I august udkom der en artikel, Nikolov et al., i noget, der hedder Geomatics. Artiklen er bemærkelsesværdig, fordi den konkluderer, at vores CO₂-udledninger de seneste knap 25 år slet ikke har bidraget til den globale opvarmning i samme periode. Derved mener forfatterne ikke, at der er noget behov for klimatiltag eller grøn omstilling.

Det lyder jo dejligt, men alligevel bliver man lidt skeptisk. Hvad har de nu fundet på?

Artiklen viser sig i et vist omfang at være i den lødige ende. Hovedbudskabet er, at der er to faktorer, der har indflydelse på temperaturudviklingen, dels skydækket og dels variationer i Solens indstråling. Satellitmålinger viser et fald i skydækket hen gennem perioden. Derved bliver der færre af Solens stråler, der bliver kastet tilbage af skyerne, hvilket man videnskabeligt udtrykker ved, at Jordens albedo er faldet. Spørgsmålet er så selvfølgeligt, hvor stor effekten er på den globale temperatur?

At skydækket har den effekt, er naturligvis hævet over enhver tvivl. Jorden modtager sin varme fra Solens lys, der trænger ned i havet (og i mindre omfang på land) og bevirker en opvarmning af vandet. Det sker i størst omfang omkring Ækvator og derfra transporteres varmen mod nord og mod syd, gradvist overføres den til luften oven over, og herfra bliver den så udstrålet til verdensrummet som varmebølger (infrarødt lys). Den globale temperaturstigning kommer derfor som en følge af en ubalance; der kommer mere energi ind, end der udstråles igen.

Ifølge IPCC skulle denne ubalance være fremkommet ved af drivhusgasserne bremser udstrålingen til verdensrummet og kaster noget af varmen tilbage mod havet. En hyppig misforståelse her er, at den varme luft derefter skulle opvarme havet yderligere. Her gør Nikolov et al. opmærksomme på, at sådan en opvarmning ikke findes. Luften kan kun have indflydelse på de øverste mm af havvandet, og det har ingen effekt.

Fig. 1 viser ændringen i optaget energi ved jordoverfladen fra Solens (kortbølgede) lys. Der har ifølge satellitmålingerne været et støt stigende optag siden år 2000, fremkaldt af det faldende skydække.

Fig. 1: Ændringen i den del af sollyset, der når ned på jordoverfladen, 2000-2024. En stigning betyder, at der er færre skyer.

Fig. 2 viser ændringen i den globale temperatur i samme tidsrum. Kurven er et gennemsnit af de store globale temperaturkurver, dog undtaget UAH’s som viser en lavere stigning end de andre, og derfor er blevet frasorteret her.

Fig. 2: Ændringen i den globale temperatur i samme tidsrum som fig. 1

Nu kaster forfatterne sig ud i et større matematisk skoleridt, hvor man går ud fra en formel, der kun har tre variable, den globale temperatur, indstrålingen fra Solen og så lufttrykket ved planetoverfladen. Det skulle være en universelt gyldig formel, som kan bruges på alle mulige planeter. Inden vi bliver alt for nervøse, får vi dog at vide, at artiklen her ser bort fra lufttrykket, da det har været tæt på konstant i mange tusinder af år.

Men ved hjælp af en nyopstillet model når forfatterne frem til, at den ændring i Jordens strålingsbalance, som f.eks. IPCC bruger til at forklare opvarmningen, faktisk 100% kan tilskrives ændringen i skydækket + Solens indstråling. På fig. 3 er de to kurver fra fig. 1 og fig. 2 sammenstillet og man ser, at der er en fin overensstemmelse i udviklingen på de to. Tilsvarende kan man også kigge på havtemperaturen i de øverste 100 meter, og også her er der en god sammenhæng.

Fig. 3: Kurverne i fig. 1 og fig. 2 stillet sammen, den røde er temperaturen.

Af interesse er især de allerseneste års udvikling, hvor temperaturen er steget betydeligt, uden at der har været et tilsvarende hop i atmosfærens CO₂-indhold. Det har klimamodellerne meget svært ved at forklare, ensidigt fokuseret på drivhusgasser, som de er. Dr. Gavin Schmidt fra NASA GISS citeres for følgende:

Generelt er temperatur-springet i 2023 kommet ud af den blå luft, og har afsløret et hul i vores viden, der er helt uden fortilfælde i de seneste 40 år, hvor vi ellers har haft de detaljerede måledata fra satellitterne til rådighed for vores klimamodeller.

Nikolov et al. bringer kurven vist her på fig. 4, og her ser man, hvordan ændringer i Solens indstråling kombineret med udviklingen i skydækket så rigeligt kan forklare det ”uforklarlige”.

Fig. 4: Udviklingen i 2019-2024 af hhv. den globale temperatur (rød) solindstrålingen (grøn) og mængden af sollys, der når jorden.

Ovenstående er kun smagsprøver på artiklens indhold, den er lang og fyldt med komplicerede beregninger. Men det store spørgsmål er naturligvis, om forfatterne her har ret, helt eller delvist?

Kun delvist, hvis man spørger Henrik Svensmark. Problemet er, at det i praksis er meget svært at måle skydækket med tilstrækkelig præcision. CERES, som er det brugte måleprogram, anvender kun en enkelt satellit, der bevæger sig rundt om Jorden i nord-syd-gående retning (og passerer over polerne) og den dækker kun det samme område hver 12. time. Det er for lidt, hvis man skal have målinger, der er præcise nok til Nikolov et al.s formål. Derfor er deres konklusion om, at CO₂-en kan frikendes for enhver indflydelse, trukket alt for hårdt op.

Omvendt er IPCC-folkenes påstande om, at CO₂ er det eneste, der har forårsaget opvarmningen i de seneste 50-100 år helt sikkert også forkert. De naturlige faktorer har spillet en væsentlig rolle, og ikke mindst variationerne i skydækket har en meget større betydning, end IPCC vil give indtryk af.

Så mon ikke sandheden, som sædvanligt, befinder sig et sted midt i billedet?