Vesten er i disse år en slagmark for voldsomme idekampe. Og ideer har konsekvenser. Det drejer sig om spørgsmål karakteren af den vestlige civilisation: er den undertrykkende og racistisk eller er den et teknologisk og kulturelt og moralsk fremskridt.

I de sidste år er statuer i England og USA blevet fjernet, hvis de kunne forbindes med skyggesiderne i den vestlige historie så som slavehandel og racisme. På universiteterne er opstået en hel disciplin, critical race theory, som finder og afslører racisme i alle mulige dulgte varianter overalt i samfundet og historien. Som en del af intellektuel og selvkritik er det en naturlig del af akademisk praksis, men der synes mere på spil end blot en saglig afdækning. Ifølge Douglas Murray, som er forfatter til Krigen mod Vesten. Hvordan man sejrer i en tid af ufornuft, Forlaget Ellekær, 382 sider, 2024), drives der hetz og udryddelseskrig mod anderledes tænkende på engelsk-amerikanske universiteter, for alt kan påstås at være udslag af systemisk racisme. Med vage definitioner og fanatisk aktivisme må lærere og professor, direktører og ledere, vinke farvel til deres stillinger, hvis det ikke lykkes at undskylde og krybe tilstrækkeligt hurtigt og bodsbetynget. Som når filmmanden Michael Moore kan sige, at hvide mænd er årsag til alle verdens problemer, og får stor succes og indkomst ved at turnere med budskabet.

Hvad Murray beskriver minder om Maos kulturrevolution, hvor en masse ældre og ærværdige og oftest revolutionære forbilleder blev tvunget til offentligt at indrømme en masse skyld, som de ikke personligt havde begået. Det er som om de hekseprocesser går gennem den akademiske verden i dag og med hurtige aflæggere i politik. Murray refererer fra den amerikanske debat, fra mange af den kritiske raceteoris fortalere, og det er svært for en landpræst i Danmark at vurdere, hvor dybt det stikker i amerikansk politik og folkesjæl. Men det afspejler et ideologisk angreb på vestlig civilisation, som i forvejen er kendetegnet ved evnen til selvkritik, og som hurtigt kan omsættes til aktioner og pogromer, som den amerikanske by Portland lagde gader til i lang tid.

Også historien bliver en slagmark, og Murray gennemgår de sædvanlige torpedoer mod samfundsarken med the usual suspects: Sartre, Franz Fanon, Edward Said og Michel Foucault. Historien omskrives til at være om total udbytning og magtfordrejning fra Vestens side. Jeg læste for en del år siden Edward Saids bog Orientalism, og jeg blev faktisk positivt forbavset over, hvor nysgerrig og også hjælpende og også tolerant den vestlige verden har været overfor Orienten, selvom Saids intention var at beskrive en skrækhistorie.

Slaveriet er uangribeligt den store synd, men historien beskrives som om der kun var slaveri i Vesten, men det var universelt i alle samfund, og f.eks. slavejagten østpå fra Afrika var af større dimensioner og blev ved længere tid. Interessant skriver Murray om slaveriets ophævelse, at den britiske flåde fra 1808 til 1860 brugte en sjettedel af sine skibe på at jagte slavehandlere på verdenshavene. Det var et omkostningsfuldt moralsk korstog for Storbritannien at forfølge slaveriet til vands, ja, det er blevet beskrevet som den dyreste moralske handling i storpolitik nogensinde.

Den politiske konsekvens af, at historien ses som den vestlige verdens udbytning, bliver kravet om undskyldninger og erstatninger. Organisationen af Afrikanske Stater krævede, at USA skulle betale erstatning for Hutu-stammens drab på Tutsi-stammen i Rwanda i 1994.

Koryfæer i den vestlige civilisation bliver i disse år dømt ude og ekskluderet fra især amerikanske universiteter, ikke kun de politiske skikkelser som Churchill, han var vitterligt en imperialist, men også filosoffer Som Immanuel Kant, Davis Hume, John Locke og John Stuart Mill. Man finder et citat, en fodnote, måske et brev, hvor der tales kollektivt nedsættende om andre mennesker, og så skal de ikke læses mere.

Sjovt nok er en tænker som Karl Marx gået helt fri fra kritik, selvom Murray kan citere kendte steder, hvor Marx er både utvetydig antisemit og racistisk, men hans statuer får lov at blive stående og hans skrifter må gerne læses. Ligesom Murray også beskriver, hvordan Michel Foucault seksuelt misbrugte børn i Nordafrika, hvilket er almindeligt kendt, men det debiteres ikke hans forfatterskab, som stadig er kultisk og nærmest hegemonisk.

Hvorfor denne dobbeltstandard?

Her mobiliserer Murray filosoffen Friedrich Nietzsches begreb ressentiment, som kan oversættes med nag, harme, uvilje, bitterhed eller forurettethed. Kampen mod Vesten er et udslag af ressentiment, et had og vrede mod vestlig civilisation og samfund og orden. Ressentiment er den stærke følelse og drivkraft hos mennesker, som ønsker at ødelægge. Med Murrays ord: ”Det er med andre ord værd at indse, hvad vi er op imod, når vi hører nutidens kritikere af Vesten. For lige som vi ikke er op mod retfærdighed, men snarere mod hævn, så er vi ikke virkelig op mod fortalere for lighed, men mod dem, der har et patologisk ønske om at ødelægge”.

En torpedo mod arken – det har til alle tider været en selvødelæggende drift i Vesten. ”I fraværet af alt andet er den eneste offentlige etik i Vesten, som folk opmuntres til at samles om, opposition mod Vesten”.

Den engelske forfatter og journalist Paul Johnson skrev i 1977 en bog, Enemies of Society, som minder meget om Murrays. Også Johnson mente at kunne navngive oprørere og rebeller, og nogle af navnene er de samme. Men hvor det dengang var tættere på venstreorienteret tankegods, iklædes konflikten i dag et andet og mere tilforladeligt sprog. Hvem angrer ikke historiens ondskab?

Murray beskriver en højaktuel ideologisk borgerkrig i Vesten. Hvordan fronterne står og hvem, der er i defensiven og offensiven, er svært for mig at sige så langt fra de akademiske og kulturelle centrer. Men der er også blevet smidt statuer i havnen i København.

Til slut giver Murray et varmt forsvar for den vestlige civilisation, som i sit væsen aldrig har været racistisk, fordi den tror på intellektet og at viden og færdighed er overførbar og forståelig for alle mennesker. Den vestlige verdens bundløse nysgerrighed har altid eroderet momentvise fordomme. Og det er kritikerne af Vestens, som dyrker race-begrebet og hele tiden mobiliserer det som skældsord og våben.

Bogen er udkommet på det lille enmandsforlag Ellekær, som drives af Jens Ellekær og han har tidligere udgivet to bøger af Douglas Murray. Kig på hans spændende udvalg af især oversatte kvalitetsbøger, der tit går under mediernes radar, på www.ellekar.dk