Det er altid sympatisk at gentænke rationalet bag vores institutioner. Hvorfor har vi en stat med grænser? Hvorfor har vi et politi med uniformer, der har magt til at tilbageholde enhver? Er det ikke uretfærdigt? Hvorfor har vi fabrikker og landbrug, når de forurener?

Man behøver næppe være særlig klog for at give plausible svar på disse spørgsmål og tendensen er snarere, at man skal være meget lærd og professoral for ikke at kunne se rationalerne.

En sådan professor er Donatella Di Cesare, som i en nyligt oversat bog vil forvandle jordkloden til en global myretue uden grænser (Herboende fremmede. En flygtningefilosofi, Gads Forlag, 299 sider, 2024).

Di Cesare er imod, at vi overhovedet taler om fremmede, flygtninge, migranter eller gæstfrihed, fordi jargonen bygger på en verden med forskelle og grænser. Vi er alle pilgrimme på vandring, og det kan i en vis religiøs betydning være rigtigt, men er håbløst upraktisk i denne verden.

Igen, det kan være pædagogisk lærerigt at gentænke grundlaget for, at vi har stater og grænser. Det anarkistiske ideal er fraværet af stater og statsborgerskaber og lige rettigheder til alle på jordkloden, og det er en utopi som ville være det ideelle. Og hvorfor er det så lidt svært med det?

Hvis der skulle være åbne grænser, skulle alle fra jordkloden have ret til at migrere rundt i det danske land. Hvad ville det betyde? Det ville nolens volens betyde dansk statsbankerot på kort tid, hvis alle skulle have samme rettigheder til sociale og sundhedsmæssige ydelser.

Den eneste måde mennesker frit kunne flukturere på er ved totalt privatiserede fællesskaber, så sygehuse og pensioner blev betalt som forsikringsordninger, og der ingen hjælp er til dem, der ikke selv har sparet op. Så ville der ikke være så meget at komme efter, og det argument holder heller ikke, for en ordnet, ukorrupt retsstat er et af de største goder at befinde sig i.

De Cesares forudsætter noget dristigt, at alle mennesker er engle, værdiernes inkompabilitet er en fordom, skriver hun, vi er alle ens og vil det gode. Enhver skal ”anerkende den andens forrang til stedet, hvor man skal bo”, altså jeg har ikke ret til at være, hvor jeg bor.

Di Cesare excellerer i voldsom retorik mod andre positioner. ”I den postnazistiske epoke findes der stadig en stærk overbevisning om, at det er legitimt selv at bestemme, hvem man vil bo sammen med”. Vi må ikke søge sammen i godt naboskab. Vi må slet ikke præferere nogle frem for andre. Det er ”populistisk xenofobi” og ”kryptoracisme” og ”en direkte arv fra hitlerismen”. Og der er ”ikke langt fra grænseforsvar til udstødning af urene, inficerede fremmedelementer”.

Di Cesare er filosof og bygger på Foucault og Heidegger, hvilket straks giver en stor skepsis. Der er ingen udsigt til en konsistent flygtningefilosofi i hendes værk.

Bogen er kun interessant som symptom på intellektuel galskab eller tåbelighed. Den er ubrugelig politisk i dag, og selvom det kunne være interessant at gentænke anarkismen som position og forestille sig en verden uden grænser, så bliver det næppe på denne jord.

Mennesker skal ikke have skyldfølelse af at arbejde sammen, spare op, også i fællesskab med hinanden, polstre sig selv og hinanden mod ulykker, og Danmark er et eksempel på et sådant fællesskab, omend med en overdreven kollektiv opsparing og ansvarsforflygtigelse og for lidt  overladt til individet selv.