Jacob Pedersen har skrevet en bog om alkohol i dansk politik. Det er en lang samling af anekdoter fra Stauning, Krag og Hækkerup og frem til i dag (Jacob Pedersen, Politiske promiller. Beretninger om alkohol i magtens centrum, 213 sider, Byens Forlag 2024).

Jeg har læst bogen og hele tiden med de briller, om nogle af de mange beretninger har haft politisk betydning. Og kan ikke finde nogen.

Så bogen forbliver basalt set en politisk irrelevant bog. Så bogen forbliver kun en underholdende bog om eskapader og drikketure, og det kan være sjovt nok, men grundlæggende uden relevans for dansk politik.

Men spørgsmålet om alkohol i politik burde have haft et brede samfundsmæssigt fokus og så kunne det være interessant.

Alle vi, der er 50+ eller 60+, kan huske hvor alkoholiseret det danske arbejdsmarked var ind til for 20-30 år siden. Jeg fik mit eget kulturchok, da jeg som 19-årig efter studentereksamen i 1978 fik et sommerferiejob på Svendborg Konservesfabrik og opdagede, hvor meget der blev drukket, dels i arbejdstiden, men også på vej hjem. Sjovt var det, men også en syg kultur. Selv truckførere kørte plakatfulde rundt på natholdet. Og det var udbredt overalt på alle arbejdspladser. Blandt journalister på avisredaktioner var alkoholiserede medarbejdere velkendt og bare så naturligt som amen i kirken. Men det gjaldt overalt.

I TV-serien En By i Provinsen serverer kriminalkommissæren både øl og snaps på hotellet, når der kommer besøg fra Rigspolitiet i København – og snapseflasken står på bordet, så der kan fyldes op løbende. Hos politiet! I arbejdstiden! Og ingen tænkte over det, da serien første gang blev vist i 1970erne. Det var ét med tapetet.

I stedet for at fokusere på alkohol i dansk politik og på Christiansborg, burde forfatteren eller en anden kvik dreng undersøge og estimere, hvor meget opgøret med alkohol i arbejdslivet har løftet produktiviteten på det danske arbejdsmarked. Mit skøn ville være, at vi ikke taler om promiller, men om procenter og adskillige procenter. Tænk sig alle de indisponerede medarbejdere, som luntede rundt for årtier siden uden i stand til at yde en mands arbejde. Alle kan huske nogle. Alle har haft en kollega, der levede af øl.

Det kunne være en spændende opgave at prøve at vurdere, hvor stor en økonomisk forskel nultolerance overfor alkohol på arbejdspladsen har gjort for dansk økonomi. Hvis hver 10. medarbejder havde et alkoholproblem på arbejdet, kan det måske snige sig op mod 10 procent.

Jacob Pedersen nævner Jens Otto Krag og Per Hækkerup og deres velkendte drukkultur, men tænk også på, at de begge døde som 64-årige. De havde drukket sig ihjel. Det er jo sjofelt at ødsle gode hoveder væk på den måde, som kunne have gjort langt mere gavn. Og hvor tit arbejdede de kun på halv kraft?

Og jeg tænker ikke på følgevirkningerne for sundhedsvæsenet, men alene på arbejdsproduktivitet.

Udviklingen væk fra alkohol på arbejdspladsen er sket ret umærkeligt og uden den store propaganda. Alle følte vist behovet og især nyere generationer har fundet det mere end rimeligt, at der ikke høvles bajere i lange baner i skurvognen og i kantinen. Og det er jo også interessant, at der sker en samfundsudvikling lidt af sig selv til alles gavn og glæde. Afskaffelse af cigaretterne har været et større ideologisk projekt end øllerne.

Og hvis man sammenligner længere tid tilbage til afholdsbevægelserne, var der langt mere tale om en kulturkamp i samfundet. Og afholdsbevægelserne blev også gjort lidt til grin som en flok nøjeregnende missionærer, selvom de gjorde et vigtigt og alt for upåskønnet arbejde.

Promillerne på Slotsholmen er uinteressante, men de store procenter som økonomien er blevet forbedret uden alkohol, burde der skrives om. Endelig en god historie!