Det statslige selskab Sund og Bælt har for et års tid siden igangsat et større udredningsarbejde, og i den forbindelse er der udkommet to rapporter, hvoraf den sidste landede på mediernes skriveborde for nogle dage siden. Det har resulteret i overskrifter om, at København pga. truslen fra klimaforandringerne skal omgives med 7-10 meter høje mure eller diger.

Den første rapport var en grundig gennemgang af de forventede vejrforhold i fremtiden, med særlig vægt på havniveauet. IPCC, FN’s Klimapanel, har udgivet materiale, hvor man kan se de forventede havstigninger ved en lang række lokationer rundt omkring på Jorden. Dette materiale har DMI arbejdet videre på i sit såkaldte Klima-atlas, der skal tjene til at vejlede kommunerne, når de skal fremtidssikre sig henimod år 2100 eller endnu længere ud.

Udgangspunktet for Sund og Bælts rapporter er fornuftigt nok den store stormflod i 1872. Her blev vandet i Østersøen ved kraftig vind stuvet sammen op i Øresund og bevirkede omfattende oversvømmelser og skader på liv og ejendom. Hvis man betragter den hændelse som et eksempel på noget af det værste, der kunne ske, kan man så forsøge at simulere en tilsvarende begivenhed med et øget havniveau eller endnu kraftigere vind, for derved at se, hvad en sådan storm ville medføre, f.eks. i 2050.

Det viser sig, at de store computermodeller, som klimaforskningen benytter sig af, ikke forudser de store ændringer i vindens styrke. Tallene er selvfølgeligt meget usikre, men rapporten her vælger fornuftigt nok at benytte de målte (eller simulerede) vindstyrker fra 1872 til scenarierne.

Derved står vi reelt tilbage med havstigningerne, der vil give et højere vandniveau inden stormen og dermed et tilsvarende højere maksimalt niveau, når det går løs. Men hvad kan vi forvente her?

Havniveauet ud for København er i de sidste 125 år steget med ca. 0,6 mm pr. år, se fig. 1. Det er mindre end den gennemsnitlige globale stigning, der ligger på omkring 2 mm/år. Forskellen skyldes naturligvis, at landet hæver sig en smule stadigvæk.

Fig. 1: Den årlige middelvandstand i København 1890-2017 i mm. De 7000 mm på skalaen er et tilfældigt valgt tal.

Til forudsigelse af fremtidens havniveau benytter IPCC sig af klimamodellerne, hvor man regner med en global opvarmning og en dertil hørende afsmeltning af isen i Grønland og Antarktis. IPCC har flere forskellige scenarier, der afhænger af, hvor godt det lykkes for Verden at nedbringe CO₂-udledningerne ved den grønne omstilling. Det lykkes nok ikke særligt godt ifølge Sund og Bælts rapport, så af forsigtighedsgrunde vælger man scenariet med de næsthøjeste udledninger. Det giver så forventede havniveaustigninger i fremtiden, som fremgår af tabel 1. Her er vist de havniveauer, man kan forvente i det værste tidsrum under en 1872-storm, og trækker man f.eks. tallene for 2023 fra dem for 2075 får man en forventet stigning i løbet af de 52 år på ca. 50 cm. Til sammenligning var stigningen ifølge tabellen kun 10 cm på de 23 år fra 1990 til 2023.

Tabel 1: Forventede maksimale havniveauer under en 1872-storm i nutiden og i fremtiden, i meter. Der er tal for tre forskellige strækninger rundt om København

Det ser jo på mange måder lidt mærkeligt ud. Rapporten erkender tilmed, at de 10 cm på 23 år er omkring det dobbelte af, hvad man har målt. Men de svarer til, hvad klimamodellerne har regnet sig frem til, og det vælger man så at følge.

Budskabet er således nu, at hvor havet steg med 0,6 mm/år frem til 2017, så skal vi tro på, at det i løbet af de næste 50 år vil stige med 10 mm/år. Det er jo et gevaldigt spring – og næppe særligt sandsynligt, for nu at udtrykke det mildt.

Vi kan vist derfor med sindsro konkludere, at de første 50-100 år bliver de maksimale vandniveauer under den værst tænkelige storm nok noget mindre end angivet i tabel 1. Det vender vi tilbage til.

Den nys udkomne rapport fra Sund og Bælt beskriver selve kystsikringsprojektet, med diger og anden beskyttelse langs en 60 km lang kyststrækning uden om København, Tårnby, Dragør og Hvidovre. Prisen anslås til at være ca. 13 mia. kr. og det vil naturligvis tage en del år at gennemføre anlægsarbejdet. Umiddelbart er det vel ikke noget afskrækkende beløb, når man ser på, hvad regeringen ellers bruger penge på i forbindelse med grøn omstilling og f.eks. fangst og lagring af CO₂.

Men pointen er i virkeligheden en helt anden. Tabel 1 viser vandniveauerne for 1990, før eventuelle klimaforandringer har sat ind, og de er så høje, at en 1872-stormflod allerede nu ville anrette kolossal skade i København og på Amager. Store områder ville blive oversvømmet af saltvand. Vi står således i en situation, hvor København slet ikke er tilstrækkeligt sikret mod vejrliget – og heller ikke ville være det, hvis hele Verden stoppede forbruget af kul olie og gas i morgen.

Derfor ville en gennemførelse af projektet her snarere være udtryk for rettidig omhu, end det har noget med klimaforanstaltninger at gøre. Skal man i gang med at bygge diger i stor målestok, er det ikke den sidste halve meter i højden, der er afgørende, det er snarere at få startet processen. Så afhængigt af hvad man tror mht. havstigninger (og de bliver ikke tilnærmelsesvist på niveau med hvad der vises i tabel 1), så kan man justere lidt på det projekt, der under alle omstændigheder bør gennemføres hurtigst muligt.