Mange i dag kender ikke Peter Rindal. Men i 1960erne blev han på kort tid landskendt og blev nærmest et fænomen, og for mange et hadsymbol og for andre en helt. Men det er ikke så meget personen, som er interessant, men snarere det oprør som han forløser.

For Peter Rindals eget liv var beskedent. Født i 1923 og død i 2009, ingen særlig uddannelse, arbejdede som lagerforvalter i forskellige sammenhænge. Han skrev ingen bøger og fik ingen børn, men var trofast gift med Lilly i 48 år.

I 1965 startede Rindal et oprør, da han spontant begyndte at samle underskrifter ind på sin arbejdsplads Kolding Hørfabrik mod Statens Kunstfond, der ville give flere kunstnere livsvarige ydelser. Protesten gjaldt, at kunsten og kunstnere skulle statsstøttes, og på mange fabrikker i Jylland blev der samlet underskrifter.

Med til historien hører, at midt-tresserne var præget af et voldsomt provokerende kulturliv, der elskede at rive op i traditionen og provokere almindelige mennesker. Så Rindal blev eksponent for et kultursammenstød mellem eliten og folket, byen og provinsen, kunstens bohemetilværelse og arbejderes daglige hårde slid.

Det er om denne Peter Rindal, at Alex Ahrendtsen, til dagligt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, har skrevet en lang biografi, som just udkom på hans 100-års dag den 19. januar (Rindal. Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten, Forlaget Grønningen 1, 336 sider). Ahrendtsen har fået adgang til alle Rindals papirer og breve, som han arkiverede, og uden disse arkivalier kunne bogen næppe være skrevet. Det er et stort og imponerende arbejde, og tiltrængt med et fokus på rindalismens ophavsmand.

Emnet er ikke kun historisk, men har nutidsrelevans, fordi det symboliserer en generel konflikt, som vist løber gennem de fleste samfund. Og Peter Rindal er ikke blevet glemt. For nylig erklærede Henrik Dahl sig frejdigt for rindalist (se min anmeldelse af Dahls bog her https://indblik.dk/den-intellektuelle-rindalist-henrik-dahls-nye-bog/ ). Henrik Dahl udtrykker stor sympati med denne velfærdsstatens dissident, der forløste så mange protester. Og opfordrede ligefrem til, at ”det ufuldendte oprør fra 1960’erne og 1970’erne bør fuldendes”.

Så også derfor relevant at få en egentlig biografi om Peter Rindal, den tredje isme-mand i danmarkshistorien.

Vigtigt i bogen og vigtigt at understrege er, at Peter Rindal ikke havde noget imod, at der blev malet abstrakt kunst. Det er en myte, som blev skabt om ham, at han ville forbyde moderne kunst. Det forholdt sig stik modsat. Det var tvangen, han var imod. Og den tvang som kom til udtryk ved at der blev brugt statskroner på kunst og kunstlegater. Sammenligninger med nazismens udfald mod afartet (entartet) kunst, som medierne og kulturpersonerne gerne sovsede rundt i, var åbenlyst grundløse. Ensretningen sker med Statens Kunstfond, hvor ved staten bestemmer over, hvad der skal være god og dårlig kunst.

Det gjaldt for Rindal om at løsrive kunsten fra statens regi og lade den virke på markedets vilkår. Kan kunstnere ikke leve af deres kunst, må de finde en anden geschjæft, og det var for Rindal et fælles vilkår for alle borgere i Danmark. Kunstfonden ophævede markedsmekanismen.

Men samtidigt undlod Rindal sjældent at gøre opmærksom på, at han ikke brød sig om abstrakt, non-figurativ kunst. Og det er da nok kombinationen, som gjorde ham populær. I årene efter 1965 turnerede han rundt i Danmark til debataftner og foredrag og lysbilledshow og virkede utrættelig med at advokere for sine synspunkter. Jeg har altid undret mig over, at moderne kunst eller modernismen i omtrent 100 år har sat sig så kraftigt igennem, at det var og er umuligt at indtage en kritisk position overfor det kulturelt moderne. Den store ensretning af de kunstneriske sjæle sker med modernismen.

Siden antikken var skønhed en norm for kunsten, også ofte en lighed med verden, og det beundrer vi på alverdens kunstmuseer. Men pludselig, og mest eksalteret i 1960erne, skal kunst være happenings, hesteslagtning og klatmaleri, så moderne kunst mere bliver et spørgsmål om at gide end at kunne.

Rindal havde flere sammenstød og debatter med kulturminister Hans Sølvhøj, for de to kom til at symbolisere modpolerne: lagerforvalteren fra Kolding med sparsom skolegang overfor den velklædte og noble, universitetsuddannede kulturminister med den pæne stemme.

Peter Rindal var oprindelig ikke partipolitisk engageret. Han stemte på partiet De Uafhængige (hvis historie også burde nyskrives), fordi partiet som det eneste var imod Statens Kunstfond. Senere blev han medlem og sympatisør med Fremskridtspartiet og var i mange år Fremskridtspartiets repræsentant i Statens Kunstfond.

Rindal havde et lidt had-kærlighedsforhold til Mogens Glistrup. Allerede i 1965 telegraferede den unge advokat Glistrup til Rindal om, at han burde starte et politisk parti. Det havde han ingen planer om. Ahrendtsen gengiver så et langt brev som Rindal skrev til Mogens Glistrup i 1990, hvor Rindal med sin sunde sans og gode dømmekraft prøver at tale Glistrup til fornuft med sin stadig mere rablende retorik. Men Rindal modtog selv en dom for racisme i 2003, så han kunne også selv gå over stregen.

Nyt for mig i Alex Ahrendtsens bog er de mange socialdemokratiske sympati-tilkendegivelser, som Peter Rindal modtog, også fra S-politikere. Alle folketingets partier kom i strid med mange af deres kernevælgere på grund af Rindals protest. Og jeg kan næsten heller ikke forestille mig en mere ren og god og fuldblodet demokratisk protest end underskriftsindsamlingerne mod Statens Kunstfond i 1965.

Jeg er selv citeret og takket i bogen, fordi jeg skrev en kronik i Berlingske om ”Min helt Peter Rindal” i 1997, og det gav anledning til en korrespondance med manden, som jeg ikke kan huske. Men nu kan jeg erfare, at Peter Rindal kopierede min kronik og runddelte den til medlemmerne af Statens Kunstfond og flere folketingsmedlemmer. Det er dejligt at vide. Og at jeg nåede at være med til at give ham en lille smule oprejsning efter et langt liv mest at være mødt med forhånelser, skældsord og arrogance.