Ikke mange statsmænd kan begynde deres erindringer med som 23-årig elitesoldat at have stormet et kapret fly og være med til at dræbe to terrorister og overrumple to andre, kvindelige flykaprere. Men sådan begynder Benjamin Netanyahu sin just udkomne selvbiografi på 725 sider (Benjamin Netanyahu, Bibi. My Story, udkom i oktober 2022).

Et belgisk fly blev 8. maj 1972 bortført af fire terrorister fra Sorte September og landede i Israel, og blev efterfølgende stormet af 18 toptrænede soldater fra en elite-enhed, Sayeret Matkal, hvor to senere premierministre i Israel deltog med skarpladte våben klar til dræbe, udover Netanyahu, som blev såret af skud i skulderen, også Ehud Barak, som ledede aktionen.

Benjamin Netanyahu er den længst regerende premierminister i Israel, i alt 15 år, og nu efter valget i Israel kan han formodentligt se frem til endnu en periode. Hans erindringer bringer ikke kun hans syn på hans tid i politik, men også via familien et tilbageblik på Israels historie.

Hans erindringer har helte og skurke og mange midt imellem.

Heltene er hans familie, primært hans bror Jonathan, kaldet Yoni, som også var elitesoldat, og som blev dræbt ved aktionen i Entebbe i 1976, hvor israelske styrker landede i lufthavnen i Uganda om natten og succesrigt befriede 102 gidsler. Kun én commander mistede livet, nemlig Benjamins storebror. Erindringerne oversvømmer med lovord til broderen.

Portrætterne af hans far og farfar giver et indblik i jødisk historie. Faderen, Benzion Netanyahu, (1910-2012 – ja, han blev 102 år gammel), var professor i jødisk historie, mest i USA, født i Warszawa i 1910, kom i 1920 til Mandatområdet i Palæstina, hele livet en aktiv lobbyist for en jødisk stat. Men modsat Theoder Herzl gik han ikke ind for en socialistisk kibbutz-stat, men snarere for en vestlig, liberal statsform, den såkaldte revisionistiske eller praktiske zionisme. Farfaderen var en kendt rabbi, Nathan Mileikowsky (1879-1935), som også arbejdede aktivt for en jødisk stat, mest i USA. Begge fædrene var akademikere og intellektuelle, mens sønnerne blev kommando-soldater, men også senere med fine uddannelser i USA.

Netanyahu (Bibi) studerede i Boston i oktober 1973, da Yom Kippur-krigen begyndte med overraskelsesangrebet på Israel fra både Ægypten og Syrien. Bibi kørte i fuld hast til New Yorks lufthavn og sammen med rigtig mange israelske studerende forsøgte at komme med første fly til Israel for at komme hurtigst muligt hjem og deltage i krigen. Et hårdt presset Israel vendte på tre uger krigen til en sejr. Men det helt uventede angreb over Suez-kanalen og gennem Golan-højderne blev et politisk nederlag for Golda Meir og Arbejderpartiet, og Bibi blev fra da af ikke i tvivl om vigtigheden af at slå først ved forebyggende angreb (preemptive action), som lå til grund for 6-dages-krigens succes i 1967.

Benjamin Netanyahu gjorde hurtigt karriere, først ved ambassaden i Washington og senere som Israels FN-ambassadør og årene i Washington skabte stærke netværk, men mest af alt lærte han at kommunikere offentligt, deltog med succes i TV-debatter og med tro på argumenter og fakta.

Som FN-ambassadør er det ifølge erindringerne ham, som fik adgang til og offentliggjorde tidligere FN-generalsekretær Kurt Waldheims sagsmappe, som var arkiveret og hemmeligholdt omend kendt af insidere i FN-systemet. Han var også tidligt proaktiv for at russiske jøder kunne få lov til at emigrere til Israel, men som først rigtigt kom i gang efter kommunismens fald i 1990erne.

Hjemme i Israel blev han hurtigt højrefløjen Likuds foretrukne leder efter Begins og Shamirs tid og vandt valget i 1996 og blev premierminister 1996-99 og først igen i 2006 til 2021. I mellemtiden var han bl.a. finansminister og i erindringerne tager han meget kredit for Israels omdannelse fra socialistisk, statsstyret Kibbutz-stat til et moderne, markedsøkonomisk vækstsamfund. Han tager et opgør med fagforeninger, som bremser muligheden for vækst, Israel havde rekord i strejker ifølge Netanyahu, og han liberaliserer økonomien, gør valutaen sheklen flydende trods advarsler fra eksperter, men med succes.

I hvert fald forandrede Israel sig i Netanyahus ministertid siden 1900erne fra et traditionelt statsdirigistisk erhvervsliv til en højteknologisk moderne økonomi, der samtidigt har modtaget over en million russiske indvandrere og mange også senere.

Han politiske helte er Margaret Thatcher, som han citerer for følgende råd: Don´t read the press! Økonomen Milton Friedman var hans læremester i økonomi. Og Netanyahu krediterer sin egen økonomiske politik for, at Israel i 00’erne havde vækstrater over flere år på omkring 5%. To billeder i bogen af Tel Aviv fra henholdsvis 1990erne som en traditionel mellemstor by og i dag med masser af højhuse viser også en markant forskel.

Da Netanyahu engang blev spurgt, hvad de tre vigtigste ting er for en politiker, svarede han: Historie, historie og historie. Og det gælder ikke mindst Israel. Han nærer ingen tvivl om israelernes ret til at bebo staten Israel, den ret er bibelsk og går 4000 år tilbage. Hvad verdensoffentligheden kalder Vestbredden eller den besatte vestbred, kalder han Judæa og Samaria, og som Israel overtog i 1967 i en legitim forsvarskrig.

Han opfatter PLO og Hamas som terrorist-organisationer, som det ville være et selvholocaust for Israel under de nuværende omstændigheder at lade beherske en suveræn stat en spytklat fra Jerusalem og Tel-Aviv. Yassir Arafat kaldes ”godfather of modern terrorism” og “a showman and a notorious liar”. Mon ikke Netanyahu let kan føre sandhedsbevis for disse injurierende påstande?

Netanyahu benægter hele tiden, at land for fred er en realistisk mulighed, fordi de palæstinensiske organisationer hele tiden vil bekæmpe Israel uanset hvad. Han anfører, at den palæstinensiske talskvinde i 1990erne og aktiv i fredsprocessen, Hanan Ashrawi, i dag udtaler, at det palæstinensiske selvstyre er moralsk bankerot og et tyranni, som hun ikke mere vil være en del af. Det er ikke et spørgsmål om selvstyre og fred, men om demokrati og ordentlig regeringsførelse, ifølge Ashrawi.

Historie, historie, historie! Netanyahu afviser også, at den jødiske indvandring til Palæstina fra slutningen af 1800-tallet og især i begyndelsen af 1900-tallet før staten Israels oprettelse betød erobring og fordrivelse. Det var mestendels et øde og tyndt befolket landområde og citerer bl.a. Mark Twain, der i 1867 besøgte Palæstina og beskrev det som øde, goldt og uvejsomt. Opdyrkningen af landet med marker, plantager og fabrikker skyldes de jødiske bosættere, hævder Netanyahu.

Netanyahu hævder selv, at han argumenterer ud fra fakta og kendsgerninger, det lærte han som FN-ambassadør og i TV-debatterne i USA, mens hovedparten af den internationale presse er ”superspredere af myter” og argumenterer ud fra narrativer fremfor fakta. Mange internationale diplomater kender ikke til basale fakta om Mellemøsten og lever på myter og fortællinger, ifølge Netanyahu.

USA har altid været Israels tætteste allierede og forholdet til de amerikanske politikere og præsidenter er generelt godt. Ronald Reagan skrev i sin tid i sine erindringer, at den eneste statsleder, han ikke kunne håndtere og charmere med en joke, var Menachem Begin, som skældte USA´s præsident ud i det ovale kontor i Det Hvide Hus. Det var om Libanon-krigen i 1982, hvor Reagan var blevet oprørt over et foto af en pige, som havde fået skudt begge arme af i et israelsk bombardement af Beirut. Ifølge Netanyahu var billedet et falsum. Ikke uinteressant.

Netanyahu kom godt ud af det med Bill Clinton, selvom Clinton ret åbenlys støttede Arbejderpartiet i de israelske valg, men alligevel kunne arbejde pragmatisk med også en Likud-regering. Clinton var ikke ideologisk med skarpe meninger, men nåede langt med sin charme.

Sværere blev det med George W. Bush, hvis regering var fokuseret, i hvert fald verbalt, på en to-statsløsning. Sværest blev det med Barack Obama, som prioriterede Palæstina-spørgsmålet over Irans atomprogram. Og Netanyahu følte sig i øvrigt groft fornærmet af Obama ved deres første møde i det ovale kontor (de havde mødtes flere gange før), hvor Obama sammenlignede Israels premierminister med gutter fra Chicago, som han var vant til at håndtere.

Det vigtigste med årene for Netanyahu blev med årene at forhindre Irans mulighed for at udvikle en atombombe. Palæstinenserne blev efterhånden ingen reel sikkerhedsrisiko for staten Israels overlevelse, men modsat kan atombomber i en slyngelstat tendentielt udrydde det jødiske folk en gang til. Men i Obamas regeringstid blev Irans trussel nedprioriteret til fordel for en fredsproces omkring Israel. Netanyahu reagerer næsten furisk, kan man mærke mellem linjerne, på Obamas Cairo-tale, hvor denne næsten sidestillede og ækvivalerede palæstinensisk og israelsk vold. Sådan blev det i hvert fald forstået i Jerusalem. Desuden afviser Obama hele tiden en hårdere linje overfor Iran og vil ikke høre om et israelsk præventivt angreb på Irans atomfaciliteter. Netanyahu respekterer og svarer hele tiden, at venskabet med USA står højt, men vigtigste mål er at sikre statens Israels eksistens.

I et berømt BBC-interview fra 2018 blev Netanyahu spurgt af en britisk journalist, som første spørgsmål, hvad Israel vil gøre for at forhindre den iranske atomtrussel. Og Bibi svarede med et ord: Anything! Ingen omsvøb, ingen forklaringer, ingen undskyldninger. Alt vil Israel gøre for at undgå en trussel mod deres eksistens.

Lidt nemmere blev det med den næste præsident Trump med hensyn til Iran, hvor der var fodslag med Israel, men USA´s regering trods verbal Israel-venlighed insisterede hele tiden på det palæstinensiske spor og at Israel i almindelighed og Netanyahu i særdeleshed var en hindring for fred.

Det store gennembrud for Benjamin Netanyahu og måske hans vigtigste og mest fremadrettede indsats som premierminister blev fredsaftalerne med de arabiske lande Emiraterne og Bahrain i 2020 og senere Marokko og Sudan. Abraham Accords hedder aftalen, og er ikke rigtig omtalt i Danmark, men Netanyahu har hele tiden bestræbt sig på at sikre fred og sikkerhed uafhængigt af det palæstinensiske spørgsmål (modsat alle andre lande i verden) og det indfries ved at indgå aftaler separat med de flere arabiske og muslimske lande. Samtidigt er de økonomisk vigtige, Israel får adgang til flyrummet over Saudi-Arabien, hvor de før skulle ned gennem Det Røde Hav for at flyve til Indien og Østasien. Og Abraham Accords har også mange handelsmæssige perspektiver.

Alle erindringer er partsindlæg, men til gengæld altid fascinerende at læse, og med internettet tændt, kan rigtig meget hele tiden uddybes og delvist faktanuanceres via nettet. Trods megen modstand kan Netanyahu med Abraham Accords-aftalerne, som sikkert vil udvides i omfang de kommende år, ende med at blive den faktiske fredspolitiker for Israel, som er med til at sikre fred med naboerne – bortset fra Iran, som bliver den sidste alvorlige bid.