Tyskland lider under den samme politiske sygdom som Danmark: Foregangitis, hvor man ønsker at være et foregangsland for alle andre mht. klimaet og den grønne omstilling.

Tyskerne slæber hertil rundt på en gammel venstreorienteret klods om benet, som f.eks. har haft held til at få lukket alle kernekraftværkerne på trods af, at enhver med bare et minimum af indsigt kunne se, at de eneste reelle afløsninger for disse var kulfyrede kraftværker. Så slutresultatet er et heftigt ekstra skud CO₂ til atmosfæren, som jo næppe i virkeligheden har nogen indflydelse på klimaet, men som betyder meget i de kredse, vi taler om her.

En alvorlig følge af den tyske energipolitik er voldsomt stigende priser på elektricitet og brændstoffer. Det har påført industriens mange virksomheder store ekstra omkostninger, og det i en tid, hvor f.eks. kineserne med adgang til rigelige mængder af energi til en billig pris udgør en mere og mere alvorlig konkurrence.

Tysk industri består af de store kendte virksomheder, VW, Siemens, BASF osv. Men en stor del af landets beskæftigelse er i små og mellemstore foretagender, der langt hen ad vejen lever af at være underleverandører til de store. Der er nu stor usikkerhed f.eks. i bilindustrien, hvor det voldsomt ambitiøse og temmelig urealistiske mål om stop for salg af diesel- og benzinbiler i 2035 spøger. Elbilerne skal – på papiret – overtage, og da kineserne også her kan producere langt billigere, står de til at bringe den tyske bilindustri i alvorlige vanskeligheder.

Det har allerede haft konsekvenser for underleverandørerne. Et eksempel er en virksomhed, IHI, der producerer turboladere til biler; den vil nu lukke en fabrik med 300 ansatte – inden for de næste 12-15 måneder. Årsagen er primært den truende situation for markedet, hvis elbilerne vinder yderligere frem. Det er bare én underleverandør til bilindustrien ud af mange, der er i den situation.

Tyskerne lukker deres fabrikker, eller flytter dem udenlands.

Fig. 1 viser den totale kapital fra Tyskland, der nu er investeret i USA. Det er et tal, der er vokset støt de sidste godt 20 år og det afspejler, at betingelserne og økonomien er bedre i USA, end i Tyskland.

Undersøgelser af stemningen blandt de små og mellemstore tyske virksomheder viser, at den p.t. er på sit laveste og mest pessimistiske siden finanskrisen i 2009. Der er ikke udsigt til nogen bedring i forholdene og rundspørgen afslører endvidere, at virksomhederne ikke har megen tro på, at det vil gå bedre længere ude i fremtiden.

Et særligt alarmerende aspekt af situationen er en udtalt manglende investeringslyst blandt de små og mellemstore virksomheder. Finansieringsomkostningerne er høje efter de seneste rentestigninger og troen på fremtiden er alt andet end lys. Det bremser incitamentet til at investere. I år er det kun 43,9% af de adspurgte virksomheder, der har planer om investeringer, tallet for sidste år var 52,8%.

De sagkyndige advarer om, at uden tilstrækkeligt med investeringer vil virksomhederne tabe konkurrenceevne, og det går ud over Tyskland på længere sigt.

Ideen om, at den grønne omstilling i sig selv vil give masser af beskæftigelse og økonomisk fremgang, har for længst vist sig at være helt forkert. Hvis ikke regeringerne skifter fokus, væk fra verdensfjerne klimamål og over til et mere realistisk syn på erhvervslivet og samfundsøkonomien, ender det helt galt.