Selv om medlemskredsene er forskellige, så er der fælles træk, og et af de fremtrædende er forskellene i geopolitisk fokus. Sydeuropa har måttet bære de enorme omkostninger ved nærheden til et fattigt afrikansk kontinent, næsten uden at mærke vores nordeuropæiske solidaritet. Måske kan vi lære noget af os selv om, hvorfor NATO-medlemskredsen ikke prioriterer Ukraine, Nordatlanten og Taiwan helt ens. Det bør ikke komme bag på os, at medlemslandene prioriterer deres nærområde og egne interesser. Men det har vakt en del uro, at Trump har sagt, at artikel 5 kun omfatter lande, som har betalt deres bidrag til fællesskabet.

Sådan opstår indtægterne.

Mens EU har en finansieringsmodel baseret på momsgrundlaget, så er NATO-bidraget aftalebaseret. Det er her at fredsdividenten kommer ind i billedet. Hvert NATO-land har sin egen historiske erfaring, og uden sammenligning iøvrigt, så kommer Polen med en tungere bagage end Danmark. Den forskel giver sig tilkende som en forskellig tilgang til NATO. Mens Danmark i årevis har nølet med at levere den lovede brigade, Der skulle være operativ i år – og de 2% af BNP. Så foreslog det Polske Parlament umiddelbart før præsidentens besøg i Det Hvide Hus i denne uge, at medlemslandenes bidrag øges til min 3% af BNP. Polakkerne ligger sammen med danskerne i den pæne ende af bidragsyderne til Ukraine. Polakkerne har bare ikke indregnet deres bidrag til Kiev i beregningen af deres Nato kontingent.

Nye budgetmål i NATO

Dansk NATO-budgetstatus er i denne uge forbedret markant. Udgangspunktet var, at brigaden som skulle være klar nu, er 10 år forsinket, og at vi når de 2% ved at indregne Ukraine-bidraget. Siden da er Ukraine-bidraget skruet op fra et af verdens højeste per indbygger til velnok en verdensrekord. Vi har bundet os til at fortsætte Ukraine-hjælpen 10 år frem i tiden.

Samtidig er de fleste eksperter enige om, at de voldsomme investeringer, der er nødvendige for at realisere planerne om mange flere værnepligtige af begge køn leverer det, vi har lovet til NATO. Dermed genopbygges dansk forsvar fra et selvforskyldte lavpunkt. Pengene er dog ikke bevilget endnu.

Hvis det nye målniveau bliver på 3% af BNP, hvis Trump vinder præsidentembedet, hvis Rusland fortsat presser Ukraine tilbage, og dermed får appetit på Baltikum, så stiller det regeringens økonomiske forudsigelser i et surrealistisk lys. Allerede nu skal vi vælge mellem lånefinansiering, krigsskat eller nedskæringer på vores kernevelfærd. Selv ikke den vildeste optimist tror på, at den nuværende folkelige opbakning kan fortsætte upåvirket af denne voksende trussel.

Dræn i kassen.

Forsvaret vurderer at brigaden først er klar om 10 år. Med det seneste forsvarsforlig, skulle de 2% også være reelt på plads. Hidtil har vi indregnet vores velvillighed til at at deltage i amerikanernes specialoperationer, og senest vores solide bidrag til Ukraine. Det er jo supersympatisk, men vind og regn passerer stadig uhindret gennem de utætte kasserner. Rent bortset fra, at der er alvorlig mangel på alt – fra køretøjer til ammunition. Nu, hvor der er øremærket økonomi til forsvaret burde alt vel være iorden. Nej! for det har vist sig, at der er meget langt fra bevilling til bestilling af håndværker. Men retningen og viljen er helt sikkert god.

Stoler du på Kreml?

Vi har i årevis med bekymring iagttaget et mindretal i NATO, som har et langt mere venskabeligt forhold til det, som flertallet opfatter som NATOs primære fjende. Det kan bedst illustreres ved, at Tyrkiet og Ungarn opretholder bilateral kontakt med Kreml, mens flertallet opruster for at undgå, at Ukraine bliver så stor succes for Putins drømme om at genskabe grænserne fra Zar-perioden, at Balterne bliver de næste i en lang kæde, som kommer foruroligende tæt på de nordiske lande.

To globale spillere samarbejder.

Mens flertallet af Europæerne glæder sig over, at EU og NATO bliver stadig mere effektive til at samarbejde, så er der et mindretal som mener, at EU skal afholde sig fra alt der vedrører sikkerhedspolitik. Til det kan man bemærke, at NATO aldrig ville kunne sikre sanktionerne og de kolossale hjælpepakker til at drive det Ukrainske civilsamfund med – rent bortset fra at artikel 5 og den amerikanske beskyttelsesparaply, kan vise sig at blive tæt på værdiløs, hvis Trump bliver valgt, og giver sit bagland lov til at prioritere. Herhjemme er den énsidige satsning på NATO stærkest hos Dansk Folkeparti, men også Enhedslisten er skeptisk i forhold til EUs sikkerhedspolitiske engagement. Forskellig tilgang til forsvarspolitik i NATO er ikke forbeholdt de 32 NATO-lande indbyrdes. Den interne uenighed i hvert medlemsland lever i bedste velgående – også herhjemme. Regeringen foreslår, at værnepligten fremover skal omfatte både kvinder og mænd. Det er Liberal Alliance modstander af, med den begrundelse, at LA er modstander af værnepligten som begreb. Det samme er Radikale. De fleste ved, at når en organisation ikke længere kan stille med kandidater til sine poster, så er organisationen livstruet.

Rift om posterne.

Derfor er det opmuntrende, at der er rift om topposterne i både NATO og EU. Efter flere kontraktforlængelser står den tidligere Norske Statsminister Jens Stoltenberg til udskiftning på generalsekretærposten. Flere toneangivende medlemslande har peget på den tidl hollandske premierminister, Mark Rutte som Stoltenbergs efterfølger. Rutte er en erfaren og kompetent international forhandler, og mange af dem han skal forhandle med – hvis han bliver valgt – indgår allerede i hans personlige netværk. Men så melder den Rumænske premierminister, Klaus Iohannis sig i opløbet. Nato har aldrig haft en generalsekretær fra Østeuropa, selv om netop disse lande har en særlig historisk bagage. I EU er situationen den samme. EU-parlamentsvalget bliver gjort til midtvejsvalg for de danske politiske partier. Det er mange år siden at EU-Parlamentet blev kaldt et Mickey Mouse parlament.

Kommissionsformandsposten bliver vanskelig at erobre for en ny udfordrer, al den stund at den tidl tyske forsvarsminister Ursula Von der Leyen genopstiller som formand. Von Leyen vurderes at have gjort en flot indsats.

Ministerrådsformandsposten kan blive tilbudt den danske Statsminister Mette Frederiksen. Mette F. er en kendt og populær i kredsen af rådskolleger og vurderes at have gode chancer. Det er en lidt sjov detalje, at meget tyder på at den nuværende rådsformand Charles Michel vil være optaget af sit kandidatur til EU-Parlamentet og derefter sit nye medlemskab af Parlamentet, inden der er valgt en ny rådsformand. Det betyder, at den nye rådsformand skal overtage posten fra Viktor Orban, som skal passe posten, da Ungarn har formandskabet. Parlamentets formand, Roberta Metsola har ikke siddet længe, og vil sikkert gå efter posten igen. Roberta er Maltesisk medlem af Parlamentets ældste og største gruppe – EPP-gruppen – som i dag kun har et dansk medlem – fra Konservative. Roberta har udtalt varm støtte til Mette F., hvis altså hun kommer i spil. Det er faktisk ekstremt vigtigt med Parlamentets opbakning. Og så har Ursula von der Leyen til overflod rost Mette F. som dansk samarbejdspartner gennem en årrække. For nu at sige det på jysk, så er Mette Frederiksens status og opbakning slet ikke så ringe endda.

Danmark har stillet sig i spidsen for Europæisk omlægning fra fredsdividente til oprustning i et år med amerikansk præsidentvalg – samt topvalg i både Nato og EU.