Klimarådet har netop udsendt sin seneste rapport i rækken af værker, hvor man følger op på de danske klimamål og de tiltag, der fra politisk side vedtages for at opfylde målene. Hidtil har fokus været på de to mål fra klimalovens vedtagelse i 2020, det drejer sig om reduktionskrav for udledningerne i hhv. 2025 og 2030. 2025 er jo lige om hjørnet, og heldigvis ser det ud til, at målet her på 50% reduktion i forhold til udledningerne i 1990 bliver nået.

Men når vi når 2025, er det på tide for Klimarådet at skue fremad, og næste milepæl må så være 2035. Det er jo vedtaget, at Danmark skal nå ”netto-nul” i 2050, eller endda i 2045, så 2035 skal være et skridt på vejen hertil. Klimarådet har altid haft den holdning, at jo større reduktioner, desto bedre for klimaet, som vi jo skal ”redde” ved vores klimaindsats.

Den nye rapport er atypisk for Klimarådet, den er kortere end de plejer at være, og den rummer ikke helt så mange gentagelser, som man – til nogen irritation – som regel finder. Rapporten her er opstillet som 10 spørgsmål til klimamålet for 2035 og svarene på dem.

Klimarådet er ikke det mindste i tvivl om krisens alvor. Herom kan man læse:

… jo mere vi har lært om klimasystemet, jo tydeligere er det blevet, at klimasystemet er mere følsomt over for det pres, som vi mennesker udsætter det for.

Alvorlige konsekvenser af klimaforandringer og mulig overskridelse af såkaldte tipping points forventes nu at indtræffe ved lavere opvarmningsniveauer end tidligere vurderet. Dette sker samtidig med, at den globale opvarmning accelererer. Denne acceleration risikerer at blive forstærket, hvis vi overskrider ét eller flere tipping points. Førende klimaforskere advarer ligefrem om, at verden står på randen af en uoprettelig klimakatastrofe.

Derfor er det selvfølgeligt vigtigt, at Danmark fortsætter sin ambitiøse klimapolitik for at foregå alle de andre lande med et godt eksempel. Konkret kigger Klimarådet på 3 mål for 2035, hhv. 80, 85 og 90% reduktion i forhold til 1990. Specielt de 90% står naturligvis Rådets hjerte nær, så er vi godt på vej til de 100% i 2045.

De tre mål bliver af Klimarådet omregnet til en global effekt på temperaturen. Her går man ud fra at alle lande gennemfører tilsvarende reduktioner pr. indbygger, og derved kan man udregne hvor store, CO₂-udledningerne bliver i milliarder tons. De tal kan så omregnes til en ”global temperatur”. Fig. 1 illustrerer situationen. Man ser, hvordan selv vores mest drastiske tiltag ikke er ”nok” til at holde klodens temperatur under de forjættede 1,5 grader celsius, som er udnævnt til at være den grænse, hvorover situationen bliver ”farlig”. Vi kan imidlertid holde temperaturen under 2 grader, som er den anden faregrænse, og ved hidsig opsamling og deponering af CO₂ i anden halvdel af århundredet, kan vi i år 2100 nå under de 1,5 grader igen.

Fig. 1: Globale temperaturstigning, hvis alle følger Danmarks eksempel

De nuværende klimapolitiske tiltag vil, hvis de alle føres ud i livet, give en reduktion i 2035 på 78%. Det kræver dog, at f.eks. antallet af elbiler på vejene, udbygningen med vindmøller og solceller er som forudset, ligeledes skal samfundet elektrificeres som planlagt. Hertil kommer de drastiske indgreb over for landbruget, som bl.a. er udmøntet i trepartsaftalen fra i år.

Men de tre 2035-mål kræver så yderligere tiltag. De er opsummeret på fig. 2, og man ser, at det er en kombination af flere ting. Den altdominerende faktor ved 85 og 90% reduktion er dog en yderligere forøget opsamling og deponering af CO₂, den såkaldte CCS, op til 5 millioner tons ekstra pr. år for 90%-målet. Det er oven i de 8 mio. tons, som 2030 målet indebærer. Ved 90%-målet skal der også ske en yderligere elektrificering af vejtransporten, her tænker Klimarådet primært på lastbilerne, der ellers ikke rigtigt findes i elektriske udgaver endnu.

Fig. 2: Elementer i de påtænkte reduktioner

Ellers får Klimarådet endnu engang luftet sine tanker om at gribe ind over for forbruget, og danskernes madvaner. Landbruget er naturligvis fortsat solidt placeret i Rådets sigtekorn.

Som noget nyt indeholder rapporten faktisk tal for de økonomiske konsekvenser af tiltagene. Herom skriver Klimarådet:

Klimarådet skønner med betydelig usikkerhed, at det kan koste samfundet cirka 19 mia. kr. fra i dag til 2035 målt i nutidsværdi at opfylde et 85-procentsmål. Dette beløb skal lægges oven i de omkostninger, der i forvejen skal til for at nå de 78 pct. reduktion, som forventes med allerede vedtagen politik. Med et 90-procentsmål øges Klimarådets skøn til cirka 45 mia. kr. Særligt prisen på CCS har betydning for de samlede beløb.

Det er relativt beskedne tal, men de skal jo lægges til alle de øvrige vedtagne beløb til trepart, CO₂-opsamling, biokul, støtte til vedvarende energi osv.

Specielt CO₂-opsamlingen er en tung post, og uden den ville 90%-målet være helt umuligt. Klimarådet skønner, at omkostningerne vil ligge på mellem 800 og 1200 kr./ton, dvs. at de ekstra 5 mio. tons i 90%-scenariet vil stå os årligt i 4-6 mia. kr. Der er flere problemer forbundet hermed. Den ene er den teknologiske usikkerhed; det er endnu ikke lykkedes at få CO₂-opsamling til at foregå pålideligt og til en pris, der er til at betale. Men her fejler optimismen ikke noget i klimakredse. Et mere alvorligt problem er hvor, CO₂-en skal komme fra. Det er absolut mest økonomisk at trække den ud af røgen fra en skorsten, enten fra et kraftværk eller en fabrik. Men dem bliver der færre og færre af ifølge visionerne for fremtiden. Hertil kommer, at der kan blive stor efterspørgsel efter CO₂ som kulstofkilde, hvis man vil fremstille Power to X-brændstoffer på grundlag af brint fra elektrolyse og kulstof. Bruger man ikke opsamlet CO₂ hertil, er det eneste alternativ kulstof fra biomasse, men her løfter Klimarådet igen pegefingeren over Danmarks alt for store og ikke-bæredygtige forbrug.

Den eneste anden løsning end skorstenene er opsamling af CO₂ direkte fra luften. Det kan lade sig gøre, men det er meget mere energi- og ressourcekrævende, og omkostningerne vil stensikkert blive langt højere end de 800-1200 kr./ton.

Klimarådets nye rapport opfylder sin forpligtelse til at følge op på klimamålene og udstikke en vej for politikerne. Men man har for længst forladt realiteternes verden. Ingen af de store planer vil blive til noget, vi har set, hvordan mange af de store planer for udbygning af vedvarende energi og produktion af brint i år er blevet enten udskudt eller opgivet. Den grønne omstilling er ved at ramme muren, og derved skrider fundamentet under klimamålene. Da Danmark alligevel er ude i en enegang på området – som meget få andre lande vil følge – så gør det ikke nogen forskel for klimaet.