Den nye SVM-regering har allerede spillet ud med, at vores reduktionsmål for 2030 skal skærpes fra 70 til 80%.

Klimarådet har udsendt en rapport, hvor man bedømmer, om vores klimamål vil opfylde Paris-aftalens mål om en temperaturstigning på maks. 1,5 grader. Danmark kan jo ikke alene sikre den globale temperatur, men ved at gange vores bidrag pr. person op, så det svarer til hele Verdens befolkning, kan man se, hvordan de danske mål ville flugte med temperaturmålene. Klimarådet når her også frem til, at en 80% reduktion i 2030 vil være mere ”sikker” for Verden.

Klimarådet udgav sin første store rapport om 2030-målet i marts 2020 og påpegede her, at vi med kendt teknologi kun kunne nå en reduktion på ca. 60%. For at nå op på de 70% skulle der nye og endnu uprøvede metoder til. Blandt metoderne, der blev nævnt, var elektrisk fremstilling af brændsler: Power to X (PtX) samt opsamling & deponering af CO₂.

Målet med de 70% vil kræve meget store indgreb og forandringer i landet. Landbruget skal beskære sine udledninger af metan og lattergas med 50%. Det vil i store træk indebære, at landbruget skal halvere sin produktion. Metanen, der udgør ca. halvdelen af udslippene, kommer primært fra husdyr, især kvæg, og kun en halvering af besætningerne kan, på papiret, give de ønskede reduktioner. Udslippene af lattergas kommer fra brugen af kvælstofgødning på markerne, og her må man igen reducere anvendelsen til det halve, hvilket i realiteten kun kan opnås ved at reducere det dyrkede areal tilsvarende. Man kan ikke i det lange løb dyrke noget uden tilførsel af kvælstof.

En halvering af landbrugets produktion vil betyde et stort tab af arbejdspladser, både i erhvervet selv og i hele fødevareindustrien, ikke mindst inden for mejeribranchen. Det meste af vores produktion går til eksport, og den vil blive hårdt ramt.

Energiforbruget i samfundet, el og brændstoffer, skal i fremtiden baseres på strøm fra vindmøller og solceller. Politikerne talte sidste år om 4- eller 5-doblinger af den nuværende kapacitet. De kapaciteter vil kunne dække størstedelen af Danmarks energiforbrug. Problemet med vind og sol er imidlertid som bekendt deres svingende natur. Solceller i Danmark leverer meget lidt om vinteren og ingenting om natten. Til gengæld leveres en masse i dagtimerne om sommeren, hvor der, alt andet lige, er mindre brug for energien. Vinden er meget omskiftelig, variationerne kan ramme hele Danmark på én gang. P.t. har vi 7 GW møller installeret og f.eks. i december måned leverede de alt fra 5,5 GW til 0,07 GW. Sidstnævnte tal er én procent af kapaciteten.

Det hedder sig, at vi kan ”høste” den grønne energi fra Nordsøen med gigantiske vindmølleparker, men deres leverancer vil være lige så svingende og kan ikke på egen hånd forsyne samfundet med stabil energi. Og nej, der er ikke solskin, hver gang det er vindstille.

Ind til nu har vi kunnet opretholde en stabil elforsyning takket være vores biomasse-fyrede kraftvarmeværker samt kul- og gaskraft. Hertil kommer rundhåndet import fra Norge (vandkraft) og Sverige (vand- + kernekraft). Den form for backup er helt uundværlig, uanset hvor mange møller og solceller, vi sætter op.

I fremtiden skal samfundet elektrificeres voldsomt. Klimarådet siger, at for at nå de 70 % reduktion skal vi have 1,5 millioner elbiler på vejene. Opvarmning af huse og bygninger skal være med elektriske varmepumper. Vi vil også få behov for at erstatte nogle af de fossile brændstoffer, som vi bruger direkte, f.eks. til transport eller industri, med brint eller PtX.

I et kraftigt elektrificeret samfund bliver problemet med sol og vinds ustabilitet meget mere kritisk. Vi vil ikke selv have kraftværker nok til backup, og mulighederne for import bliver dårligere, fordi flere og flere lande i Europa gerne vil have fingrene i norsk og svensk strøm.

Man hævder, at disse problemer kan løses ved fleksibelt forbrug. Det kan måske hjælpe til ved kortvarige nedgange i elproduktionen, men ikke hvis vi får perioder af dages eller sågar ugers varighed med ingen sol og meget lidt vind. Det kan ikke nytte noget at forhindre folk i at lade elbilen op i dagevis, så kan de jo f.eks. ikke komme på arbejde.

Man taler så om at bruge PtX-brændstoffet til backup af elforsyningen. Det er jo absolut muligt, omend der vil være store energitab undervejs. Men PtX-teknologien er slet ikke afprøvet endnu. Der er to-tre forsøgsanlæg på tegnebrættet her i Danmark, men de skal alle kobles op på det faste elnet, så de kan få en stabil forsyning. Så kan det lade sig gøre, omend det fremstillede brændstof bliver meget dyrt. Men hvis PtX skal kunne gøre en forskel i fremtidens energiforsyning, skal det kunne produceres på den variable strøm fra sol eller vind direkte, uden hjælp udefra. Det er uvist, om det overhovedet kan lade sig gøre.

Danmark bruger allerede meget mere biomasse, end der på verdensplan er bæredygtigt ifølge Klimarådet. Så den vej kan vi ikke fortsætte, tværtimod, i de kommende år vil brugen af træpiller og produktionen af biogas givetvis blive tvunget ned.

Og så er der CO₂-opsamlingen, hvor de første forsøg skal igangsættes inden for et par år. Det er en aktivitet, der ikke gør nogen økonomisk gavn overhovedet, der fremstilles ikke noget, der bagefter kan sælges. Derfor er det i sidste ende skatteyderne, der skal dække udgifterne. Teknologien er ny og uprøvet, den koster meget energi, og prisen bliver her i starten adskillige tusinde kroner pr. ton bortskaffet. Det tal kan man gange med Klimarådets forudsete 4,5 millioner tons/år.

De mange vindmøller og solceller vil på gode dage producere enorme mængder af strøm. Den skal føres væk, enten ud til forbrugerne, til varmeværker, PtX-anlæg eller evt. til eksport. Det vil kræve et transmissionsnet, der er meget større end det nuværende, og det betyder igen, at hele Danmark mere eller mindre skal graves op for at lægge nye kabler. Alene en fornuftig infrastruktur til opladning af de 1,5 mio. elbiler vil kræve enorme anlægsarbejder.

Med målet om 70 % reduktion skal alt dette være gennemført i løbet af de næste 7 år! Ét er, at det vil forarme det danske samfund i uhyggelig grad, noget andet er, at det er totalt umuligt at gennemføre. Hvordan skal vi kunne skaffe 1,5 mio. elbiler på så kort tid? De er stadigvæk alt for dyre for almindelige mennesker, og med den truende mangel på nøglemetaller, f.eks. til batterierne, er der ikke udsigt til, at prisen vil gå ned. Hvordan kan vi nå at grave hele landet op for at anlægge nye og større kabelforbindelser? Hvad vil det ikke koste – og hvem skal betale? Hvad er det for teknologiske mirakler der skal gøre, at PtX-produktionen kan indsættes i stor skala om få år – baseret på variabel vind og sol? Og vil vi have råd til at betale prisen for den totalt nyttesløse fjernelse af CO₂? Vil vi acceptere og have penge til at smadre halvdelen af vores landbrug og fødevareproduktion?

Nej, det bliver ikke til noget. Vi rammer realiteternes mur længe forinden. Men set i det lys er det bemærkelsesværdigt – og skræmmende – at f.eks. Klimarådet kan snakke om 80 % i stedet for 70 %, baseret på verdensfjerne teoretiske beregninger.

Og hvad ville det nytte? Resten af Verden er allerede ved helt at opgive klimakampen, der bygges kulfyrede kraftværker på samlebånd i Asien og snart også i Afrika. De globale CO₂-udledninger i 2022 slog alle rekorder, så de seneste års kolossale investeringer i grøn omstilling har kun gjort en minimal forskel. Hvad værdi har dansk enegang så?

Er det ikke en seriøs diskussion værd?