Mange vælgere er i vildrede om, hvem de skal stemme på 9. juni. Vælgerne kender ikke kandidaterne, og EU-stof er ikke mediernes mest populære stofområde mellem valgkampene. Indblik påtager sig selvfølgelig, som langt de fleste andre medier, opgaven med at klæde læserne på med kort varsel.

Kandidattesten.

Det letteste for medierne ville være at bede læserne bruge kandidattesten. Den vil ofte give vælgeren kandidatforslag, som de aldrig har hørt om. De fleste vil synes, at det er eksotisk interessant at vide, at der i en anden del af landet er opstillet en ukendt person, som svarer nogenlunde det samme som én selv – på en række EU-spørgsmål. Mange vil tænke over om det er vigtigt, at den pågældende har erfaring og gennemslagskraft til at sætte sin vilje og sine holdninger igennem i internationale fora.

Endelig vil de, som kun sjældent beskæftiger sig med EU, nok tænke, at de gerne vil have lidt overordnet information om, hvad der taler henholdsvis for og imod nogle af de store spørgsmål i international politik. Det er en rigtig god idé, at tale med kolleger, familie og venner. Og dertil følge godt med i mediernes behandling af EU stoffet frem mod 9. Juni.

Partipolitisk farveblinde.

Indblik leverer en del holdningsbestemt indhold, men denne artikel tilstræber at være partipolitisk farveblind. Hvis man selv holder meget af f.eks. Venstre eller Konservative, så vil det formentlig være en pine at lytte til Enhedslisten. Og pinen er sikkert gengældt – men det er ikke pointen i denne artikel. Pointen er at gøre sig klart, hvor man selv står, i forhold til nogle af de overordnede spørgsmål i international politik. Og derefter vægte hvilke synspunkter man vil lægge vægt på, når man skal vælge kandidat.

De store spørgsmål starter med, om vi vil med briterne ud af døren?

Skal vi ligesom England melde os ud af EU? Hvis man mener det, så er valget blevet noget lettere end tidligere, for der er kun et modstanderparti tilbage. DFs spidskandidat Anders Vistisen er aggressivt placeret som vejen ud af kløerne på EU. Messerschmidt er gået meget vidt i at lægge afstand til enhver EU-indsats for at stække Rusland, og taget i betragtning hvor demokratisk ustabil Trump er, må det siges at være forholdsvis naivt, at satse hele butikken på USA i den kommende valgperiode. Vistisen er valget, hvis man som dansker vil følge i hælene på briterne.

Konstruktivt arbejde

Hvis man mener, at vi skal arbejde på at gøre EU bedre, så er der langt flere overvejelser, fordi partierne naturligvis ikke enige om, hvad der gør EU stærkere og bedre.

Skal EU have flere ressourcer og mere gennemslagskraft i forhold til:

• Bevogtningen af EUs ydre grænser, og den fælles sagsbehandling af folk, der gerne vil have adgang til at arbejde og leve i EU.
• Beskyttelse af miljø og klima.
• Reguleringen af Indre Marked og erhvervspolitik generelt
• Er der områder som EU ikke bør beskæftige sig med, og er der tilsvarende områder hvor EU har sovet i timen, og straks bør tage sig sammen for at løse fælles udfordringer med eks. grænseoverskridende kriminalitet og tilsvarende?
• Bør vi fremskynde optagelsen af nye medlemslande, og er der nogle som vi ikke tør fortsætte dialogen med, fordi det vil provokere Rusland; som eks Georgien og Ukraine?

Glidende overgang.

Helt overordnet kan partierne bortset fra DF, inddeles i 2 hovedgrupper med glidende overgang.

1. De EU-begejstrede og entusiastiske.
2. De som kun ønsker EU styrket på begrænsede kerneområder som ex. handel, miljø, klimabeskyttelse og ydre grænser.

De mest entusiastiske.

Radikale er formentlig det mest EU-entusiastiske politiske parti i Danmark, skarpt forfulgt af Moderaterne og Venstre – der tilsammen udgør et valgforbund, som søger ind i den liberale gruppe. Disse placeringer er ofte båret af engagerede enkeltpersoner. Hos Radikale er den tidligere partiformand, Margrethe Vestager nok den mest kendte af de mange ildsjæle hos Radikale. Venstre har historisk været dybt involveret i EU, via et stort engagement i landbrug og fiskeri – og via en dybfølt tro på projektet. Her er det Henning Christoffersen, Uffe Ellemann-Jensen og spidskandandidaten Morten Lykkegaard som har tegnet EU-politikken.

Moderaterne med den tidl. statsminister udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, har betydelig faglighed. Men også valget af Europabevægelsens tidligere formand Stine Bosse som spidskandidat har sendt et signal om, at partiet går all in. Bosse kom for skade at sige, at vi sagtens kunne handle 7000 indvandrere som en solidarisk fordelingsnøgle mellem landene ville kræve. Det var mere end partiet kunne holde til, og spidskandidaten måtte spise sine egne ord.

Entusiasterne kan sagtens se fordelene i at have en fælles Europæisk militær indsatsstyrke, og dansk deltagelse i Euroen. Entusiasterne er blevet styrket, nu hvor det står klart, at ulovlig indvandring og økonomisk vækst betaler prisen for det Brexit, som De Britiske Konservative er hovedansvarlige for – samtidig med at USA i stigende grad fremstår som en usikker samarbejdspartner.

De som vil styrke EU, men samtidig skære til og udleve et gammelt konservativt slogan

Hovedparten af de danske partier ønsker EU styrket, samtidig med at det irriterer dem, at EU konstant provokerer nationalstaterne med tiltag på samfundsområder, der ligger fint hos medlemsstaterne. Og der ud over frygter særlig de borgerlige, at EU-bureaukratiet vokser.

Skat er et godt eksempel på et område, som de fleste EU-medlemslande gerne vil “kontrollere hjemme”. Men mulighederne for skatteunddragelse ved at flytte overskuddet rundt mellem landene betyder, at fælles skattekontrol alligevel er populært.

Magtpartierne opfatter det som fornuft at deltage helhjertet i optimering af Det Indre Marked, beskyttelse af biodiversitet, havmiljø og klima. Der er også bred enighed om vigtigheden af ,at samarbejde om at beskytte EUs ydre grænse – og gerne med asylbehandling udenfor den ydre grænse.

Da jeg var Parlamentsmedlem i firserne, lød det konservative slogan; “Vi siger Ja til EU, men ikke haleluja”. Det er skægt at tænke tilbage på, at de britiske konservative til en fest, kaldte Claus Toksvig og jeg for “de fodslæbende tilhængere.”

Magtpartierne har altså et dobbelt budskab, fordi de ønsker EUs ressourcer koncentreret på færre områder.

Koncentration på færre områder.

En lille rejse fra venstre til højre, illustrerer partiernes tankegang.

Enhedslisten har foretaget en fundamental kovending, og valgt at påvirke EU i en positiv retning, istedet for at bekæmpe medlemskabet. Den nordjyske spidskandidat Per Clausen profilerer partiet, ved at kæmpe for bedre transeuropæiske togforbindelser. Det er jo en konstruktiv målsætning, om at skabe mere klima- og miljørigtige rejsemuligheder for borgerne. Interrail var ekstremt populært blandt unge tilbage i halvfjerdserne, og på mange måder er tankegangen tæt på ønsket om udbygning af det det europæiske energinet. Hvis vi skal have glæde af vindkraften fra Danmark og solenergien fra Spanien, så forudsætter det, at vi kan dele energien effektivt uden energitab. Sådan er det også med togdrift. Begge dele forudsætter et effektivt net. Der skal være driftsikre nattog, som gør det muligt for finner, svenskere og nordmænd at vågne veludhvilede på Gare du Nord næste morgen – uden for mange udfordringer med billetsystemer og grænsekontrol mm. Mest sindsygt forekommer det at være, når den besværlige og langsommelige togtransport med det lave klimaaftryk er dyrere end fly. Hvis der er en modstand her, så vil det sikkert være en national irritation over, at EU blander sig i nationalstaternes trafikpolitiske prioriteringer. Men konklusionen er, at Enhedslisten kæmper for at gøre EU bedre, i stedet for at kaste grus i maskinen.

SF har en lang tradition for arbejdet i Parlamentet med Margrethe Auken i spidsen og stafetten til generationsskiftet er effektivt gennemført med Kia Marie Peter-Hansen, som har passet opgaven siden 2019. Fokus er på grøn omstilling, og det har været engageret og kompetent. SF har selvsagt lønmodtagerrettigheder i blodbanen, men den danske model konflikter med EUs ønsker om at regulere arbejdsmarkedet. Løndannelse – herunder mindsteløn, er overladt til arbejdsmarkedets parter. Her er vi anderledes skruet sammen, end de fleste andre lande i verden. Den danske Model.

Siden de vilde dage hvor Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Helle Degn og Birthe Weiss var modstandere af Kraghs EF-projekt, har Socialdemokraterne arbejdet konstruktivt for at styrke EU. Jeg kan ikke tro, at nogen tænker statsministerens jobambitioner ind i den overvældende interesse for fællesskaberne, som aktuelt er til stede. Men opbakningen til spidskandidaten Christel Schaldemose er stor – og Mette tager det hensyn, at hun lader en masse andre S-koryfæer optræde på plakaterne sammen med Christel. Under alle omstændigheder er magtpartiet dybt engageret, men har selvsagt ikke den samme interesse i at lade EU presse den forslæbende danske miljø- og klimaindsats op i tempo, som SF, Radikale og Enhedslisten har.

Så er der Konservative med et stærkt team i spidsen; Spidskandidaten Niels Flemming Hansen vil have fokus på erhvervspolitikken, den ydre grænse og så på optagelsen af de nye medlemslande. Niels Flemming er allerede i tæt samarbejde med Von der Leyen, og forfægter det hårde synspunkt, at Ukraine skal opfylde optagelseskriterierne fuldstændig – som de øvrige ansøgerlande. Konservative vil med Mona Juul som formand, komme til at fylde stadig mere på miljø – og klimaområdet.

Som the raisin in the hotdog end, runder Henrik Dahl dette brede felt af ja-partier af, med ønsket om mindre bureaukrati og mere fokus. Henrik har en stor erfaring og en betydelig ro, selv om han ikke har Vanopslaghs charme. LA og ikke mindst Alex har fortsat “tur i den”, og selv om det er på mode både i KU og LA at være super EU-kritisk, så har LA valgt at knytte sig til den store kristdemokratiske/konservative gruppe. Det må tages som et signal om, at LA tænker magtpolitisk, og nu vil vise, at man er regeringsparat. Hvis man som vælger ønsker en blå regering, så er det et godt signal at Alex holder fast i Inger Støjberg på trods af de betydelige politiske forskelle, og samtidig lægger sig tæt op af Konservative i Parlamentets største gruppe. Det tegner konstruktivt, men man skal ikke glemme, at EU-entusiasmen er udfordret blandt de unge hos både konservative og LA.

God valgdag 9. Juni, og giv lyd til redaktionen, hvis der er temaer og vinkler som i ønsker belyst inden I står bag gardinet.