Journalisten Peter Kramer har skrevet bogen ”Ridser i lakken. Kongehusets forbindelse til Hitlers Tyskland”, som allerede er fyldigt anmeldt og omtalt (Forlaget Momenta, 2024, 372 sider).

Bogen forsøger at sætte kongehuset i dårligt lys ved at vise, hvordan Christian X med dronning Alexandrine og kronprins Frederik med prinsesse Ingrid var hyppige gæster i Tyskland i 1930erne, ligesom de også var værter ved besøg af højtstående nazibosser i København i samme periode.

Det er også flovt med eftertidens fulde viden at se de danske kongelige side om side med de værste politiske forbrydere i det 20. århundrede. På forsiden står kronprins Frederik i samtale med Herman Göring.

Bogens forfatter er journalist Peter Kramer, og i stil og sprog søger han det sensationelle og afslørende, men det er i sig selv ikke galt. Det er kun overdrevet og påståeligt, når han så ofte spekulerer i, hvad der mon blev sagt, og hvorfor der ikke er referat fra møder og hvorfor de overhovedet mødtes. Antydning er ingen kunst, men diabolske stik som Jagos evne til at plante mistanker, der ender i katastrofer.

For ud over billederne fra officielle og dokumenterede sammenkomster er der ikke ret meget at skrive hjem om.

Giver det så kongehuset ridser i lakken?

At de tyske topnazister fik royale medaljer og ordner, bekræfter kun det gamle bonmot om, at den slags hænger man på idioter.

Den største kritik af bogen, som også har været fremført af anmeldere og faghistorikere, er, at Peter Kramer profiterer for groft på bagklogskaben og raskt væk beskriver de famlende og diplomatiske forbindelser fra et meget usikkert Danmark ladt alene i verden med eftertidens sikre vished om nazismen og alle dens gerninger og uvæsen. Det er som at blande æbler og pærer.

Et andet vigtigt kritikpunkt er, at kongehuset ikke handlede på egen hånd, men i vid udstrækning agerede og forstod sig som regeringens forlængede arm. Efter påskekrisen i 1920, hvor Christian X gik sine egne politiske veje, havde han lært at rette ind efter parlamentarismen.

Den radikal-socialdemokratiske regering siden 1929 ledet af udenrigsminister P. Munch og statsminister Thorvald Stauning havde som øverste prioritet, over alt andet, ikke at genere Tyskland. Uanset hvad der måtte komme.

Det var tyskerkursen, der krævede strikt underdanighed til Tyskland, som gik tilbage til reaktionen på 1864. Med radikale briller blev det Danmarks overlevelsesstrategi, og radikale politikere mente tilmed, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere og glemme alt om en genforening. I dag har vi glemt, hvor ekstrem denne tyskerkurs var med censur overfor aviser og lærebøger.

Så alt kom an på at være venner med tyskerne, hvem de end var og hvad de end gjorde.

Jeg spurgte engang Frode Jakobsen, inkarnationen af dansk modstand under besættelsen, hvad udenrigsminister Erik Scavenius’ største fejl var, og han svarede prompte: at han ikke kunne se forskel på det wilhelminske og det nazistiske Tyskland. Og det var netop det, som de radikale politikere ikke kunne eller ville. Og deres politik blev kongehusets politik.

En tredje væsentlig kritik af Kramers bog bunder igen i manglen på historisk bevidsthed. Hele det tyske samfund var nazificeret i 1930erne, chancen for at møde en ikke-nazistisk tysker var som en nål i høstakken. Derfor kunne der ikke være forbindelse med den store tyske lort uden, at det kom til at lugte.

Glædeligt og tankevækkende fra en dansk vinkel er så, at tilpasningen forblev diplomatisk og formel. Det åndelige ugræs føg ikke over hegnet, og det danske samfund inklusive kongehuset forblev resistent og immunt overfor nazismen.

Det kan i eftertiden undre, at to lande som Tyskland og Danmark med en så tæt forbundet kultur gennem så mange århundreder, alligevel reagerede så forskelligt i det 20. århundrede. Nazismen og antisemitismen blev stats- og samfundsreligion i Tyskland, mens ideologierne slet ikke bed sig fast i Danmark.

I Danmark forblev kirkerne, universiteterne, politikken, medierne og kongehuset næsten totalt uforstående og afvisende overfor nazismens fremvækst i Tyskland.

Det gælder også i modsætning til Sverige, hvor kong Gustav V aktivt spillede en helt anderledes positiv og beundrende rolle i forhold til Tyskland, hvor der er en hel anderledes brug for Vergangenheitsbewältigung.

Ja, der var så Christian X’s svigerinde Helena, som blev udvist efter krigen, men det beviser netop forskellen. Helena forblev tysk i sind og dermed nazist også som dansk prinsesse, modsat dronning Alexandrine, der på fornemste vis forblev afvisende, men også havde forladt Schwerin i 1900 ved brylluppet med kronprins Christian.

Peter Kramer beklager sig over, at Christian X´s dagbøger ikke er offentligt tilgængelige, og det har han ret i, selvom en sådan bog ikke burde være anledningen.

Det bør være på tide, at vi fik indblik i Christian X´s tanker. Jeg er fast overbevist om, at en offentliggørelse af kongens dagbøger kun vil vise, hvor meget antitysk og antinazistisk kongen og dronningen var under besættelsen. Han var også bror til kong Haakon VII i Norge, som gjorde modstand og flygtede til England.

Det mest ”afslørende” ved en offentliggørelse af Christian X’s dagbøger vil nok være den unge konges store ærgrelse over Flensborgs manglende genforening i 1920 og en dermed beslægtet irritation over det radikale parti i folketinget. Men han lærte af det, og forsøgte ikke mere at handle på egen hånd – heller ikke da det blev en sur statspligt for ham at skulle konversere de nazistiske opkomlinge.

Ligesom dronning Margrethe også måtte lide torten og have Fidel Castro til bords engang.