Medierne tog straks fat i historien, der blev spredt vidt og bredt.

En direktør for Copernicus, Carlo Buontempo, udtalte, at der den 21. juli blev sat en ny rekord for den globale middeltemperatur. Han fortsatte:

Vi er nu for alvor ude i farvande, der ikke er kortlagt og da klimaet fortsætter med at blive varmere, er det givet, at vi vil se nye rekorder slået i de kommende måneder og år.

Fig. 1: Temperaturkurver fra Copernicus, en kurve for hvert år fra 1940 til 2024 (rød)

Dagen efter blev det endnu værre, her kunne Copernicus fortælle os, at temperaturen var nået helt op på 17,16 grader (jfr. fig. 1), dvs. rekorden fra i fjor var slået med hele 0,08 grader! Buontempo kom på banen igen:

Nu har vi en ny rekord, og den er tilstrækkeligt stor til, at vi har grund til at fastslå, at sidste års rekord hermed er slået.

Chefen for Nationalt Center for Klimaforskning, DMI, Adrian Lema holdt sig heller ikke tilbage, her i en udtalelse til DR:

 Det, der gibber i mig, er, at de her meget høje temperaturer kan give vejrekstremer verden over. Hedebølger, skybrud, oversvømmelser og tørker. Så jeg bliver selvfølgelig nervøs for, hvad det her kan bringe med sig, siger Adrian Lema.

Sammenkædningen med ekstremvejr er blevet meget populær i klimakredse. Den højere globale temperatur skulle medføre flere orkaner, voldsommere skybrud, mere tørke og flere naturbrande. Det er budskaber, der er lette at forstå og derfor er meget velegnede til f.eks. at mobilisere aktivister og overbevise politikere. Imidlertid viser al statistik, at der ikke er nogen ændring i styrken eller hyppigheden af tilfældene af ekstremvejr. År for år bliver forskellige egne af Jorden ramt, men der er ikke nogen udvikling, hverken i den ene eller den anden retning.

Det bemærkelsesværdige ved de nye temperaturrekorder er den fantastiske præcision, med hvilken den globale gennemsnitstemperatur åbenbart kan måles. Som vi tidligere har været inde på, er en global temperatur en svær (læs: Umulig) størrelse at håndtere i praksis. Det er jo noget med gennemsnittet af alle temperaturer målt rundt omkring på Jorden, fra toppen af Mount Everest, bunden af Death Valley, Stillehavet ved Ækvator, regnskoven i Congo, toppen af indlandsisen i Antarktis osv. Temperaturerne må skulle vægtes på én eller anden måde, så man fastlægger hvor stort et areal, hver måling skal repræsentere. Og hertil kommer de utallige målestationer i bebyggede omgivelser, hvor man døjer med forhøjede temperaturer pga. byvarmen.

Copernicus kommer udenom nogle af disse vanskeligheder ved at basere sig på satellitmålinger, men også her er der mange kilder til usikkerheder, og hele Jorden bliver ikke dækket helt ensartet. At påstå, at man kan se forskel på 17,08 og 17,09 grader er således uvederhæftigt. Derfor var Buontempo også glad for det ekstra nøk, som temperaturen fik dagen efter, hvorved forskellen nåede op på 0,08 grader. Men det er stadigvæk meget lidt.

Nu har vi talt meget om målinger, men Copernicus’ tal er slet ikke rene måleresultater. De bruger computermodeller til at behandle data og udfylde hullerne i måleserierne. Det er de samme modeller, som man bruger til at forudsige vejr og klima, men her bliver de sat til at regne på den nærmeste fortid. Hermed er vi tilbage ved klimaforskningens generelle udfordring, tallene er et resultat af de forudsætninger, som forskerne har lagt ind i deres modeller og har dermed ikke nødvendigvis så meget med realiteterne at gøre.

Men hvorfor blev de dage så ”gloende” varme? Fig. 2 viser fordelingen af temperaturafvigelser d. 23. juli over hele kloden, og man bemærker, at det generelt ikke ser voldsomt ud, hverken i den ene eller den anden retning. Men Antarktis stikker ud. Her er temperaturen over store dele af kontinentet omkring 8 grader celsius højere end gennemsnittet for de samme dage i perioden 1991-2020. Det lyder jo voldsomt, indtil man kommer i tanke om, at det er vinter i Antarktis og temperaturerne typisk ligger nede omkring minus 50 grader. I 2023, der jo ellers globalt var et ”varmt” år, var vinteren i Antarktis ekstremt kold, man var nede omkring minus 70-80 grader, hvilket i øvrigt gav de udstationerede forskere problemer, da deres flyvemaskiner ikke kan komme i luften ved så lave temperaturer (hydraulikken svigter og brændstoffet bliver til gele).

Fig. 2: Fordelingen af den globale temperaturafvigelse på den varmeste dag, 23. juli, sammenholdt med gennemsnittet for 1991-2020.

De varme dage i juli er således et resultat af et midlertidigt vejrfænomen over Antarktis og er ikke noget udslag af en global opvarmning generelt. Man skal huske på, at vi aldrig før har mobiliseret så mange kræfter til at måle og computer-beregne temperaturen, så vi kan slet ikke sammenligne med temperaturerne tilbage i f.eks. 1930-erne, der også var en varm tid. Det hele er en storm i et glas vand, men det er jo heller ikke det, det handler om. Adrian Lema:

– Der er ingen tvivl om at kogepladen er brændende varm lige nu, og vi skal bestemt til at flytte hænderne, hvis det ikke skal fortsætte. …  Generelt stiger temperaturen på grund af den menneskeskabte globale opvarmning, og selv hvis vi får nogle naturligt køligere La Niña år, går tendensen fortsat op ad. Det skal vendes, og det er vigtigere end nogensinde før, at verden handler nu.

Lema taler her varmt for den grønne omstilling. Vi skal have nedbragt forbruget af fossile brændstoffer, dvs. kul, olie og gas, hurtigst muligt for derved at reducere udledningerne af CO₂ til atmosfæren. Men det kan i praksis ikke lade sig gøre, og en hurtig udfasning ville medføre et totalt sammenbrud af vores økonomi og samfundsorden. Derfor tjener det ikke noget fornuftigt formål at forsøge at skræmme folk med en rekord på 17,16 grader.