Overdriver regeringen problemet? Her er de hårde fakta om ulovligt indhold på sociale medier

Foto: Shutterstock

For at komme et angiveligt stort problem med ulovligt indhold til livs er regeringen klar til at øge censuren på sociale medier. Men er problemet virkeligt så stort, som regeringen giver udtryk for? Få de hårde fakta her.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

Anført af erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil regeringen nu komme det angiveligt store problem med ulovligt indhold på sociale medier til livs.

Såvel Kollerup som statsminister Mette Frederiksen (S) har talt om, at der hersker store problemer med ulovligt indhold – fx hævnporno, racistiske ytringer og terrorelateret indhold – på sociale medier.

– Vi har set alt for mange eksempler på unge piger eller helt almindelige borgere, som oplever, at der bliver delt ulovligt indhold omkring dem på de sociale medier, hvor der ikke er nogen, der tager ansvaret for at få det fjernet igen. Sådan skal det ikke være i Danmark.

– Derfor skal vi have en lov, der nu sikrer, at vi som samfund tager ansvaret, når techgiganterne ikke gør det, udtalte Kollerup tidligere på ugen til DR.

Konkret vil regeringen – inspireret af den udskældte tyske NetzDG-lov – tvinge sociale medier som eksempelvis Facebook, Snapchat og YouTube til at fjerne ulovlige billeder og videoer inden for 24 timer.

Ekspert advarer mod regeringens bebudede lovforslag

Selvom det endnu ikke er lanceret, advarer Jacob Mchangama, ekspert i ytringsfrihed og direktør i tænketanken Justitia, på forhånd mod lovforslaget.

– Virkeligheden er, at det er brugernes – altså din og min – ytringsfrihed der er målet og som bliver ramt. 

– Vi vil kunne opleve, at helt legitimt indhold i tekst, billeder eller video vil kunne blive fjernet uden varsel. Det sker allerede i dag i et vist omfang, og den udvikling vil accelerere voldsomt, siger Mchangama til Indblik.

Læs Indbliks fulde interview med ham her.

Her er de hårde fakta om problemet med ulovligt indhold på sociale medier

I interviewet serverer Jacob Mchangama, hvis tænketank har stået bag undersøgelser af ytringsfrihed på sociale medier, også en række hårde fakta, der hurtigt bliver glemt i debatten.

Bl.a. pointerer Mchangama, at man giver sociale medier en næsten umulig opgave ved at kræve, at de fjerner ulovligt indhold indenfor 24 timer.

En undersøgelse, som Mchangama står bag i regi af initiativet The Future of Free Speech, viser således, at det i danske domme efter racismeparagraffen tager domstolene omkring 600 dage at nå til en retssikkerhedsmæssig forsvarlig afgørelse.

Det, som tager domstolene 600 dage, skal Facebook, Twitter, Instagram og andre sociale medier nu klare på under 24 timer. Ikke en helt let opgave.

Noget helt andet er, at problemet med ulovligt indhold slet ikke er så stort, som regeringen får det til at lyde som.

– Vores gennemgang af slettede kommentarer på danske Facebook-sider viste, at kun 1,1 procent af kommentarerne kunne rubriceres som egentligt strafbare (det kan fx være trusler, racisme, red.).  Der er altså ikke grund til at tro, at ulovligt indhold fylder meget på de digitale platforme i forhold til alt det andet indhold, siger Jacob Mchangama.

Samtidig fortæller han, at når sociale medier sletter indhold, går det faktisk oftest udover helt lovlige ytringer.

– En undersøgelse vi foretog i Danmark af slettet indhold på danske nyhedsmediers Facebooksider viste, at for hver slettet strafbar ytring blev der slettet 36 fuldt lovlige ytringer. Der er altså grund til at tro, at mens der nok bliver fjernet mere ulovligt indhold, så bliver der fjernet lovlige ytringer i et meget større omfang, siger Jacob Mchangama til Indblik.

Facebooks egne afrapporteringer viser da også, at omfanget af slettet indhold for fx “hadsk tale” er steget voldsomt de seneste par år.

I 4. kvartal af 2017 blev der slettet 1,6 mio. stykker indhold. I samme periode i 2020 var dette tal steget til hele 27 mio. 

Blandt disse mange mio. stykker slettet indhold må antages at være mange fuldt lovlige ytringer.

Indblik arbejder på at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev via linket her, og vær sikker på at få besked direkte i din mailindbakke, når der er nyt i sagen.

[adning id="17957"]

Fik du læst?