Med jævne mellemrum kan vi læse alarmerende overskrifter i dagspressen om Golfstrømmen, der snart lukker ned. Det vides jo, at den medvirker til at varme Nordeuropa op og er årsagen til, at f.eks. Norge har isfrie farvande året rundt og ikke alt for kolde vintre. Så når Golfstrømmen forsvinder, bliver det meget koldere her hos os.

Nu skal sådan en dårlig nyhed jo helst kædes sammen med klimaforandringerne som følge af de menneskeskabte udledninger af CO₂. Men de medfører jo en opvarmning og ikke en afkøling? Her fokuserer man så på situationen i Grønland, hvor indlandsisen jo vil smelte i stigende omfang som følge af den globale temperaturstigning. Smeltevandet løber ud i det nordlige Atlanterhav og vil her forstyrre cirkulationen af havvand og dermed forårsage nedlukningen af Golfstrømmen. Så vi kan roligt have dårlig samvittighed og se at komme videre med den grønne omstilling.

Forrest i denne kampagne finder vi et tysk institut: Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung (PIK), hvor man har studeret havstrømmene i årtier og med jævne mellemrum udsender nye videnskabelige artikler med alarmerende budskaber. Men også her i Danmark kan vi være med, i fjor udsendte to danske forskere fra Niels Bohr Instituttet en artikel, hvor man forudså, at Golfstrømmen ville lukke ned inden for de næste 30-40 år, og måske allerede så tidligt som i 2025.

Men hvad er det, der foregår? Først og fremmest skal det slås fast, at Golfstrømmen ikke er den korrekte betegnelse for de havstrømme, vi taler om her. Den er kun en mindre del af det system, som mere korrekt bliver betegnet Atlantic Meridional Overturning Circulation, AMOC, den atlantiske nord/syd-gående cirkulation. Den er vist på fig. 1.

Fig. 1: Hovedstrømmene i AMOC, rødt er varmt vand, blåt afkølet vand. Kilde: fair.org

AMOC tager udgangspunkt nede omkring Ækvator og bevæger sig nordpå langs Amerikas kyster. Herfra forgrener den sig mod sydøst i flere omgange, mens resten fortsætter nordpå, hvor mindre strømme når op langs Grønland, Vesteuropa og Skandinavien. Undervejs sker der en fordampning fra overfladens havvand, der derved får et forhøjet saltindhold, der forøger vægtfylden. På et tidspunkt bliver vandet så tungt, at det trænger ned gennem vandlagene og nede i dybet påbegynder det så tilbageturen mod Ækvator.

Der har været stor interesse for at måle på denne cirkulation, men frem til 2004 havde man kun få øjebliksmålinger fra skibe eller lignende. På nuværende tidspunkt har man fået nedsænket mere avancerede måleapparater, der kontinuerligt kan overvåge strømmene i større tværsnit af havet. Men stadigvæk har man kun et meget ufuldstændigt billede af, hvad der foregår. Som et kuriosum kan nævnes, at havstrømme måles i enheden Sverdrup, der svarer til 1 million kubikmeter pr. sekund.

Måleresultaterne viser udsving fra år til år, men der er ikke nogen langsigtet tendens, hvis man prøver at kombinere de få og spredte resultater. At AMOC svinger over årene er velkendt, det gælder jo for alle de store havstrømme i Verden. Derfor er en nedgang over få år således nok snarere et resultat af sådan en svingning end noget varigt – menneskeskabt – fænomen.

Klimaforskerne griber nu til modelberegninger i stedet. De bruger hertil nogle indirekte målinger, for at få nogle data for en længere tidsperiode. De to københavnske forskere valgte således at se på temperaturen af havoverfladen i et område sydvest for Grønland og på finurlig vis, med anvendelse af masser af matematik, nåede de frem til en sammenhæng mellem denne temperatur og AMOC. Og herefter kunne de bruge FN’s klimapanel IPCC’s klimamodeller til at forudse fremtiden for denne havtemperatur og dermed hvornår, AMOC ville lukke ned. Det kunne så allerede blive til næste år…

Lige her blev det en ekspert fra DMI lidt for broget, * han indvendte, at brugen af en tilfældig havtemperatur som målestok for en gigantisk havstrøm måske nok var lige lovligt ”frisk”.

Men det afholder ikke klimaforskningen fra at fortsætte. Den nyeste skræmmehistorie i dagspressen var baseret på forudsigelser om tilstrømningen af ferskvand fra afsmeltningen af Grønlands indlandsis. Her er vi ude i rene modelberegninger og man når frem til, at AMOC vil kollapse om ca. 1750 år. Der er således næppe nogen grund til at gå ud og købe nyt vintertøj lige nu, på den anden side advarer forskerne om, at deres beregninger måske er for optimistiske, og sammenbruddet kan indtræde længe før.

Vi har tidligere set på modelberegningerne, som klimaforskningen er meget glade for. Der er en hel industri af forskning, der stort set aldrig måler noget som helst men kun bruger computerne. Sådanne resultater vil jo 100% afhænge af, hvor godt modellerne afspejler virkeligheden, og her har de en meget begrænset succes.

Hvis vi vil vurdere situationen vedr. havstrømmene, er vi nødt til i stedet for at se på, hvordan klimaet egentligt fungerer. Solens stråler tilfører al den energi, der driver klimaet og holder jordklodens temperatur på et passende niveau. Størstedelen af energien fra solen bliver tilført i et bælte i troperne, hvor solen altid står højt på himlen om dagen. Det meste af strålingen bliver opsamlet i havet, ned til måske 100 meters dybde eller mere. Det medfører en voldsom lokal opvarmning, der derefter giver sig udslag i kraftig fordampning. Det varme vand og den varme luft vandrer derefter mod nord (en mindre del mod syd). To tredjedele af varmen transporteres i atmosfæren, mens resten flyttes af havet. Undervejs sker der yderligere fordampning fra havoverfladen. Varmen afgives gradvist til verdensrummet, og en stor del udstråles først i Arktis.

AMOC er Atlanterhavets del af denne transport, og det er primært de vest- og nordgående vinde der driver havstrømmen. Vindene er igen bl.a. forårsaget af Jordens rotation om sin egen akse. Havforskeren Alan Longhurst citerer en kollega:

Europæerne bør føle sig trygge, idet Golfstrømmens eksistens er en konsekvens af de store mønstre af vind over det nordlige Atlanterhav og bevægelser af luft og vand på en roterende planet. Den eneste måde, hvorpå man kan skabe en cirkulation i havet uden en Golfstrøm, er enten ved at slukke for vinden eller stoppe Jordens rotation – eller begge dele.

Selv med en kraftigere afsmeltning i Grønland kan AMOC grundlæggende ikke stoppes. Den kan ændre sig over tid, som den allerede gør, men det er et led i klimaets naturlige udsving. Og i øvrigt er afsmeltningen i Grønland ikke p.t. specielt faretruende, den er ikke ”accelererende”, som det ellers hævdes i medierne, men har ifølge Polar Portal de seneste 15 år holdt et konstant forholdsvis lavt niveau, som ingen betydning har for tilstandene i Atlanterhavet. Med den nuværende afsmeltning vil Grønland først være isfrit efter måske 12.000 år, og længe inden da har den næste istid helt sikkert ramt os. Så bliver der brug for vinterfrakken!