5^oC).

Brevet er illustreret med den ildevarslende illustration vist her som fig. 2, med mørkerøde farver overalt, undtagen lige i det nordlige Atlanterhav, hvor temperaturen er markeret med mørkeblåt.

Fig. 2: Forudsigelser om fremtidens havtemperaturer, sammenlignet med nutidens – efter en fordobling af CO₂-mængden og AMOC’s sammenbrud

Vi får også et fingerpeg om hvorfor, det emne tages op nu:

En nylig OECD-rapport har konkluderet, at ”den nuværende videnskabelige dokumentation bekræfter helt éntydigt nødvendigheden af hurtig og ambitiøs klima-aktion helt uden fortilfælde, for at håndtere risikoen for klima-væltepunkter.”

Brevet gennemgår risikoen for, at kollapset sker, i flere detaljer og påpeger, at IPCC i 2021 ikke anså situationen for faretruende, men siden er der kommet ny forskning, der understreger alvoren og nødvendigheden af at gøre noget. Landbrugsproduktionen i de nordiske lande er truet, men der kan også komme globale konsekvenser for vejr og klima. I det afsluttende afsnit hedder det:

Idet man må erkende, at tilpasning til sådan en alvorlig klimakatastrofe ikke er en brugbar mulighed, opfordrer vi indtrængende det Nordiske Ministerråd til (a) at påbegynde en vurdering af denne betydelige risiko for de nordiske lande og (b) tage skridt til at begrænse risikoen så meget som muligt.

De nødvendige skridt skulle så indebære, at man bruger sin ”stærke indflydelse” på at forøge presset på resten af Verden for at få dem til hurtigst muligt at nedbringe CO₂-udledningerne for derved at forblive tæt på 1,5 graders målet fra Paris-aftalen.

Man bemærker punktet ”(a)”, hvor der skal bevilges flere penge til ”vurdering” dvs. større bevillinger til ophavsfolkenes institutioner, ikke mindst Potsdam Institut für Klimavolgenforschung (PIK), hvorfra et par af de prominente underskrivere kommer fra.

Brevet afslutter med listen over de 44 underskrivere, og det må siges at være en liste over the usual suspects, ”de sædvanlige mistænkte”. Prominente navne er Johan Rockström og Stefan Rahmstorf fra PIK, Michael E. Mann fra USA og herhjemme Sebastian Mernild, Peter Ditlevsen og Katherine Richardson.

Berlingske har omtalt sagen, og nævner bl.a., at der er adskillige danske forskere, der ikke ville skrive under på det åbne brev, selvom de var blevet opfordret til det. Det gælder f.eks. Eigil Kaas, der citeres for

at han »nok i virkeligheden tenderer til at mene det modsatte« – altså af udsagnene i det åbne brev.

Tilsvarende har AMOC-eksperten ved DMI, Steffen M. Olsen, afvist at skrive under, trods en opfordring fra netop Stefan Rahmstorf. Olsen mener ikke, at der er noget nyt i brevet, og han påpeger, at de fleste eksperter i AMOC her i Norden ikke har underskrevet brevet.

For nu ikke at få for meget klimarealisme ind i artiklen, henvender Berlingske sig derefter til Sebastian Mernild, der jo havde skrevet under. Mernild udtaler:

»Det er virkelig vanskeligt at sætte et tidspunkt på et muligt kollaps. Der er usikkerhed på projektionerne fra 2050 til for eksempel 2300. Men når jeg skriver under, er det ud fra et ønske om at skabe mere tydelighed om en potentielt meget alvorlig situation.«

Mernild tænker åbenlyst ikke på, at forsøg på at gennemtvinge ”netto-nul” og en grøn omstilling på kort tid mildt sagt også vil frembyde en ”potentielt meget alvorlig situation”. Måske vi her i Klimarealisme skulle overveje et åbent brev?

Frank Bosse fra Klimanachricten kommer ind på en omtale af sagen i The Guardian, der har interviewet ovennævnte Stefan Rahmstorf. Denne udtaler bl.a.:

Hvis du spørger til min mavefornemmelse, så ville jeg sige, at risikoen for at nå væltepunktet i dette århundreder er ca. 50/50.

Herom har en anden klimaforsker, John Kennedy skrevet en munter kommentar. Han indleder med følgende råd:

Hvis artiklen foran dig siger at ”Z er værre, end vi troede før”, så:

1. Spørg: Hvad blev der førhen troet om Z?
2. Og hvem troede det?
3. Hvad er der af dokumentation for at Z nu, faktisk, er værre?
4. Smid artiklen ud.

Kennedy påpeger derefter, at det åbne brev kun er baseret på fire kilde-artikler, hvoraf den famøse Ditlevsen & Ditlevsen er den ene. Umiddelbart kan man finde en hel stribe andre artikler, der giver udtryk for de modsatte synspunkter vedr. AMOC, så nogen ærlig redegørelse for videnskaben er det åbne brev slet ikke udtryk for. Kennedy slutter af med følgende:

Hvis nogens mavefornemmelser er rigtige vedrørende AMOC kan det vel være Stefan Rahmstorfs, men jeg ville nu hellere høre, hvad hans hjerne har at sige om sagen. Men endnu bedre, jeg vil hellere høre, hvad hele forsamlingen af eksperter mener. Desværre har man her valgt på grundlag af sin tro at udsende et brev, der selvom det kommer fra hjertet, måske er mindre overbevisende end det kunne være, og i hvert fald meget mindre dækkende end det burde være.

Frank Bosse fra Klimanachrichten redegør derefter for diverse målinger i Atlanterhavet, hvor man må sige, at der hverken er nogen større ændringer i saltindhold eller nedbør rundt omkring. Det skulle jo ellers netop være nedgange i saltindholdet (pga. tilførsel af fersk smeltevand fra Grønland), der af nogen anses for at være et forvarsel om ændringer i AMOC. Men dem kan vi altså ikke se, forandringerne er meget beskedne og trækker nærmest i den modsatte retning, se fig. 3.

Fig. 3: Ændring i saltindholdet i Atlanterhavet, nuværende sammenlignet med gennemsnit 1970-2022.

Der findes ingen gode målinger af de samlede havstrømme i forbindelse med AMOC; det er en vanskelig opgave, da strømmene måles i enheden Sverdrup, som er en million kubikmeter pr. sekund. Det er jo ikke lige til at stikke en pind i havet og måle det.

Men et kabel mellem Florida og Bahamas har siden 1984 målt nogle data, der giver en indikation af strømmens størrelse – lige der, og her er der ifølge en ny videnskabelig artikel i Nature ingen ændring at spore i den periode. Man måler på det elektriske felt onkring kablet, og det så ud til at indikere et let fald i havstrømmen. Men indtil nu havde man ikke taget ændringerne i Jordens magnetfelt med i betragtning. Magnetfeltet har mistet lidt styrke, og korrigerer man for det i målingerne, viser det sig, at havstrømmen på det sted overhovedet ikke har ændret sig de seneste 25 år, se fig. 4.

Fig. 4: Havstrømmen mellem Florida og Bahamas, 2000-2024. Blå kurve: Oprindelige data, rød kurve, efter korrektion for ændring i Jordens magnetfelt.

Så ja, vi står over for store risici og udfordringer, men de kommer ikke fra AMOC, men derimod fra ugennemtænkte forsøg på at ”redde” AMOC.