Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
”Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret”.
Sådan lyder første sætning i Franz Kafkas roman Processen (1925), og den lyder som en fanfare for mange begivenheder siden da. Mennesker anholdes og retsforfølges uden at vide, hvad ulovligt de har gjort. ”Jo uskyldigere de er, des mere fortjener de at dø”, sagde forfatteren Bertolt Brecht om alle de anholdte og udrensede under Moskvaprocesserne i 1930erne. For tit drejer det sig ikke om individets selvforståelse af uskyld, men om at der skal eksekveres og findes syndebukke.
Justitsmord og symbolske udrensninger er en svøbe, som kan trænge ind i ethvert magtsystem og samfund. Retsstaten skulle være en beskyttelse af det, men nogle gange får magten og intrigen frit løb alligevel.
Det oplevede Lars Findsen, da han den 8. december 2021 pludselig anholdes efter at have købt tre pakker Matador Mix til børnene i Københavns Lufthavn. Af politiets aktionsstyrke. Her var spottet en samfundsfjende.
Lars Findsen var topembedsmand, tidligere departementschef i Forsvarsministeriet og tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) og daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Kommandør af Danneborgsordenen. Karrierejurist. Regensianer.
Alligevel arresteres han og indsættes i Hillerød arresthus, sammen med Anders, Adam, Mehmet og Brian, som sidder inde for kidnapning, ulovlig våbenbesiddelse, narko og med tatoveringer helt ud på fingrene. De ”står i lort til halsen”, som Findsen siger om sine medfanger, som han kommer rigtig godt ud af det med og spiser sammen med og fejrer juleaften og nytår med i cellerne. Det er som Fjodor Dostojevskis sibiriske oplevelser i Fra Dødens Hus, en uskyldig forfatter placeret midt mellem vanekriminelle. Det er også en oplevelse. Den har også gjort Lars Findsen rigere. Hans portrætter af medfangerne er varme og forstående. De var bare født under andre forhold end han selv.
Oplevelsen efter anholdelsen blev mere og mere surrealistisk, da Lars Findsen erfarede anklagen om spionage til fare for statens sikkerhed med straframme på 12 år. Den paragraf er en gang tidligere blevet brugt overfor Jörg Meyer for 40 år siden, som også sad isolationsfængslet lang tid, før han blev dømt og senere spion-udvekslet med DDR. Det er næsten den største ydmygelse. Jörg Meyer blev i det mindste en helt på venstrefløjen og hans bog Isolationsdigte blev bevis på systemets råddenskab. Men han var også en ægte spion classic.
Da straframmen er 12 år, kan PET derfor også anvende de mest indgribende efterforskningsredskaber: telefon- og rumaflytninger, ransagninger og sporingsudstyr på biler. Mens Lars Findsen sidder fængslet, kommer hans søn hjem fra skole og oplever huset ransaget af mange betjente, som slæber afsted med al elektronik og meget andet. Storspionen skulle afsløres.
Lars Findsen var ikke helt uforberedt på, at noget var i gære inden anholdelsen. I 2020 blev han og fire andre ledende medarbejdere hjemsendt fra FE, fordi Tilsynet med Efterretningstjenesterne fandt det tvivlsomt, hvad der foregik. Kilden var ”en eller flere whistleblowere”, altså anonyme tilkendegivelser (medarbejdere må det formodes), som gav oplysninger til Tilsynet. Findsen skriver lidt kryptisk, at ”flere kilder var aktive og plantede forkerte eller misvisende historier om tjenesten”. Man må da håbe og gå ud fra, at Tilsynet tjekkede kilderne, men whistleblower-ordninger bygger vel på, at der garanteres fuld anonymitet. Ellers har de i princippet ingen værd.
Jeg har altid syntes, at whistleblowere var et fundamentalt galt princip i et demokrati med grundlovssikret ytringsfrihed, for hvordan ved vi, om anonyme whistleblowere har grundlag for noget og ikke bare er en sur nabo eller russiske trolde. Lars Findsen citerer – udokumenteret – ministre og embedsmænd, bl.a. Barbara Bertelsen, fra hukommelsen, men han gør det i det mindste i eget navn. Og sætter sin troværdighed på prøve.
Efter Tilsynets hårde dom blev der nedsat en kommission, som pure frikendte Lars Findsen og de øvrige medarbejdere i FE, og han troede sig på vej tilbage på arbejde ved anholdelsen.
Men fik i stedet 71 dage i Hillerød arrest.
Tilbage står et næsten vanvittigt hændelsesforløb. Findsen er stadig sigtet og spændende bliver retssagen. Men hvordan Tilsynet med Efterretningstjenesterne og FE-Kommissionen, to offentlige udvalg, kan konkludere stik modsat om FE, er den store gåde.
Konklusionen må tilsyneladende være, at spiontjeneste er i forvejen en gråzone, hvor det ikke er så ligetil at vurdere, hvad der er ret og vrang. Så når der tales om ”landsforræderi” (sigtelsen), skal vi måske ud over juraens felt, og se mere på, hvem der forråder hvem og hvad.
Sagen bunder nok i et for os læsere og udenforstående i en sump af personfnidder på Christiansborg.
Findsens anfører selv en begyndelse med Mette Frederiksen, da hun blev statsminister i 2019. Hendes ambition var ”at tage magten fra embedsværket tilbage”, og med Findsens kommentar: ”En synsvinkel, der tilsyneladende byggede på mistro” og som ”at pege på problem, som ikke eksisterede”.
Findsen får Trine Bramsen som forsvarsminister og hendes citerede udtalelser virker som svar i øst, når der spørges i vest. De lever på hver deres planet. Så er der forholdet til Barbara Bertelsen, statsministeriets departementschef, som begyndte som fuldmægtig under Findsen i Justitsministeriet, senere kollega med som departementschef, og til sidst formelt underordnet som styrelseschef i FE. Findsen tegner billedet af en tøsefornærmet pige, som ikke tåler kritik. Da Findsen modsagde Bertelsen til et møde, hvor han manglede dokumentation, får han at vide, at ”Du skal ikke komme her og fremture”. En noget umage jargon, som også viste sig i Mink-sagen.
Men det er næsten en utænkelig tanke at sagen mod Findsen bygger på personlige modsætninger, som får lov at løbe løbsk. Tidligere professor i jura Eva Smith har offentliggjort den slags beskyldninger, som peger mod statsministeriets øverste embedsmand.
Vi må nok konkludere, at selv vores danske retsstat ikke er immun overfor en fundamental menneskelig trang til at søge syndebukke, og at magt frister og korrumperer selv det bedste – og ikke mindst det dårligste – menneske.
Der er en lille fejl i bogen (s. 55), nemlig omtalen af spionen ”Lenz”, en tidligere embedsmand i Udenrigsministeriet, hvor der står, at han som embedsmand blev løsladt på grund af at politiets manglende beviser. ”Lenz” blev ikke dømt på grund af sagens forældelse samtidigt med at rigsadvokat Henning Fode insisterede på, at han var skyldig, og ”Lenz” fik ingen erstatning for uberettiget anholdelse. Senere blev ”Lenz” ansat i EU, hvor landsforræderi i sagens natur ikke kan forekomme.
Lars Findsen, Spionchefen. Erindringer fra celle 18. I samarbejde med Mette Mayli Albæk, Politikens Forlag, 249 kr.