Ikke siden Tony Blair har Labour stået så stærkt som Keir Starmer står nu. De konservative og den nye formand skal nærmest genføde partiet.

Keir Starmer er et fravalg

Det britiske samfund er stort set gået i stykker, og Starmer løber risikoen for at tabe befolkningens tillid, lang tid før genopretningen.

Han er blevet valgt efter et fravalg af de konservative, uden selv at formulere et troværdigt alternativ. En af de få statements som Keir Starmer har banket fast, er modviljen imod skatteforhøjelser og yderligere gældsætning af staten.

Medmindre Starmer løber fra sine grundholdninger, så har han malet sig op i et hjørne, hvor befolkningen forventer at han genopretter det eroderede britiske samfund, uden at øge skatterne. Det er formentlig en umulig opgave for Labour. Men lad os håbe at Labour kan skabe den ro og stabilitet, som særlig Dansk Erhverv har efterspurgt.

14 års Konservativt styre endte med et styrt

“We are leading the empire where the sun never sets”. Den gamle kolonimagt er på mange måder opbygget af verdens ældste parti, og dermed et af verdens mest succesrige politiske partier.

Katastrofen eskalerede i 2016

David Cameron var i virkeligheden en af mange dygtige ledere, som kunne samle England, og blive genvalgt til sin anden periode. Camerons største udfordring viste sig at komme fra hans eget bagland, i forbindelse med højrefløjspopulismen. Camarons egen højrefløj flirtede åbenlyst med UKIP, som i voldsomt overmod, samlede fremmedhad og nationalegoisme. Konklusionen på højrefløjen var, at England igen kunne blive en økonomisk verdensmagt, hvis de løsrev sig fra EU. Den hurtige løsning for den konservative højrefløj var, at melde sig ind i Ukip.

Stands blødningen

Denne blødning af velhavende og internationalt orienterede medlemmer til Nigel Farage, plagede Cameron, som troede at han kunne slå Brexit-ideen ihjel, med befolkningens hjælp. David Cameron udskrev folkeafstemningen om EU-medlemskabet til afholdelse 23. Juni 2016 for at standse blødningen fra den konservative højrefløj til UKIP – det som idag hedder Reform UK.

Jeg husker hvordan Uffe Ellemann-Jensen, anså udskrivelsen af det valg som tæt på sindsygt farlig russisk roulette med Storbritanniens fremtid. Han skulle få fuldstændig ret.

UKIP stak af efter festen

Nigel Farage og hans politiske parti UKIP var højrefløjspopulister som så mange andre i et Europa hvor konservative bliver udfordret af nationalegoisme, fremmedhad og voldsom historierevision kombineret med ekstrem selvovervurdering.

UKIP har adskilt sig fra Front National og AfD ved ,at lederen Nigel Farage havde sin baggrund i EU-Parlamentet, og efter 7 forsøg, stadig ikke var lykkedes med at blive valgt til Parlamentet hjemme i England.

Farage transformerede simpelthen sit parti til en Brexit-kampagneorganisation, der som bekendt bidrog særdeles aktivt til at vinde folkeafstemningen. Siden forsvandt Farage ud af britisk politik i årevis.

Konservative blev hovedansvarlige for katastrofen

De britiske konservative stillede sig i spidsen for en helt urealistisk selvpromovering, af et britisk kongerige under konservativ ledelse.

Nu hvor England ikke længere skulle høre på de andre EU-medlemslande, så kunne den britiske kolonimagt tilbageerobre sin globale magtposition, ved at slippe de liberale kræfter fri.

De britiske Konservative påtog sig, at markedsføre en fremtidsdrøm, om imperiets globale styrke og velstand. Langt de fleste tvivlede på realismen, men det var ikke karrierefremmende at tvivle i de år.

Labour var ikke istand til at blokere vanviddet, når deres eget bagland var præget af fattigdom og arbejdsløshed, og derfor villige til at springe på en hvilken som helst konspirationsteori eller vild drøm.

En langstrakt nedtur

De mange løfter om en gylden fremtid, blev aldrig til noget. Flygtningestrømmen blev ikke standset, den voksede. Mangelsituationerne kunne ikke afværges med en stadig svagere økonomi, og EU-modstanden eroderede i de fleste af de 27 medlemslande, som med uro fulgte den britiske selvskade. Modløsheden kom tilbage med fornyet kraft, og briter som ikke kunne klare dagen og vejen, voksede i antal. Ambulancerne måtte køre rundt i byen med dødssyge patienter de ikke kunne komme af med på hospitalerne. Vreden tiltog i takt med de konservatives evindelige snak, om en positiv udvikling mod en lysere fremtid. Snak uden indhold. Nu var det var som om de konservative kun havde et værktøj tilbage i skuffen: Alle problemer skulle løses med skattelettelser.

Jeg tænker tilbage på Storbritannien i firserne, hvor Thatcher ryddede op i et fattigt og nedslidt land, kørt fast i nationaliserede virksomheder og fagforeningstyrani.

Alt blev vendt, og de konservative vendte på en tallerken, i forhold til klima og miljø. Nedslidte og statskontrollerede kulbyer blev privatiseret, og ny optimisme bredte sig med en eksplosion i investeringerne til følge. Konservative var ganske enkelt den ledende kraft både hjemme, og internationalt i samarbejdet mellem Thatcher og Reagan. Thatcherismen var en barsk kur, men der var altid orden i Ladyens penalhus.

Når Liz Truss mange år efter the Iron Ladys’ død, troede at hun kunne genfødes som en moderne baroness Thatcher, så var der et par indsigter og lidt historie hun skulle have nærlæst…

Et demokrati med langt fra top til bund

Britisk overklasse lever et fantastisk liv, fyldt med viden og oplevelser på tværs af kloden.

Arbejdsugen tilbringes typisk i London med et vidstrakt netværk af forretningsforbindelser og et selvstændigt liv med overnatninger i private “member clubs”.

Weekender og ferier henlægges til private estates med jagtselskaber og hestesport.

De fleste kan flygte fra det fugtige britiske klima til sommerboliger i det globale Commonwealth.

Den forholdsvis store internationalt orienterede overklasse stemmer helt overvejende konservativt, og betyder stadig en del for det gamle parti.

Nogle vil måske tænke, at sådan er det også i USA, men der er store forskelle. Velstand og position i samfundet går i vidt omfang i arv i Storbritannien. Kongeriget er et gammeldags klassesamfund, mens USA i vidt omfang giver nyrige mulighed for opstigning.

Den eksploderende klasse af socialt udsatte briter, sender deres børn i skole uden morgenmad, med det primære formål at pakke skolemaden ind, så den kan deles i familien efter skole. Der er seriøst frost i de generelt dårligt byggede og elendigt vedligeholdte britiske rækkehuse og lejlighedskomplekser. Levestandarden i London er som et andet samfund – sammenlignet med store dele af restengland. Den pressede britiske befolkning er så desperat, at de er til fals for alle former for spil og ekstreme politiske holdninger. Alt som kan skabe ændringer og håb, bliver købt ubeset.

Europa savner Briterne

Jeg kan huske – før jeg blev Parlamentsmedlem – hvordan Thatcher stolt viste os rundt på de lange éns veje med bittesmå og nedslidte rødstensrækkehuse, og forhaver fyldt med glemt legetøj og adskildte motorcykler. Men ensartetheden fik hun hurtigt ændret. Hun gennemførte programmer hvor selv fattige familier, kunne købe deres egne huse. De veje hvor beboerne valgte at overtage husene, var ikke til at kende efter få måneder. Forhaverne blev ryddet op, vinduesrammerne blev malet og pludselig var modløsheden erstattet af ejernes stolthed over deres små, fine huse.

Det var konservatisme fra bund til top! Det var inspirerende, synlig og ideologisk konservatisme. Købmands-datteren troede på ordentlighed og privat ejendomsret.

Hele den arv blev glemt.

Hvordan kunne det køre af sporet?

En kæde af skift på Premierministerposten har skabt et rodet indtryk, af evigt positive budskaber og løfter, som aldrig bliver indfriet. En værktøjskasse der kun har skattelettelser, har tømt alle kasser, sådan at staten nu er gældstynget. Og så er der formen, stilen og det stillistiske indtryk..

Briterne er trætte af Performance, Show og løgn!

Håndteringen af Corona toppede listen over triste fejlskud. Mens borgerne og de kongelige skulle sidde isoleret hjemme i stuen, og tilmed tage afsked med deres nærmeste på smittesikker afstand. Så kunne de opleve ministre og topembedsmænd holde fester og køre på tværs af landet for at være i sommerhus med familien.

Restriktionerne var blandt verdens skrappeste, men gjaldt åbenbart ikke det herrefolk der udstedte reglerne.

Da dobbeltspillet blev påpeget, kastede Boris gavmildt sin fantastiske hårpragt, og sit omfattende billedsprog ud i medierne. Johnson er fra barnsben trænet i at argumentere for selv de mest aparte synspunkter. Og retorik er en styrke hos de fleste britiske toppolitikere.

Retorikken øger underholdningsværdien, men ikke nødvendigvis sandhedsværdien.

Vejet og fundet for let

Løgnene blev herefter imødegået med nye kaskader af ord. Man forestiller sig, hvordan Boris Johnsons’ gamle studiekammerater ryster overbærende på hovedet rundt i geografiens herresæder. Johnson er en af dem selv, men han bruger sit talent til at agere hofnar og showman.

Vrede og træthed

Deroppe ved Port Talbot i Aberafan Maesteg hvor de har stemt på Steven Kinnock, har borgerne langsomt ladet smilet afløse af vrede og forargelse. Man kan sagtens være uenige i kongeriget, og man kan skændes så det lyner, men hvis først man mister tilliden til chefen i No. 10, så beslutter man sig for at møde frem ved valgstederne, for at sikre et magtskifte.

Sunak og Trump

Det bedste man kan sige om den konservative nedsmeltning er vel egentlig, at den sympatiske Sunak påtog sig ansvaret, og gennemførte en formfuldendt magtoverdragelse, som ligger så langt fra den Trump præsterede, at man nærmest ikke skulle tro, at det er to Nato-allierede atommagter vi sammenligner.

Briterne er vores venner, og vores samhandelspartnere. Mange af os elsker den begavede humor, og vi føler os hjemme i London og omegn.

Det var i høj grad Churchill og de modige briter som udvirkede, at vi ikke har skullet tale tysk indbyrdes siden ’45.

Måske er der et enkelt blåt parti, som kan undgå at smadre landets økonomi og deres eget parti, næste gang de møder en national version af Nigel Farage.

Valgmatematik

I Storbritannien betyder valgmatematikken, at de store partier majoriserer de små. Det skaber muligvis stabilitet. Men det skaber med sikkerhed en langsom indstigning i Parlamentet for Nigel Farage.

Good luck

Verdens ældste politiske parti bør kunne gøre det bare lidt bedre efter en genfødsel. Og lad os være ærlige; der skal udvikles et nyt partigrundlag, før nye kræfter kan genrejse De Britiske Konservative.