Nu bekymres politi og politikere om, at danske bander hyrer svenske teenagere til at begå personfarlig kriminalitet i Danmark. Men bekymringen skyldes mere skandinavisk naivitet overfor den store verden, som letsindig politik har sat i værk.

”De svenske kan meget, som vi ikke kan, og de holder sig tappert neutrale, og er så kernesunde i lyse birkelunde”.

Sådan skrev Benny Andersen i 1973 i Svantes Viser, og der er sket meget på 50 år siden da. Dengang kunne Sverige beundres fra Øresunds vestside og mange i Østdanmark så mere svensk TV end den ene danske sort-hvide kanal.

I dag er Østbredden ikke kun lyse birkelunde, men mørke bander og klaner, som der just er oversat en meget aktuel svensk bog om (Jan Persson og Johannes Wahlström, Klanerne. De kriminelle netværk bag bandekrigen i Sverige, Gyldendal 2024).

Forfatterne er henholdsvis journalist og politimand, og bogen er ikke hyggelig godnatlæsning.

Bogen beskriver familiebaserede netværk, som driver narkohandel, prostitution og våbenhandel, og beskytter sig med afpresning og voldsparate attityder. Og familierne hedder ikke generelt Jønssön eller Svensson, men er hovedsagelig import fra den større verden.

Det er i sig selv måske ikke overraskende, for ethvert samfund vil altid knopskyde med kriminalitet, hvis ikke retsstaten og retsstatskulturen mellem borgerne holdes sikkert i hævd.

Det mere uhyggelige ved bogen er, at den beskriver, hvordan meget af denne kriminalitet nu også foregår gennem pænere folk i erhvervslivet, banksektoren og embedsmænd. Det er lykkedes for de klanbaserede netværk at infiltrere myndigheder og dermed muliggøre og dække over kriminalitet.

Ifølge en EU-rapport som citeres i bogen omsætter den kriminelle aktivitet i Sverige for ca. 10 % af landets BNP svarende til ca. 50% af statsbudgettet. Helt vildt! Der er ikke længere tale om småkriminelle bander, men er velorganiseret og forankret i lovlige strukturer.

Klanerne har deres særlige områder, hvor de kontrollerer territoriet, og almindeligt politiarbejde kan ikke trevle det op. Det er umuligt at få folk til at vidne, og både politi og myndigheder udsættes for pression og trusler. Sverige har flest skuddrab i EU.

En mindre personligfarlig kriminalitet består i systematisk velfærdskriminalitet og momssvindel, men det danner basis for mere udbredt kriminalitet.

Allerede i 2020 advarede den svenske rigspolitichef Mats Löfving om den betydelige klankriminalitet, som er groet fast i Sverige. ”Hele familien, hele slægten, hele klanen opdrager deres børn, så de kan overtage klanen. De her børn har ingen ambition om at blive en del af samfundet, de har lige fra fødslen en ambition om at ernære sig ved kriminalitet. Her er vi i Sverige temmelig naive”.

Bogen skildrer gennem mange eksempler og historier, hvordan bander og klaner i liflig kontakt med Balkan eller Mellemøsten spreder sig og etablerer mafiaorganisationer og narkokarteller. Og de skriver ikke læserbreve, hvis de utilfredse med noget, men begår skuddrab.

Det er en vigtig bog, som de svenske researchere har skrevet, og nu er blevet oversat, og den bekræfter også den danske socialdemokratiske udlændinge-ordfører Frederik Wads påstand om, at indvandrerkriminaliteten ikke kun foregår foran døgnkiosken om aftnen med cykelrapserier, men breder sig dybere ind i samfundsstrukturen.

I Tyskland, der er foregangsland indenfor klanbaseret kriminalitet og territoriekamp, og hvor klanledere i Berlin kan føre sig frem og promenere offentligt, sågar i TV, er der også udkommet bøger, som går lidt dybere end den svenske.

Ralph Ghadban er tysk-libaneser og skrev allerede i 2018 bogen Arabische Clans. Die unterschätzte Gefahr [Arabiske klaner. Den undervurdere fare], og Ghadban viser klanstrukturernes kulturelle og religiøse rødder.

Der er ifølge Ghadban, som siden bogen udkom har levet under politibeskyttelse, tale om et inkompatibelt civilisationssammenstød mellem en vestlig samfundsmodel, der bygger på det autonome, myndige individ, og en islamisk model, der bygger på gruppen, familien, storfamilien eller ummaen. Integration i den vestlige model forudsætter individets befrielse og myndighed, mens grupperne som regel er lukkede og integrationsimmune. Ifølge Ghadbad har den familiebaserede organisationsmodel i de vestlige lande udviklet sig til kriminelle netværk, fordi de i forvejen var parallelsamfund til de bestående samfund og blev beskyttet som sådan. Det var en del af den multikulturelle ideologi om at understøtte kulturer. Samtidigt er der stærke ideologer og religiøse vækkelser i den islamiske verden, som italesætter modstanden mod den vestlige modernitet og idealiserer alternativer, f.eks. indenfor retspleje.

Efter Anden Verdenskrig var der ét land med sharia-baseret styre (Saudi-Arabien), og i dag er der 35 lande, som forsøger at vende tilbage til en mere oprindelig islamisk samfundsform, skriver Ghadban. Det er fra disse lande, at mange af indvandrerne kommer til Europa.

Der er nok af udfordringer at tage vare om, men de er alle emaneret ud af indvandringen, som et stort flertal af folketinget har bakket op omkring siden 1980erne. Og stadig gør for så vidt, som alle har ret til at få prøvet deres asyl i Danmark.