Menneskeheden har udledt store mængder CO2. Indholdet af CO2 i atmosfæren er stigende. Den globale temperatur er steget. Er der en sammenhæng mellem de tre – og hvilken?

I folks bevidsthed er hele klimasagen enkel nok. Vi mennesker har i de seneste 150 år afbrændt kul, olie og gas i stadig større mængder, og et af forbrændingsprodukterne er gasarten CO2, som så har hobet sig op i atmosfæren. CO2 virker som glasruderne i et drivhus, den tillader, at solens stråler kommer ned på jorden, mensden tilbageholder noget af den varme, som Jorden ellers lukker ud til verdensrummet. Derved varmes Jorden op.

Siden 1850 er den globale temperatur steget med ca. 1,1 grader celsius. Samtidigt er indholdet af CO2 i atmosfæren forøget med omkring 50 % fra 280 milliontedele, kaldet ppm (parts per million), til ca. 420 ppm.

CO2-indholdet i atmosfæren

Sammenhængen mellem vores årlige udledninger og stigningen i atmosfærens indhold er ikke helt så simpel, som man skulle tro. Det er faktisk kun omkring halvdelen af vores udslip, som vi efterfølgende finder i atmosfæren. Hvis alle vores udledninger forblev i atmosfæren, ville den årlige stigning være på 4 ppm.Men i realiteten finder vi kun ca. 2 ppm. Hvor bliver resten af?

Havet opsuger en del. Faktisk er der ca. 50 gange så meget CO2opløst i havvandet, som vi har i atmosfæren. Således betyder et par ppm i atmosfæren næsten ingenting i havet. Hertil kommer biosfæren, dvs. livet på landjorden og i havet. Den øgede mængde CO2 i luften har virket stærkt fremmende på den globale plantevækst. Satellitter – bl.a. NASA – har kunnet måle, at planeten bliver grønnere. Det samlede areal af blade er simpelthen vokset.

Så havet og planterne optager ca. halvdelen af vores årlige udledninger. I virkeligheden er kredsløbet meget mere kompliceret, fordi der årligt finder en kæmpe udveksling af CO2sted mellem atmosfæren, havet og planterne. Den er næsten 20 gange større end vores årlige udledning.

Men uanset hvad, så er den stigning, vi ser i atmosfærens CO2-indhold, givetvis en følge af vores udledninger.

CO2’s drivhuseffekt

CO2 har en drivhuseffekt, og mere CO2 vil give en kraftigere effekt, der igen fører til global opvarmning. Man frygter nu, at hvis vi fortsætter med at brænde kul, olie og gas af, så vil det drive den globale temperatur så meget i vejret, at det kan blive til fare for naturen og menneskeheden.

Nu kan CO2 på egen hånd imidlertid ikke forklare den temperaturstigning, vi har set de seneste 150 år, og den kan slet ikke føre til de katastrofale stigninger, som forudses i fremtiden.

Det er velkendt, at effekten af CO2 pr tilsat mængde aftager med et stigende totalindhold. Det er vist på fig. 1:

Man ser, hvordan de første 20 ppm giver en global temperaturstigning på 2,4 grader, de næste godt 0,5 grader og så videre nedefter. På nuværende tidspunkt – ved de 420 ppm, – giver hver ekstra 20 ppm kun en temperaturstigning på 0,05 grader.

Det forøgede CO2-indhold i atmosfæren siden 1850 ville direkte bevirke en temperaturstigning på ca. 0,6 grader. Aktuelt har man som nævnt målt en stigning på ca. 1,1 grad. Klimaforskningen taler om, at en forøgelse af luftens CO2-indhold til 560 ppm (det dobbelte af indholdet i 1850) kan føre til en stigning i den globale temperatur på op til 4-5 grader, hvilket man mener vil være katastrofalt. Men ifølge fig. 1 vil den ekstra CO2 kun bidrage med ca. 0,6 grader. Der er åbenlyst en uoverensstemmelse her.

IPCC’s sjette store rapport (AR6), der udkom i 2021-2022, lagde ud med den videnskabelige gennemgang af hele klimasagen. Her kan man på en af de allerførste sider finde illustrationen vist som fig. 2, der viser de forskellige faktorers bidrag til temperaturstigningen på de 1,1 grad siden 1850.

Det fremgår af figuren, at drivhusgasser i alt har bevirket en opvarmning på 1,5 grad C, men herfra skal trækkes effekten af alle de partikler (”aerosoler”), som vi har tilført atmosfæren, og som har en kølende effekt. Nettoresultatet er således de 1,1 grader, idet man ikke tillægger naturlige årsager, som f.eks. solens svingninger, nogen betydning.

Vanddampens rolle

Hvordan kan temperaturen stige mere, end CO2 m.v. kan bevirke? Her opererer klimavidenskaben med en teori om, at stigningen i CO2-indholdet ledsages af en forøgelse af vanddampmængden. Vanddamp er en meget stærkere virkende drivhusgas end CO2, og der er meget mere af den i luften. Det er vanddampen, der sikrer, at vi har en acceptabel temperatur her på Jorden. Teorien siger nu, at CO2 giver en temperaturstigning, og den medfører mere fordampning af vand fra havet, og dermed mere vanddamp i atmosfæren med tilhørende drivhuseffekt.

Men netop her når vi til en af de afgørende knaster i hele klimavidenskaben. Sammenhængen mellem CO2 og vanddamp er ikke særligt godt underbygget. Vanddampen forbliver ikke bare i atmosfæren, den fortættes til skyer, der reflekterer sollyset og har en kølende effekt. På et tidspunkt falder vandet ned som regn, og fjernes derved fra atmosfæren igen.

Klimaforskernes enorme computermodeller til forudsigelser om fremtidens klima har den store svaghed, at de ikke rigtigt kan simulere cirkulationen af vanddamp, skyer og regn. Her må forskerne lægge nogle generelle antagelser ind. Vælger man nu, at vanddampen skal virke forstærkende, ja så får man de alarmerende fremtidige temperaturer.

Det påstås, at der i klimavidenskaben er enighed – ”konsensus” – om, at vi står overfor en potentielt katastrofal opvarmning. Politikerne og medierne er hoppet med på vognen, og der ofres enorme summer på den grønne omstilling, hvor brugen af kul, olie og gas skal afløses af energikilder baseret på vind og sol. Det er en proces, som allerede er ved at medføre store vanskeligheder for samfundene, energien er blevet dyr, og der er opstået mangel på den.

Den påståede konsensus har som forudsætning, at vanddamp spiller en stor rolle. Men hvad nu hvis det ikke er tilfældet? Så er der måske slet ikke fare på færde – og dermed ikke noget behov for grøn omstilling.

Men hvordan forklarer vi den temperaturstigning, der har været indtil nu, hvis vanddampen rent faktisk ikke forstærker virkningen af CO2? Her er der flere bud på alternative mekanismer og mange af dem har variationerne i solens indstråling til at spille en større rolle, end IPCC giver udtryk for (jfr. fig. 2).

Men mere herom en anden gang.