Et af de mest tilbagevendende temaer i historie og politik er betydningen af personligheden. Hvor stor en rolle spiller en magtfuld mand eller kvinde? Ville det være sket alligevel – før eller siden – hvis ikke den mand eller kvinde initierede det?

I min skoletid var der på skolebiblioteket en bogserie med titlen Foregangsmænd, som jeg slugte med interesse. Det var om alle dem, der havde bragt fremskridtet til verden, mest indenfor videnskab og opdagelser. Eller som i hvert personificerede det. Mange skridt fremad er man tit flere om, enten i fællesskab eller i konkurrence.

For bag hver persons indsats er der altid mange, der går forud. Vi bygger videre på andres arbejder. Civilisation, som inkluderer videnskab og kultur og politik, er en forbavsende kollektiv proces, hvor der bliver lagt sten på sten og nogle gange også brydes ned og bygges i andre retninger. Christian IV byggede ikke Rundetårn selv ved at bære stenene op på stilladser og mure løs, men han initierede alligevel projektet.

Da marxismen florerede, blev individernes rolle underspillet til fordel for strukturer og samfundskræfter. Der var det rigtige i det, at et samfund som vores også er en myretue, hvor vi alle løber rundt og udøver vores lille del af en stor og kompliceret arbejdsdeling. Men marxismen var forkert, når den underkendte individets helt uundværlige funktion til at skabe nyt, overskride grænser og være innovativ. Og det er sværere at gøre i flok, hvor janteloven tit regerer.

Nu har den britiske historiker Ian Kershaw begået en stor bog med titlen Personlighed og magt. De mennesker som byggede og ødelagde det moderne Europa (Gads Forlag 2022, 516 sider). Han har udvalgt de 12 politikere, som har haft størst betydning – positivt eller negativt – for Europa i 20. århundrede.

Det er Lenin, Mussolini, Hitler, Stalin, Churchill, de Gaulle, Adenauer, Franco, Tito, Thatcher, Gorbatjov og Helmut Kohl. Og listen kan straks diskutere. Hvem skulle mere med og er nogle af de 12 for små til at være med.

Små mænd var de fleste af diktatorerne, Mussolini 1,69 m, Stalin 1,65 m og Franco kun 1,56 m høj, og det frister til at søge en forklaring på, om små skikkelser kompenserer højden med udøvelse af diktatorisk magt.

Kershaw overvejer det, men afstår fra at søge lette forklaringer fælles for alle. Den eneste fællesnævner er viljen. Viljen til at sætte sine ideer igennem og viljen til at hævde sig og dominere. Koste hvad det vil. Diktatorerne udøver deres magt med en helt ekstrem brutalitet fra Lenin og Stalin til Hitler.

Forskellen er så de strukturer og systemer, som personerne får lov at virke i. Demokratier er typisk karakteriseret ved checks & balances på muligheden for at herse uindskrænket, mens diktaturer giver langt større spillerum for en gal mand til at udfolde sig. Men som Thomas Hobbes sagde, må selv den værste tyran sove om natten og må dermed sikre sig og skabe tillid omkring sig, så han kan vågne næste morgen uden en kniv i ryggen.

Situationen gør helten, siger man, og det er også sandt. Og det er et interessant tankeeksperiment, hvordan disse magt-personligheder ville have udviklet sig i andre systemer. Stalin som medlem af Underhuset? Mussolini som politiker i Forbundsrepublikken? Ville de have en chance? Svaret er jo nok, at selvom den enkeltes personlighed er adræt og tilpasningsdygtig (det er en del af magten), så socialiseres de i en historie og i omstændigheder, som dybt præger dem og bliver personen. Hvad var Hitler uden årene i Østrig og ungdommens voldsomme antisemitisme? Og så Første Verdenskrig? Han havde ingen andre evner end at kunne tale i ølstuer i München blandt ligesindede, men det viste sig nok. Hvad var Stalin uden læreårene hos Lenin, hvor terroren blev indlært som hverdagskost?

At situationen gør helten, ser vi også ved Adenauer, de Gaulle og Churchill. Deres stund kom med Anden Verdenskrig, hvor de stod på det rigtige standpunkt fra starten. De vandt magt og agtelse gennem moral, kunne mange sige, nemlig ved en uforfalsket dømmekraft og mod til at hævde den. Adenauer var borgmester i Køln frem til 1933, men nægtede at mødes med Hitler og give ham hånd, da denne besøgte Køln efter magtovertagelsen. Og han forbød hagekors i byen. Et sundt instinkt, som igen betød, at han kunne fremstå som Vesttysklands uplettede kansler og samlingsfigur efter krigen. Churchill havde tordnet mod Hitler i 1930erne, og han fik ret med angrebet på Polen i 1939 og senere mod Frankrig i 1940. Så var han manden. Tidens redning. Churchills bastante NEJ til Hitler var det stærkeste våben.

Som Informations chefredaktør Børge Outze skrev smukt, da Churchill fyldte 90 år i 1964: ”Havde vor tro på et tysk nederlag overhovedet andet at klynge sig til end Churchills taler? Eksisterer der, selv vurderet med eftertidens bagklogskab, på et vist tidspunkt andet mellem Hitler og den totale sejr end den ukuelige trods, som personificeredes i Winston Churchill? Hans ‘aldrig’ var de allieredes hemmelige våben”.

At det fælles ved de 12 magtpersonligheder er viljen til magt ses også ved, at deres ”ideologier” var ret instrumentale. Mussolini begyndte som socialist, var kulturelt også futurist, og endte som fascist. Ideerne synes tit blot anledninger eller brækjern for egoets fremdrift. En stor grad af opportunisme er ingrediens i magten.

Margaret Thatcher begyndte som konsensus-politiker og som minister i Edward Heaths regering støttede hun den forsonende midterkurs, men sprang ud som ideologisk skarp og konfrontationslysten som formand for Konservative og senere premierminister i slutningen af 1970erne, fordi hun mente det var nødvendigt for at få Storbritannien op af det anarki, som evigt strejkende fagforbund repræsenterede og som lammede det offentlige liv.

De fleste af magtpersonlighederne er ikke gådefulde. De tilkæmper sig magten og udrydder modstandere, der udfordrer den. Færdig basta.

Den mest gådefulde synes jeg er Mikhail Gorbatjov, fordi han afgiver magt og driver en politik, som underminerer hans eget imperium og magtbase. Selvfølgelig var han også drevet af personlig magt, ellers bliver man ikke Sovjetunionens førstemand, men hans udøvelse af magten forbliver uforklarlig. Kershaw skriver, at han ønskede at reformere Sovjetunionen og kunne se, at der var behov for det. Ja, men tit stopper man reformer, når de bliver til fare for egen magt. Der var ingen nødvendighed i Gorbatjovs politik, og tværtimod havde fortsat stagnation og undertrykkelse været forventeligt.

Tit er den enkelte magthavers rationalitet ikke identisk med vedkommendes stats eller nations fornuft. Ofte ser vi diktatorer klamre sig til magten, mens deres samfund forarmes mere og mere. Det er normalen.

Tito holdt sammen på Jugoslavien i mere end en menneskealder, og det blev lovprist dengang og siden, men han burde måske have tænkt fremad og forsøgt at skabe levedygtighed udover hans eget regime. Forsøgt at skabe strukturer, som kunne sikre fred og samdrægtighed på Balkan – om muligt. Måske en langsom og fredelig opløsning af Jugoslavien. Da Franco dør efter mange diktatoriske og forfærdelige år, er det lykkedes at overgive Spanien til en demokratisk fremtid via at indsætte Juan Carlos som ung konge.

Sidstemanden i rækken er Tysklands genforeningskansler Helmut Kohl, og skulle jeg have skrevet bogen, var han erstattet af en anden tysk kansler, Willy Brandt. I modsætning til de små mænd er Kohl en klippert på 1.93 cm og langt over 100 kg. Han er mere døgnfluepolitiker uden visioner, men som dog ved Murens Fald fornemt formår at forhandle en genforening på plads med stormagterne, primært Sovjetunionen, og dermed skabe det forenede Tyskland. Modsat formåede Willy Brandt som vesttysk kansler at ændre Tysklands omdømme i verden og skabe et nyt billede af Tyskland. Willy Brandt flygtede som 20-årig til Norge i 1933 og havde ingen andel i nazismen, tværtimod, og derfor blev det også under Willy Brandt at det egentlige opgør med fortiden begyndte at komme, Vergangenheitsbewältigung, som de kalder det syd for grænsen. Det opgør, som Adenauer bevidst holdt nede, og som Kershaw også anfører som det mest kritiske ved Adenauer.

Er disse 12 så de mest betydningsfulde, de som har sat mest aftryk på Europa de sidste 100 år? Svaret må rundt regnet være ja, og det er ikke til at se mange, som kommer med i klassen.

Nikita Khrusjtjov kunne have været med, hans opgør med Stalintiden satte skel og var mere chokerende end Gorbatjovs ’glasnost’, selvom han selv havde været Stalins håndgangne mand tidligere, men modsat Gorbatjov forblev han troende med hensyn til planøkonomi og kommunisme. Tyskland har efter krigen formået at udvikle kompetente politikere, Helmut Schmidt kunne også ud over Willy Brandt gøre Kohl rangen stridig, langt mere agtet i Tyskland og ukorrumperet. De enkelte lande har politikere, der har præget deres nationer gennemgående, men som ikke rækker så langt ud, som f.eks. Tage Erlander i Sverige, Urho Kekkonen i Finland, Salazar i Portugal eller Thomas Masaryk i Tjekkoslovakiet.

Kershaw begrænser sig til Europa, og en global magtliste ville være endnu mere spændende, men også sværere at opstille.