Vi kender alle de klassiske historier om livet på stranden om sommeren, hvor folk bliver solbrændte og spiser mange is. Spørgsmålet er nu, om de bliver solbrændte pga. isene eller spiser de flere is, fordi de er solbrændte?

Man vil her sige, at der er en korrelation mellem de to fænomener, de finder bevisligt sted samtidigt og på samme sted. Men det er jo ret åbenlyst, at det ene nok ikke forårsager det andet, de er indbyrdes uafhængige tildragelser.

Eksemplet her er trivielt, men der er mange tilfælde, hvor det måske ikke er så indlysende, som man skulle tro. I den forbindelse er det interessant at se på hele klimasagens grundlag.

Klimasagen bygger på to ubestridelige fakta. Indholdet af CO₂ i atmosfæren er forøget de sidste ca. 150 år med ca. 50%. Den globale temperatur er også steget i perioden, præcist hvor meget ved vi reelt ikke, men en stigning har der været.

Vi kan så tilføje, at stigningen i CO₂-indholdet givetvis er en følge af menneskehedens enorme forbrug af kul, olie og gas. Det er der ikke nogen seriøs diskussion om.

Men hvordan er sammenhængen mellem CO₂ og temperaturen? Stigningerne har fundet sted samtidigt, men det er, som vi så ovenfor, ikke umiddelbart noget bevis for, at de to er forbundet med hinanden.

Hele klimasagen bygger imidlertid på den antagelse, at da CO₂ virker som en drivhusgas, er forøgelsen af atmosfærens indhold årsagen til den observerede temperaturstigning. Klimavidenskaben går så videre og fremfører, at en yderligere stigning i CO₂-indholdet kan give en katastrofal opvarmning, der må og skal undgås ved en grøn omstilling. Den del af sagen er, som vi tidligere har set, meget spekulativ.

Det er jo korrekt, at koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er steget hurtigt de sidste godt 100 år, og den er nu på et niveau, der er højere end i de seneste par millioner år. Men heller ikke det gør nødvendigvis CO₂ til nogen faktor af betydning for klimaet.

De sidste par millioner år har Jorden været hjemsøgt af en stribe istider, kun afbrudt af kortere mellemistider som den, vi befinder os i nu (fig. 1). Der har været tale om voldsomme ændringer i den globale temperatur og klimaet i øvrigt. Havniveauet er steget og faldet med mere end 120 meter.

Selv i vores nuværende mellemistid, de seneste 11.000 år, har temperaturen og klimaet varieret meget. Det er der utallige vidnesbyrd om, f.eks. var det varmere for 6-7000 år siden, gletsjerne var meget mindre, og trægrænserne var betydeligt højere oppe end i dag.

Til gengæld har CO₂-niveauet været forholdsvis konstant i hele perioden frem til vores tid. Den ændring i drivhuseffekten, der måtte have været, er alt for lille til at forklare fortidens klimaændringer.

Det er en af klimasagens helt store hovedpiner, og der er ofret mange kræfter på at ”revidere” fortidens klima, så det ser fantastisk stabilt ud. Det hævdes, at der stort set ingen udsving har været i den globale temperatur i de seneste 11.000 år – indtil for 150 år siden, hvor vi begyndte at forøge CO₂-indholdet.

Klimaforskningen har også justeret på temperaturen de seneste 150 år, man har udvisket de fald, der var undervejs, og sikret en jævn stigning hele vejen gennem det tyvende århundrede.

Man underbygger alle konklusionerne med resultater fra de store computermodeller, der simulerer det globale klima i fortid, nutid og fremtid. Det er vigtigt for ”sagen”, at troen på CO₂ som altafgørende faktor for klimaet opretholdes.

Men CO₂ kan ikke være forklaringen på f.eks. skift mellem istider og mellemistider og heller ikke de andre store klimaskift i Jordens forhistorie. Her er man nødt til at finde andre mekanismer, og heldigvis er der et meget stort antal klimaforskere, der arbejder seriøst med emnet. Man kigger selvfølgeligt på de såkaldte Milankovitch-cyklusser, ændringer i Jordens bane omkring solen og i hældningen af Jordens rotation i forhold til banens plan.

Der er for nyligt udgivet en bog, skrevet af Javier Vinós: ”Climate of the Past, Present and Future”, hvor alle cyklusserne i Jordens klima er beskrevet, og der kommer nogle fornuftige og konsistente mekanismer på bordet, der kan forklare, hvad vi har observeret. Vi så tidligere et forslag baseret på skydannelsen og den kosmiske stråling. Vinós går en anden vej, som vist på fig. 2.

Den CO₂-fikserede forskning betragter Jordens energiforhold som en simpel balance. Solstråling kommer ind, mens Jorden udstråler varme, der delvist kastes tilbage af drivhusgasserne, hvorved temperaturen stiger. Vinós mener i modsætning hertil, at transport af energi (ved strømning af luft og vand) langs jord- eller havoverfladen spiller en langt større rolle. Jorden modtager et kæmpe overskud af energi i troperne, energien flyttes mod nord og mod syd, og afgives som varmestråling nærmere polerne. Ved polerne er der meget mindre drivhuseffekt, fordi den kolde luft dér ikke indeholde ret meget vanddamp. Vanddamp er jo netop den vigtigste drivhusgas, og den smule CO₂, der hænger over polerne, betyder ingenting.

Nu kan Jordens klima, både i fortiden, men også i nutiden, meget bedre forklares. Energitransporten og dermed temperaturen ændres i takt med de store cyklusser, og netop nu er vi stadigvæk på vej op fra Den Lille Istids kulde før 1850. Det 20. århundrede var i realiteten karakteriseret ved en stigning i den globale temperatur fra 1910-1940, derefter et let fald frem til 1970 og så igen en stigning med nogenlunde samme takt som den forrige. Den udvikling harmonerer ikke specielt godt med et stigende CO₂-indhold gennem hele perioden, men kan derimod forstås som en naturlig følge af cyklusserne.

Det er ikke utænkeligt, at CO₂, der jo er en – om end svagt virkende – drivhusgas har medvirket til den nuværende stigning i temperaturen. Der er således givetvis en beskeden grad af kausalitet mellem CO₂ og den globale temperatur. Men hvis effekten af CO₂ kun er af mindre omfang, er der jo ingen grund til at frygte fremtiden, heller ikke selvom vi fortsætter vores udledninger af CO₂ i stor målestok – hvilket vi jo reelt er tvunget til at gøre, hvis vi vil opretholde vores samfund og civilisation.

Nogen vil måske så indvende, at klimaforskernes klimamodeller spår en meget mere dyster fremtid, med meget højere temperaturer og alle mulige følgeskader. Men en computermodel er ikke bedre, end de data og forudsætninger, der lægges ind i den. Hvis man fortæller den, at kun CO₂ styrer, ja så bliver resultatet, at CO₂ netop er afgørende.

Men det er jo ikke rigtigt grundlag nok til at bruge formuer på grøn omstilling, ødelægge vores energiforsyning og bringe vore samfund i fare, vel?

Statistiske sammenhænge

Korrelation er en statistisk sammenhæng imellem to serier af hændelser. Den statistiske sikkerhed kan ligge på et højt niveau, men det er ikke et bevis for, at der er en sammenhæng.

Kausalitet er en årsagssammenhæng på et højere niveau. Der er korrelation imellem rygning og lungekræft, og tilmed er der nok anden forskning der godtgør, denne sammenhæng er kausal.