Til trods for Sundhedsstyrelsens skræmmescenarie om et overbelastet sundhedsvæsen, er der endnu ingen grund til bekymring. Sådan lyder det fra flere danske hospitaler.
Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk
Coronavirus bliver nu igen opklassificeret til en såkaldt “samfundskritisk sygdom”, ligesom coronapasset på ny bliver indført fra på fredag i denne uge.
Årsagen er især, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, frygter at sundhedsvæsenet vil blive overbelastet, hvis der ikke gøres noget fra politisk hold.
– Vi ser allerede nu, at der er meget travlt på landets sygehuse, og at personalet løber stærkt. Samtidig har vi ikke den robusthed, som vi tidligere har haft, fordi der har været pres på i en lang periode nu, og der er simpelthen mindre overskud end normalt, lød det fra Søren Brostrøm for nyligt.
TV 2 har nu sat sig for at eftertjekke påstanden om et overbelastet sundhedsvæsen.
Mediet har adspurgt to hospitaler i Region Hovedstaden, hvor smitten er absolut højest. På disse hospitaler er man dog ikke lige så bekymrede for situationen som Søren Brostrøm.
I hvert fald ikke endnu. Hospitalsindlæggelserne i Region Hovedstaden skal nemlig være 3-4 gange så høje som de er nu, for at der reelt kan være tale om et presset sundhedsvæsen, lyder det.
– Det er først der, hvor sengene er fyldte, og vi skal finde plads til flere, fortæller Thomas Benfield, som er professor og overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, til TV 2.
Samtidig forklarer han, at dem der nu bliver indlagt, ikke er lige så alvorligt syge som tidligere i pandemien. Dermed er der endnu ingen grund til bekymring, fortæller Thomas Benfield.
Han peger derimod på, at hospitalernes primære udfordring er, at det er svært at rekruttere sygeplejersker, ligesom flere sygeplejersker forlader faget.
Kristian Antonsen, direktør for Bispebjerg Hospital, kan også fortælle, at de indlagte er mindre syge end hidtil.
Hvor hver fjerde indlagte førhen havde brug for respirator, er dette tal i dag faldet til hver tiende.
Samtidig påpeger han, at hvis kapaciteten på hospitalerne på Amager, Bispebjerg, Frederiksberg og Hvidovre bliver presset, er andre hospitaler klar til at tilbyde sengepladser og derved lette noget af det pres.
I skrivende stund er der i alt 315 indlagte med coronavirus. Heraf er 39 indlagte på intensiv afdeling, mens 23 er i respirator. Det viser tal fra Statens Serum Institut.
Sundhedsstyrelsen har tidligere i et notat oplyst, at de danske sygehuse kan operere “næsten normalt”, når der er 300-450 indlagte med coronavirus.
Ved omkring 600 indlagte vurderer styrelsen, at “en del planlagt aktivitet” skal udskydes.
Stiger antallet af indlagte til 1000 vurderer Sundhedsstyrelsen, at “al planlagt aktivitet” skal udskydes.
Det danske sundhedsvæsen vil i en kort periode med spidsbelastning kunne håndtere 1600 coronaindlagte, vurderer styrelsen. Dette vil dog “få store konsekvenser for behandling af akutte og livstruende sygdomme”, lyder det.
Tidligere i år afdækkede Berlingske, hvordan sundhedsmyndighederne hidtil har overestimeret antallet af indlagte med op mod 25 procent.