Klimaforskningen og IPCC har besluttet, at det udelukkende er drivhusgasserne, der styrer Jordens temperatur.

Hvis det er tilfældet – hvad så med fortiden, før vi mennesker begyndte vores forbrug af fossile brændstoffer i stor skala?

I den forrige artikel om klimaet så vi, hvordan klimaforskningen og IPCC har besluttet, at det udelukkende er drivhusgasserne, der styrer Jordens temperatur, og vanddampen forstærker effekten af den CO2, vi lukker ud. Hvis vi derfor fortsætter med at brænde kul, olie og gas af, vil klodens temperatur stige til katastrofale højder.

Imidlertid giver det anledning til et temmelig indlysende spørgsmål. Hvis det udelukkende er CO2, der styrer klimaet, hvad så med fortiden, før vi mennesker begyndte vores forbrug af fossile brændstoffer i stor skala? Fra ophøret af sidste istid og frem til ca. 1850 var CO2-indholdet i atmosfæren nogenlunde konstant, det lå omkring 280 ppm. Og alligevel havde vi varme perioder f.eks. i vikingetiden, hvor man jo kunne dyrke korn i Grønland og vin i England. Nogle mener, at temperaturen den gang var på niveau med den nuværende. Varmeperioden blev nogle hundrede år senere efterfulgt af den såkaldte Lille Istid, hvor det var bitterligt koldt, Themsen frøs til og svenskekongen gik over isen på bælterne fra Fyn til Sjælland med sin hær og belejrede efterfølgende København.

Tidligere i menneskehedens historie havde man også klimaforandringer, varme og kulde, tørke og oversvømmelser. Hvad styrede her, hvis det ikke var drivhusgasserne med CO2 i spidsen?

Klimaforskningen har forsøgt sig med nye rekonstruktioner af fortidens temperaturer, hvor man prøver at bagatellisere temperaturudsvingene tilbage i tiden. I rekonstruktionerne er alle udsvingene næsten glattet helt ud, og man får en jævn linje næsten fra sidste istids ophør og frem til 1850, hvor temperaturen så begynder at stige stejlt – i takt med vores CO2-udledninger.

Den første af disse kurver kom i 1998/99, den gik 1000 år tilbage i tiden og fik tilnavnet ”hockeystaven”, hvor skaftet er den lange periode, hvor temperaturen næsten ikke ændrer sig, mens ”bladet” så er den stejle stigning i nutidens temperaturer. Hockeystaven er siden blevet forlænget bagud i tid, helt tilbage til slutningen af den seneste istid, og stort set alle temperaturvariationer undervejs er reduceret til næsten ingenting.

Klimaforskningen har imidlertid også forsøgt at kigge på CO2-indholdet i atmosfæren og temperaturerne langt tilbage i tiden, op til 600 millioner år. Her bliver det noget sværere, fordi begge dele har svinget voldsomt (for 500 millioner år siden var CO2-indholdet 10-15 gange højere end i dag) og helt uafhængigt af hinanden.

Mere traditionel forskning har peget på en række faktorer, der også har indflydelse på Jordens klima. Jordens bane omkring solen ændrer sig over tid, og hældningen af Jorden i forhold til banen svinger også i en lang cyklus. Disse fænomener er kendt som Milankovitch-cyklusserne og er bl.a. brugt til at forklare, hvorfor Jorden i længere perioder befinder sig i en dybfryser i form af en istid og ind imellem har mere behagelige temperaturer i mellemistiderne. Over den seneste million år har Jorden skiftet fra den ene tilstand til den anden 10 gange.

Hertil kommer variationerne i solens indstråling, solen selv har perioder med megen aktivitet, og perioder, hvor den er mere passiv. De to tilstande kan bl.a. følges ved at se på antallet af solpletter, en aktiv sol har flere pletter, hvorimod den passive sol har færre eller slet ingen. Disse variationer følger også forskellige cyklusser.

Mange af fortidens klimaforandringer kan kædes sammen med disse begivenheder, f.eks. faldt nogle af de allerkoldeste perioder under Den Lille Istid sammen med en meget lav solaktivitet, blottet for solpletter.

Den CO2-fikserede klimaforskning afviser imidlertid disse sammenhænge og argumentet er, at variationerne i solens indstråling er meget små. De kan ikke på egen hånd forklare de temperaturvariationer, der har været, og kan slet ikke give noget bidrag af betydning til den nuværende temperaturstigning, der ifølge forskningen er helt ”uden fortilfælde”.

Det er også korrekt, at variationerne i solens indstråling ikke kan forklare de temperaturændringer, vi ser. Men igen er der mekanismer i Jordens klima, der kan forstærke sådan en effekt.

Skydannelsen fremmes af den kosmiske stråling, der rammer Jorden fra det fjerne verdensrum. Her har den danske forsker Henrik Svensmark påvist, at solens magnetfelt skærmer Jorden fra en del af denne stråling. En aktiv sol har et kraftigere magnetfelt og afskærer derfor en større andel af den kosmiske stråling. Når mindre kosmisk stråling rammer Jordens atmosfære, bliver der færre skyer og dermed bliver en mindre del af solens stråler bortreflekteret og når i stedet ned til jorden eller havet og bevirker en opvarmning. Her ser vi en mekanisme, hvorved ændringer i solens aktivitet forstærkes og fører til kraftigere ændringer i Jordens temperatur. Der skal i princippet kun få procents ændring i skydækket til for at kunne forklare den opvarmning, vi har set siden 1850. Og i den mellemliggende periode har solen haft en af sine mere aktive faser.

Henrik Svensmark hævder ikke, at variationen i solens stråling forklarer hele den nuværende opvarmning. CO2 har også spillet en rolle, men den er langt fra enerådende, og sandsynligheden for, at opvarmningen udvikler sig til noget katastrofalt, er tilsvarende mindre.

Teorierne om solens indflydelse har mødt indædt modstand fra den CO2-fikserede klimavidenskab, men efterhånden har Svensmark dokumenteret hele sin kæde af mekanismer, bl.a. ved laboratorieforsøg og på basis af satellitmålinger.

Hvis man kan acceptere Svensmark og ligesindedes tanker, bliver det også lettere at forstå fortidens klimaforandringer. De har været der, de har været betydelige og har ført til civilisationers opblomstring og fald gennem historien.

Hockeystavene for temperaturen er for længst blevet draget alvorligt i tvivl. De er fremkommet ud fra en masse målinger f.eks. af iskerner, træers årringe, koraller, aflejringer af mudder osv. De statistiske metoder, der er anvendt til at nå frem til de endelige kurver, er blevet voldsomt kritiseret og med rette. Noget tyder på, at det ønskede slutresultat i flere tilfælde har vejet tungere end hensynet til sund statistisk praksis.

Jordens klima er, udover solen, præget af de store svingninger, der over mange år ændrer på f.eks. havstrømmene og de fremherskende vinde. Disse fænomener kan have en cyklustid på op til 60 år eller mere og spiller også en rolle i forbindelse med ændringerne i den globale temperatur, som vi her i nutiden måler så omhyggeligt ved hjælp af tusindvis af daglige målinger. Hvor troværdige de målinger så rent faktisk er, er et helt andet kapitel.

Konklusionen er alt i alt, at det er hævet over enhver tvivl, at naturlige klimavariationer altid har spillet en rolle og stadigvæk gør det den dag i dag. Solen, ændringerne i Jordens kredsløb og andre faktorer som f.eks. de store svingninger over havene har hver deres rolle at spille – ved siden af drivhusgasserne.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?